Drømmer du også om at skifte spor?

Anne Lindhardt, 52, tør det og gør det: Hun drømte om at skifte spor. Nu har hun sat sin hverdag som selvstændig konsulent på standby og har sendt sig selv ud på en rugbrødsmission.

Måske er du en af dem, der går og overvejer, om du skulle arbejde med noget fuldstændigt andet. Måske går du med en drøm om noget. Måske har du en idé til noget.
Så lad os sige det i en fart: Det er aldrig for sent at skifte spor.

Det er 52-årige Anne Lindhardt et godt eksempel på.  
Anne Lindhardt har sat sin konsulentvirksomhed på standby for at gå nye veje. Helt bogstaveligt har hun sendt sig selv ud på det, hun kalder "en rugbrødsmission". Hun har sluppet taget i den velkendte hverdag og har i stedet sat for at afprøve sin egen forretningsidé: Ideen om at skifte hvidt brød ud med det gode, gamle rugbrød. 

Er du blevet rugbrødssulten, så bag selv, her er en opskrift, også på surdej: 

Elsker ristet rugbrød

Sammen med sin kæreste har Anne lavet firmaet Rug, der har specialiseret sig i sandwiches af groft, lækkert rugbrød, lavet efter en helt speciel opskrift, og hun har givet sig selv et halvt år til at se, hvad forretningsideen dur til i praksis.

- Jeg har elsket ristet rugbrød siden 80'erne, fortæller hun, - og rugbrød er en stor del af den danske kultur og vores særpræg. Det opdagede jeg især, da jeg boede i Kina i tre år. Det danske rugbrød er noget særligt. Det kan blive verdens bedste fastfood. 
 

Cykler og en gammel Volvo

Det er en påstand, som Anne har tænkt sig at bevise. Derfor kan Københavnere og Københavner-turister nu se Anne og hendes medarbejdere køre rundt med rugbrødssandwiches på Christianiacykler, som er ombygget med køkken, køleskabe og solceller af hendes kæreste Leif Zeeberg.

Som et særligt blikfang har firmaet en gammel, gul Volvo, som Anne sætter sig bag rattet af, når der køres ud til barnedåb, bryllupper og andre begivenheder med rugbrødssandwiches, rugbrød og rug i alle mulige afskygninger. Fornylig købte parret også en café på Nørrebro. Og drømmene går videre.
- Jeg vil gerne have rugbrødscaféer og sandwichcykler i alle de store byer i Danmark, siger Anne. 

Bag dit eget rugbrød, men uden surdej: 

Lækker gademad

Anne er oprindeligt uddannet sinolog, som det hedder, når man har en master i kinesisk, og har boet tre år i Kina, hvor hun gik på universitetet og lærte at skrive og tale kinesisk og underviste i engelsk. I forhold til sin rugbrødsmission har hun hentet inspiration i det asiatiske gadekøkken, fortæller hun.

 - I Kina kan man få superlækker gademad fra morgen til aften. Og når vi cykler til Nyhavn og stiller vores bod op, har vi kø, fra vi kommer, til vi kører igen. De udenlandske turister elsker vores ristede rugbrød. Det er slowfood made fast. En rugbrødssandwich er sund og mætter længe. 

 

Er mørkt brød altid fuldkorn? Læs her: 

 

Når man er over 50...

Anne har ikke haft betænkeligheder ved at sætte sit konsulentfirma på standby til fordel for budcykler og rugbrødssandwiches, og hun afviser, at det skulle være et modigt træk.

- Jeg er ikke speciel modig. Når man er over 50, har man prøvet lidt af hvert, og et 9 til 16-job er ikke tilfredsstillende for mig. Den skabelon kan jeg ikke være et helt menneske i, siger hun og tilføjer: 

- Jeg føler mig meget fri, og det er skønt at skabe noget sammen med sin kæreste. Vi har fem børn tilsammen, og det her er vores fælles barn. Det er ikke kun forretning, det er en mission. Min far var biskop i Roskilde, og vi missionerer altså i vores familie!

 

Obs. Anne er bare én af tre kvinder, der fortæller i SØNDAG i denne uge, uge 36, om at skifte spor. I bladet kan du også møde Birgit, der fik smag for vine, og Bente, der har forfulgt en gammel drøm.