Mig og mit forbillede: Har du en at se op til?

Har du et forbillede? En at se op til, en at støtte dig til? Hvis ikke, så se dig omkring.Det kan være særdeles givende at lade sig inspirere og støtte af andre både i arbejds- og privatlivet.

Hvem skulle have troet dét: At den skarpe og medievante foredragsholder, Liselotte Lyngsø, engang var skrækslagen for at tale foran mange mennesker.
Men den 46-årige fremtidsforsker var langt fra selvskrevet til at få en karriere, hvor hun også skulle kunne klare at stå i rampelyset, da hun i 1996 blev ansat på Institut for Fremtidsforskning.

 – Jeg troede, at jeg skulle sidde og lave baggrundsresearch, som andre så skulle ud at formidle. Men sådan gik det altså ikke, siger Liselotte om den periode i hendes karriere, der blev den mest afgørende.

Lær at styre dine tanker, se video med Kisser Paludan:

For på Institut for Fremtidsforskning mødte hun den daværende forskningsdirektør, Maria-Therese Hoppe, der var en ud af blot tre kvinder blandt de 40 ansatte på det store institut. Hun stak markant ud blandt de mange mænd til møderne og fangede Liselottes opmærksomhed fra første sekund.

– Hun var ikke bange for at rejse sig og kæmpe for det, hun troede på. Jeg blev hurtigt meget taknemlig for de verbale kampe, hun havde taget på mit køns vegne, og den power hun besad.

Men den unge, talentfulde Liselotte havde også fanget den erfarne fremtidsforskers opmærksomhed.

 – Hun sagde til mig, at den eneste måde at få succes og tjene penge på var ved at stille sig op og tale. Det var en fuldkommen grænseoverskridende tanke for mig, at jeg skulle stå i nogen form for rampelys, men hun blev ved med at presse på, husker Liselotte.

Dit kropssprog lever sit eget liv, tjek 5 myter om kropssprog: 

En fremtidsforsker i 90’erne var en slags guru, som altid skulle have et rede svar på alting. Og man var "kikset”, hvis man ikke havde svaret, var Liselottes oplevelse.

 – Alene det var jo nok til at skabe en kæmpe frygt. "Hvornår finder de ud af, at jeg slet ikke er så klog, som de tror?" var en angst man skulle lære at leve med, husker hun.
 

Marie-Thereses puf i ryggen

Liselotte husker også stadig sin første optræden næsten, som var det i går. Efter mange puf i ryggen gik hun med til at forsøge.

 – Her har du mit oplæg, sagde Maria-Therese til mig. Og så øvede vi, indtil hun mente, jeg kunne finde ud af det. Jeg skulle holde et foredrag foran en stor flok skolelærere om fremtidens uddannelse. Jeg var hundeangst, men det gik, erindrer Liselotte.

I en tid, hvor det var overheadprojektorer og plasticslides, der udgjorde den visuelle del af et foredrag, havde Maria-Therese Hoppe en hel del tricks, som den unge Liselotte lærte meget af.

 –  Hun havde en spændende tilgang til formidlingen. Hvor andre brugte grafer, tal og statistik, konverterede hun fakta til billeder og ord, så tilskueren fik et meget stærkt indtryk af budskabet.

Ane Cortzen: Jeg kan, hvad jeg vil:

De to kvinder var på mange rejser sammen til USA, og hver gang rippede de lufthavskioskerne for magasiner, der blev gennemsøgt efter billeder, som kunne bruges til foredragene.

Liselotte kiggede den ældre kvinde over skulderen i alt, hvad hun gjorde og sparrede med hende. Men mentor/protegé-forholdet var ikke noget, der blev sat ord på.

 – Vi lærte bare hinanden rigtig godt at kende. Det var ikke noget, vi aftalte, og det var rigtig rart, at vores forhold på den måde var meget naturligt.

Søster, svigerinde, nabo, kollega - få det bedste ud af dine relationer: 

Sceneskræk - en fast partner

Selv om Liselotte fik taget det store spring under Maria-Thereses kyndige vejledning, var sceneskrækken en fast partner gennem mange år.

 –  Jeg har kæmpet meget med det, og på den måde var det også et guldbur, hun gav mig. Men nu ved jeg, at jeg skal finde det, jeg både brænder for og synes, er vigtigt for menneskeheden; så får jeg nogle kræfter og en energi på den scene, som jeg ikke altid ved, hvor kommer fra. Når jeg ser tilbage på, hvad det var, der åbnede den dør, så var det hende.

I dag gør Liselotte en dyd ud af at sende stafetten videre til sine yngre medarbejdere. Og til sin datter, når eksamensnerverne bliver for meget.

OBS: Læs også om 52-årige Cecilia, hvis forbillede er hendes mormor, og 56-årige Milla, der har haft sangerinden Annisette som forbillede, siden hun var bare otte år gammel, i SØNDAG nr. 46.