Effektiv motion - find sjippetovet frem (igen)

motion

Mange af os forbinder det at sjippe med barndommens skolegård eller med boksere, der gør det som opvarmning. Men alle kan med fordel sjippe, for det er super effektiv motion og styrketræning af hele kroppen. Og så er det i tillæg sjovt og en billig form for motion, du kan dyrke overalt.

Kan du huske frikvartererne, hvor du sjippede sammen med de andre piger i klassen, da du var barn? Dengang havde I det så sjovt, at I nogle gange glemte at gå ind til næste time, når det ringede ind. I sjippede i hver sit sjippetov og lærte hinanden forskellige tricks. Eller også var der en pige, som havde et stort sjippetov med, og I kunne hoppe flere sammen. Det var ikke bare skæg og ballade med de sjippetove, men også rigtig god kondition, og I kunne lettere holde jer kvikke i hovedet i timerne.

At det stadig kan være sjovt at sjippe, når man er voksen, ved Anne Marie Præstholm (52 år) alt om. Hun er voksensjipper og instruktør på Lillerød Rope Skipping Team, som de i Lillerød har valgt at kalde deres sjippehold, fordi de er så dygtige, at de foruden at deltage i opvisninger herhjemme, også er med i internationale konkurrencer som EM og VM. Og så må man jo have et internationalt navn. Anne Marie Præstholm har sjippet i skolegården som barn, og som voksen har hun undervist hold i 15 år. Hun elsker at sjippe, ikke mindst fordi det giver et godt sammenhold at sjippe sammen med andre, og på holdet griner de mindst lige så meget som børn i en skolegård. Begge Anne Marie Præstholms døtre er aktive på konkurrencehold og er også instruktører. Det er ikke kun kvinder, som har sjippet som børn, der går på voksenholdene. Også kvinder, der aldrig har holdt et sjippetov i hånden før, deltager. Alle kan være med.

Start træningen nu - og bliv sommerklar

Sjov motion - sådan kommer du i gang med at sjippe

· Udstyr: Anskaf dig stødabsorberende sko, gerne gode løbesko med støtte til forfoden. Brug gymnastiktøj, som du kan svede og bevæge dig frit i.

· Sjippetovet skal have løse håndtag, hvor tovet roterer indeni. Tovet skal have en længde, der, når du står på tovet, og fører håndtagene op, går til under dine armhuler. Tovet skal helst have en vis tyngde for at lave en flot bue. Det anbefales at bruge et af plastic, ikke af stof, for det er for let. Der findes også sjippetove, der er lidt tungere, fordi de er lavet af aflange plastic perler. Nogle bruger stålwire som tov, men det er svært at håndtere, fordi det er meget let. (foto IMG_02633.JPG: plastic sjippetov, foto IMG_2632.JPG: perlesjippetov)

· Indendørs eller udendørs? Det er bedst at sjippe indendørs, for så holder tovet længere. Vil du meget gerne sjippe udenfor, kan blæsten forstyrre din sjipning, så brug et lidt tungere tov. Hvis du går til sjipning, kan du som regel låne eller købe et.

· Lyt til din krop. Hvis ikke du lytter til din krops signaler, kan du få de samme overbelastningsskader som ved at løbe – f.eks. knæ og ankelsmerter, skinnebensbetændelse eller smerter i dine akillessener.

· Gå ikke for hårdt til værks. Start roligt op med at sjippe almindeligt i højst 10 minutter. Efterhånden som du vænner dig til at sjippe, vil du kunne sjippe 20 minutter ad gangen uden at blive forpustet.

· Kombiner med løb eller anden sport. At sjippe er glimrende, hvis du gerne vil i gang med at løbe, fordi sjipning er intervaltræning. Din puls kommer meget hurtigt op, og når du holder pause, kommer den hurtigt ned igen. Du bliver en bedre løber, fordi du bliver lettere på fødderne af at sjippe og får stærkere fødder. Du kan f.eks. tage et sjippetov med på din løbetur og holde pause fra at løbe ved at sjippe indimellem.

· Sjip som opvarmning til anden træning, hvis du f.eks. vil cykle eller lave styrketræning. Boksere sjipper altid som opvarmning.

· Varier dine øvelser, så det forbliver sjovt at sjippe. Hvis du bliver træt af de foreslåede øvelser, kan du finde mange flere på nettet på You Tube, hvor sjipning hedder rope skipping eller rope jumping.

· Effektiv motion. Du kan hurtigt mærke resultater, hvis du sjipper hver anden dag i bare kort tid.

Fup og fakta om motion

Vil du gå til sjipning?

Du kan vælge at sjippe derhjemme eller sammen med andre. Ved at gå ind på Danmarks Gymnastik Forbunds hjemmeside, gymdanmark.dk, kan du finde en forening nær dig, der tilbyder sjipning. At sjippe sammen med andre er sjovt, og der grines meget, når nye øvelser afprøves, eller man sjipper i store dobbeltbuer flere ad gangen. Du kan også vælge at komme i en sjippeforening for at lære øvelser, og når du mestrer dem, kan du fortsætte med at sjippe på egen hånd, hvis du foretrækker det.

Vidste du at…

10 minutters sjipning i et rask tempo svarer til en løbetur på fem kilometer.