Biodynamisk mad: bondefangeri eller booster?

En kurv fyldt med grøntsager - biodynamisk mad

Biodynamisk eller økologisk? Der var en gang, hvor økologi var noget af det ypperligste, du kunne sætte på bordet. Men nu har de biodynamiske råvarer sneget sig ind på stjernekokkenes og feinschmeckernes tallerkner, og der er flere og flere danskere, som følger efter – men hvad er biodynamisk mad, og er det bedre end andet?

Biodynamiske råvarer vinde indpas i de danske madvaner, men hvor stammer ideen om biodynamisk mad egentligt fra? Og hvad er forskellen på biodynamik og økologi? 

Kravene til de biodynamiske fødevarer er skrappere, end de er til det økologiske, men derudover bygger det biodynamiske landbrug også på en grundantagelse om universet. Biodynamisk betyder enkelt oversat livskraft, og det er i høj grad omdrejningspunktet for hele den biodynamiske tankegang.

Det handler ikke kun om, hvad du kommer i jorden og fødevarerne, det handler også om, at universets kræfter skal indfanges i de biodynamiske fødevarer, hvilket sker dels ved at tage hensyn til kræfterne i universet – det er derfor, at solen, månen og stjernerne har en betydning for det bedste tidspunkt at dyrke grøntsagerne – og dels ved at al dyrkning sker i harmoni med naturen.

Derfor er kunstgødning helt udelukket, og den naturlige gødning kommer fra dyr tæt på gården, som også behandles i harmoni og pagt med naturen. 

De grundlæggende antagelser i det biodynamiske landbrug stammer oprindeligt fra Rudolf Steiner, som i Danmark ellers er kendt for sine pædagogiske principper, der i dag videreføres på de 14 Rudolf Steiner skoler rundt omkring i landet.

Udover hans tanker omkring uddannelse, så var han også grundlæggeren af den såkaldte ”antroposofi” – en åndelig bevægelse, der bygger på en grundantagelse om, at mennesket er et åndeligt væsen, og at der er sammenhæng mellem himmel og jord. I den biodynamiske filosofi anses jorden som en levende organisme, der skal næres af kræfter fra kosmos – universet –, og fordi alt er forbundet, så betyder det noget for balancen i både helheden og hver eneste af os, at vi lever i pagt med vores omgivelser.

Biodynamisk mad eller økologisk? Guide til mere økologi

Biodynamisk kost - find det via Demeter-mærket

Alle biodynamiske fødevarer er også økologiske, men for at vise, at de lever op til de biodynamiske principper bliver de også mærket med Demeter-mærket. Udover de økologiske principper, så er biodynamikerne meget interesserede i at bruge oprindelige sorter.

–  Biodynamikerne bruger ikke hybridsorter, altså kunstigt fremavlede sorter. Disse har siden 2. verdenskrig gennemgået en så omfattende forædlingsproces, at de har mistet en stor del af deres sundhedsmæssige værdi. Derfor skal biodynamikerne anvende de såkaldte frøfaste sorter, fortæller Jens-Otto Andersen.

Det valg hænger sammen med en overbevisning om, at landbrugets opgave ikke er at producere flest mulige fødevarer hurtigst muligt og på mindst mulig plads, men i stedet er landbrugets opgave at: 

–  Bidrage med fødevarer til mennesker, så de kan yde deres bedste. Det mener jeg ikke, at vi opnår med det konventionelle landbrug, og det mente Steiner heller ikke. Kunstgødningen ødelægger jordens biologiske balance og nedbryder dens frugtbarhed. Afgrøderne bliver ikke livskraftige nok og indeholder ikke den nødvendige energi og næringsstoffer, som vi mennesker har brug for, siger Jens-Otto Andersen.

Han er derfor ikke i tvivl om, at de biodynamiske fødevarer er sundere.

- Vi kan teste, at der er forskelle mellem de fødevarer, der bliver produceret i henholdsvis det biodynamiske, det økologiske og det konventionelle landbrug.

Han henviser blandt andet til forsøg, som viser, at hvis du skærer en biodynamisk agurk i skiver og efterfølgende pakker den ind i husholdningsfilm, så er den i stand til at vokse sammen igen, hvilket ikke ses i samme grad ved de konventionelt dyrkede agurker.

Et forsøg som dog er blevet kritiseret en del for at have for mange fejlkilder til at resultatet kan tillægges nogen særlig værdi.

Men for Jens-Otto Andersen er det et eksempel på, at de biodynamiske grøntsager indeholder mere livskraft end de andre fødevarer, og det, mener han, har en effekt på menneskers sundhed, når de spiser fødevarerne.

Derudover kan man se, at strukturen i de biodynamiske fødevarer er anderledes, hvilket også bekræfter Jens-Otto Andersen i, at de biodynamiske fødevarer tilbyder mere sundhed, end både de konventionelle og økologiske.

5 tips til at leve økologisk

Er biodynamiske mad sundere?

Jens-Otto Andersen er ikke i tvivl om, at den ’vitalitet’, som han mener, afspejles i denne agurke-test, bliver overført til os mennesker, men det er det, han selv kalder en ” kritisk videnskabelig hypotese” – eller med andre ord, det er en antagelse, som der ikke er nogle beviser for, er rigtig.

Heddie Mejborn, der arbejder som seniorrådgiver i Afdeling for Risikovurdering og Ernæring er man  ved DTU vil ikke afvise, at der findes undersøgelser af biodynamiske fødevarer, som hun ikke kender til, men hun kender ikke på nuværende tidspunkt til noget forskning, der beviser, at biodynamiske fødevarer er sundere for mennesker end andre fødevarer.

Til gengæld ved hun en hel del om, hvordan man generelt vurderer, om en fødevare er sundere end en anden, og hun er ikke overbevist om, at biodynamisk dyrkede fødevarer har en anden sundhedsmæssig effekt end konventionelle fødevarer.

- Der er lavet flere sammenligninger af økologisk dyrkede fødevarer og konventionelt dyrkede. Undertiden indeholder de økologiske fødevarer mindre vand og mere tørstof, hvilket betyder, at næringen i den økologiske fødevare er mere koncentreret, hvis du sammenligner per 100 g af det færdige produkt. På papiret vil det derfor se ud, som om de økologiske produkter indeholder flest næringsstoffer, men den overordnede vurdering ved DTU Fødevareinstituttet er, at vi indtil videre ikke har set data, som får os til at konkludere, at økologiske fødevarer er sundere end konventionelle, siger Heddie Mejborn.

Set ud fra hendes perspektiv er det ikke nødvendigvis sundere at få flere næringsstoffer, medmindre man mangler dem i udgangspunktet, og der er heldigvis ikke ret mange næringsstoffer, som vi danskere generelt mangler.

Dermed ikke sagt, at de biodynamiske fødevarer ikke er sundere end andre – det er bare ikke påvist i nogen af de undersøgelser, Heddie Mejborn kender til.

Konventionelt, økologisk eller biodynamisk – hvad skal du vælge?

Selvom videnskaben ikke kan påvise, at du bliver sundere af at spise den ene fødevare fremfor den anden, så kan det alligevel være en god beslutning at vælge at give lidt mere for fødevarer, der er dyrket i pagt med naturen – dels kan det være, at du får glæde af den gode smag, som de store kokke ikke er kede af at fremhæve, og dels kan det være en god investering i at holde jorden sund og stærk, så også de kommende generationer kan glæde sig over jordens gaver.