For meget frugt gør dig tyk

Mængden af frugt kan bestemt have noget at gøre med, at folk på slankekur ikke opnår resultater med vægttab

Frugt er sundt og indeholder en masse ting, kroppen har brug for for at fungere, men mange danskere begår en fejl. De spiser nemlig for meget frugt.

- Et stykke frugt kan nemt indeholde 60, 70 eller 80 kalorier pr 100 g, og hvis man forsøger at opnå et vægttab, skal man have ca. 1.300-1.400 kalorier om dagen. Hvis man så spiser seks stk. frugt om dagen, kan man jo hurtigt nå op på omkring 450 kalorier, og det er altså bare den frugt, man spiser mellem de rigtige måltider. Den fejl mange laver, er at spise for meget frugt og glemme at regne det med i deres daglige kalorieindtag, siger Lisa Bolting, der er chefdiætist for Slankedoktor.dk, til Alive.dk.

LÆS MERE: Vil du have svaret på hvordan du let sparer 100 kalorier? Få svaret lige her!

Det er størrelsen, der gør det


Når man køber frugt og skal vælge fem æbler, vil de fleste vælge de fem største og bedste æbler, de kan finde. Folk vil have så meget ud af pengene som muligt, men ingen tænker over, at et æbles størrelse har stor betydning for antallet af kalorier. Et æble på 100 og 200 g vil naturligvis ikke indeholde det samme antal kalorier. Lisa Bolting tror ikke, danskerne tæller kalorier på frugterne, når de er ude at handle.

- Tre stk. frugt om dagen er et godt udgangspunkt. Med den udtalelse har jeg taget udgangspunkt i at ét stk. frugt er ca. 100 g. Man skal huske, det er mængden af frugt, der feder, udtaler Lisa Bolting.

Hun understreger, at man ikke skal stoppe med at spise frugt, men blot være mere opmærksom.

LÆS MERE: Synes du det er svært at få spist nok grønt i løbet af en dag? Få hjælp til at få endnu mere grønt ind i din hverdag lige her!

Slik eller frugt?


Man kan måske tænke, hvorfor skiftede jeg nu slikket ud med frugt, hvis frugt også feder? Gør det overhovedet nogen forskel? Svaret er ja, der er stor forskel på slik og frugt.

Frugt er i små mængder sundt og indeholder både næringsstoffer, vitaminer, mineraler og er naturligt fremstillede, mens slik indeholder en masse sukker og tilsætningsstoffer.

-Man kan sagtens leve kun af slik, og man vil endda kunne tabe sig rigtig meget, men uden næringsstoffer, vitaminer og mineraler, bliver kroppen træt og svag. Derfor er frugt klart det sundeste valg, fastslår Lisa Bolting.

LÆS MERE: Her får du seks slanketips som du vil elske!

'6 om dagen'?


Vi har alle hørt sloganet '6 om dagen'. Men hvorfor opfordres vi til dette, når frugt feder?

-Mange danskere misforstår sloganet og glemmer, at de '6 om dagen' også er grøntsagerne. '6 om dagen' er ment således, at man skal spise tre stk. frugt og tre stk. grønt om dagen. Ikke seks stk. frugt, siger Lisa Bolting.