Er du dækket ind?

Hvorfor bruge penge på en ekstra rejseforsikring, hvis du allerede er dækket ind via din indboforsikring? Der kan være penge at spare, hvis du går dine forsikringer efter i sømmene, og det er faktisk ikke så kompliceret, som du måske tror. Tjek her, hvilke forsikringer, du har brug for, og hvornår du skal være opmærksom.

Hvad har du brug for når...I flytter sammen

Én indboforsikring er nok. Forsikringssummen skal være tilpasset, så den svarer til den samlede værdi af alle jeres private ejendele. Har I børn, er det jer, der bør ulykkesforsikre barnet/børnene. Ingen andre gør det. Har I stiftet gæld i forbindelse med køb af hus, bør I overveje at tegne en livsforsikring i tilfælde af død, som sikrer den tilbageværende ægtefælle økonomisk.

Gul eller blå?

Det gule sygesikringskort dækker
* Rejser i forbindelse med ferie
* I den første måned
* I EU og EØS-landene
* Fuld lægebehandling, hospitalsophold og lægeordineret medicin i den første måned. Hvis du bliver bedt om at lægge penge ud, bliver de refunderet, når du kommer hjem
Dækker IKKE
* Hjemtransport

De blå sygesikringskort dækker
* Rejser i forbindelse med både ferie og arbejde I EU-landene og EØS-landene i et år. Du tilbydes den behandling, som lokale borgere har krav på i det land, du opholder dig i. Det vil sige, at egenbetaling kan forekomme. Pengene refunderes ikke i Danmark
Dækker IKKE
* Hjemtransport

Lande hvor vi er dækket af det gule og blå kort
(EU og EØS landene):
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, De Kanariske øer, Kanaløerne (Jersey, Guernsey etc.), Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten, Østrig.

Du skal skilles/separeres

Indboforsikring
Jeres fælles indboforsikring dækker to adresser i en måned. Herefter skal du tegne en ny forsikring, hvor du skal huske at justere forsikringssummen, så den passer til den nye situation.
Bilforsikring
Hvis I har en fælles bil, er det vigtigt at den af jer, der ikke får bilen, får en meddelelse fra forsikringsselskabet, som fortæller, hvilken anciennitet, der er opnået på den fælles bil. Den kan nemlig overføres til det nye selskab, så man ikke skal begynde forfra. Hvis du skal ud og købe ny bil, kan det i visse tilfælde være meget billigere at tegne din bilforsikring gennem bilforhandleren end gennem forsikringsselskaberne. Det er dog ikke alle bilmærker/bilforhandlere, der har sådanne gunstige ordninger.
Familieulykkes­forsikring
Der skal tages stilling til, hvilken forsikring børnene skal være på - din eller din ex-mands.
Generelt
Husk at ændre adressen på forsikringerne, når du flytter.

Børnene flytter hjemmefra

Der kan ifølge Helle B. Pedersen nemt være indbo for over 100.000 kroner på et børneværelse i dag (computer, fladskærm, musikanlæg med videre). Det kan derfor være relevant at justere forsikringssummen på familiens indboforsikring, når barnet flytter. Men kun hvis barnet er 21 år. Familiens indboforsikring dækker nemlig barnet på dets nye bopæl indtil barnet er fyldt 21 år, hvorefter det skal have sin egen indboforsikring. Hvis barnet er flyttet i en lejlighed sammen med en kammerat, er det normalt kun nødvendigt med én indboforsikring. Men tjek altid hos forsikringsselskabet, da der kan være afvigelser.
Ulykkesforsikring
Børnene er til gengæld kun dækket af familiens børneulykkesforsikring indtil de er 18 år, hvis de da overhovedet har været dækket. Det er nemlig kun omkring 50-60 procent af danske børn, der er omfattet af en ulykkesforsikring. Så det kan være en god idé at undersøge under alle omstændigheder - ikke mindst når barnet flytter hjemmefra.

Du går på pension

Undersøg hvor længe din ulykkesforsikring gælder, da dækningen på de fleste ulykkesforsikringer ophører, når du fylder 60, 65 eller måske 70 år. De forskellige selskaber har lidt forskellige dækninger. Nogle selskaber vælger at nedsætte erstatningen procentvis efter en vis alder, mens dækningen hos andre bare ophører.
Du bør også tjekke op på din fritidsulykkesforsikring, hvis du har en sådan. Den dækker ofte til man er 65 år. Når du går på pension, har du
jo fritid »hele tiden« og skal derfor have lavet forsikringen om til en heltidsulykkesforsikring.

Ægtefællens dødsfald

En familieulykkesforsikring kan godt have en dødsfaldssum, men den kommer kun til udbetaling, hvis du dør som følge af et ulykkestilfælde. En livsforsikring derimod kommer til udbetaling ved død, som også kan være forårsaget af sygdom. Dødsfaldsdækningen går til nærmeste pårørende, typisk ægtefællen.
Indboforsikring
Deling af boet til arvinger kan nødvendiggøre justering af summen på indboforsikringen.
Bilforsikring
Husk at få overført anciennitet, hvis bilen stod i afdødes navn. Ægtefæller får normalt samme anciennitet uden problemer.