Derfor skal du huske at sætte dig ned

Ja, vi ved godt, at vi skal huske at stå op på arbejde indimellem, men det er også vigtigt at sætte sig ned. Hold pauser, gerne med benene opad, eller bevæg dig lidt rundt, så du undgår hævede fødder og ben.

Efterhånden sidder det fast hos de fleste, at man skal stå op og arbejde indimellem – især er det vigtigt, hvis vi har stillesiddende arbejde ved f.eks. computere. Men for butiksansatte, undervisere og andre, som har jobs, der er lig med at stå meget op, slider det meget på kroppen.

For når du står op længe, har blodet sværere ved at strømme tilbage til hjertet, og det betyder, at der kan hobe sig væske op i benene, så fødder og ankler hæver. Det undgås bedst med  pauser, hvor du sidder ned, gerne med benene opad og ved i øvrigt at bevæge dig så meget som muligt.

Har du tendens til hævede ben, fødder og ankler, kan du lave daglige venepumpeøvelser, dvs. bevæge musklerne i underbenene mest muligt. Stå f.eks. på skiftevis hæle og tæer, vip med fødderne, og drej dem rundt, lav ottetaller med forfoden. 

(kilde: Krop + Fysik)

5 gode råd til dig, der står meget 

1. Variér din stilling, brug gode sko og stå i god balance.

2. Forsøg at have lige meget vægt på benene og en hoftebreddes afstand mellem fødderne.

3. Hold knæene »løse« – altså hverken overstrakte eller bøjede.

4. Undgå at hænge i hoften – hverken fremad eller til siden.

5. Skal du løfte eller benytte redskaber, så sørg for at stå så tæt på arbejdsstedet som muligt, og undgå vrid. Slap af i skuldre og arme.

Læs også: Hjernen skal også have ro

Læs også: Få større arbejdsglæde