Ingeborg lever med parkinson: ”Mit liv er ikke blevet fattigere”

På center guldkrog i Vejle underviser 61-årige Ingeborg Uldahl for andre parkinsonramte. Selv har hun haft parkinson i 7 år, og hun sætter stor pris på, at hun kan bevare livsglæden

Dans dig i godt humør!

Da Ingeborg tilbage i 2008 for første gang følte en nedsat motorik i sin højre hånd, var hun sikker på, at hun havde fået en musearm. I løbet af det år, hun blev undersøgt, nåede hun at blive bange for, hvad der kunne være i vejen, så da hun fik beskeden om parkinson, var det ikke en følelse af sorg eller afmagt, der mødte hende.

– Jeg var egentlig lettet, for jeg vidste, at det sagtens kunne have været meget værre. Nu var jeg klar over, hvad jeg var oppe imod, og vi havde fået sat navn på ”det der uhyre.”

Dans dig glad

Ingeborg er selv meget bevidst om, at hun er heldigt stillet i forhold til mange andre parkinsonramte. Hendes daglige udfordringer begrænser sig til at tage smykker på og have problemer med at skrue låg af krukker og glas. Men hun kan også sommetider opleve, at sygdommen gør hende træt. Og netop trætheden har haft konsekvenser for hende. Den har nemlig været årsag til, at hun besluttede sig for at stoppe med at arbejde, så hun kan nå at få noget ud af sine gode år.  

– Jeg vil gerne prioritere de ting, som er vigtige for mig. Når man bliver ramt af en sygdom, som er kronisk, så får man nogle andre prioriteter, og det er nogle andre ting, som bliver vigtige. Min sygdom har lukket nogle døre, men der er andre døre, der er blevet åbnet. Jeg har fået en masse nye relationer og nogle gode oplevelser, så jeg synes ikke, at mit liv er blevet fattigere. Men jeg har ingen garantier for, at det hele ikke ser meget anderledes ud i morgen.

Motion behøver ikke være kedeligt. Bliv inspireret til sjov sommer-motion her. 

Og det at få lov til at undervise parkinsonramte og deres partnere i dans hver fredag formiddag er netop en af de oplevelser, der er kommet til, efter Ingeborg blev syg. Og det er en døråbning, som hun sætter meget stor pris på.

– Jeg kan tydeligt se, at dem, der kommer her, får noget ud af det. Det hjælper på deres koordinationen, og det hjælper på deres balance. Men det giver også mig en livsglæde at få lov til at undervise dem. Det gør mig glad, når jeg kan se, at andre har den samme glæde ved dansen, som jeg selv har.