SØNDAG anbefaler: Tre bøger der har gjort indtryk

SØNDAGs redaktion ser tilbage på de bøger de har læst gennem tiden og peger på tre, bøger, der har gjort et helt særligt indtryk. Find ud af hvad det er for nogle bøger og lad dig inspirere til din næste læseoplevelse

Hver side i en bog er en oplevelse for sig, og når sidste side er vendt, og man er færdig med at læse netop denne bog, er man blevet endnu en oplevelse rigere.

Læsning er nemlig noget helt særligt. For selv om man sidder hjemme i favorit-lænestolen, sofaen, i sengen eller ude i haven, så er hver en bog en rejse ind i en ny verden.

Her på redaktionen elsker vi at læse, og igennem tiden er der blevet læst virkelig mange bøger. Men lige meget hvor mange bøger man har bladret sig igennem, så vil der altid være nogle bøger, der har gjort et helt særligt indtryk.

4 krimiforfattere anbefaler. Disse krimier skal du læse

Så her deler SØNDAGs redaktion de læseoplevelser der har gjort størst indtryk - lad dig inspirere og find læsestof til din næste rejse ind i bøgernes verden.

Stinne Bjerre, chefredaktør

En, man kan spejle sig i
En af de danske forfattere, jeg er rigtig glad for, er Benn Q. Holm (Jeg har læst alt, hvad han har skrevet, undtagen børnebøgerne og den om verdens bedste fodboldspillere…). Han og jeg er så godt som jævnaldrende, og jeg kan ofte spejle min opvækst og mit liv i hans bøger. »Album« er en slægtsroman, som fortæller historien om tre danske familier og deres liv og skæbne i de sidste ca. 30 år af 1900-tallet, altså de år, hvor min generation blev formet og oplevede store forandringer. Jeg ved, der blev lavet en tv-serie over romanen for et par år siden, jeg har ikke set den, men bogen er god.
Benn Q. Holm: »Album«. People'sPress

»Blå« krimi
Jeg læser mange krimier og en af de bedste, jeg længe har læst, er »Manden i søen« af den islandske forfatter Arnaldur Indriðason. Det er en lidt anderledes krimi, som holder en »blå« tone hele vejen igennem - bogens personer har ikke alle et lige nemt liv. Bogen løber i to spor, som så flettes sammen til sidst; dels følger man opklaringsarbejdet i Island i forbindelse med fundet af et gammelt skelet, dels fortælles der en historie om unge islændinge på et ophold i det kommunistiske Leipzig i 1960'erne. Romanen er en del af en serie, men de enkelte bind kan sagtens læses hver for sig.

Arnaldur Indriðason: »Manden i søen«. Rosinante.

En klassiker
For sjov skyld gik jeg lige ind og googlede Mary McCarthy, og blandt de første 20 hits var kun nr. 11 dansk, og det var en henvisning til Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi. Hmmm, er hun virkelig ved at blive glemt? Det vil være ærgerligt, for hendes roman »Gruppen« om otte collagepiger og deres liv og venskab i 30'ernes USA er en storslået roman om kvindeliv - ganske vist i en svunden tid, men stadig genkendeligt. »Gruppen« er fra 1963 og kom på dansk første gang i 1964 og igen i 1970. Jeg tror, du må på biblioteket eller i en antikvarboghandler for at få fat i den, men gør det, den er det værd.

Mary McCarthy: »Gruppen«. Lindhardt og Ringhof.

ER du vild med Liza Marklund: Her får du hendes egne bogfavoritter
 

Dorthe Liljensø, kulturredaktør

Når mennesker mødes
For mange år siden læste jeg denne roman - på anbefaling. Jeg havde ikke store forventninger, men kors for en historie. Siden har jeg smidt romanen i hovedet på hvem som helst, der ymter lidt tvivl om, hvad de skal læse. Livet går sin stille gang i cafeen »Her åbner Honk og Holler«, der ligger i en lille flække i Oklahoma. Indtil den dag, hvor Vena Takes Horse dukker op. Caney, indehaver af cafeen og vietnamveteran, føler, at hun vil komme til at ændre hans liv. Og det gør hun. Vi møder en række af de personligheder, der har deres gang på stedet. Servitricen Molly O, som har taget Caney til sig som sin egen søn. Hendes datter, Brenda, som gang på gang skuffer sin mor. Life, der vil giftes med Molly og Bui, vietnameseren, der med sit store hjerte efterhånden finder et hjem i »Honk & Holler«. Alle bærer på sorger og spøgelser, som dog langsomt udryddes i samværet med mennesker, der kæmper for hinanden.

Billie Letts: »Her åbner Honk & Holler«. Forlaget Viva. Kan købes på nettet.

Pariserliv
Først lignede det fransk chiklit, og så alligevel ikke. Jeg tog bogen, lagde den fra mig igen og kiggede så atter lidt i den - og blev overvundet - og belønnet. Joséphine (Jo) og Iris er søstre - den første lidt »kedelig« og misforstået af familien, den anden strålende smuk og godt gift. Da Jos mand forlader hende for at opdrætte krokodiller i Kenya, må hun klare dagen og vejen for sig selv og sine to døtre, teenageren Hortense, der er mosteren op ad dage, og Zoé, der minder om sin mor. Da Iris får den idé at skrive en roman og vælger præcis det emne, Jo er ekspert i, nemlig kvinder i den 12. århundrede, overtaler hun hende til at skrive bogen. Jo får alle pengene, mens Iris får opmærksomheden. Rundt om søstrene møder vi Jos fantastiske nabo og veninde, søstrenes dominerende mor, stedfaderen, der under tøflen og Iris' mand, der er ved at være træt af sin smukke, feterede kone. En sød fransk roman om selvværd, flere slags kærlighed, venskab og loyalitet.

KATHERINE PANCOL: »Krokodillens gule øjne«. Bazar.

Vidunderlig varm
Jeg kluklo mig igennem svenske Karin Brunk Holmqvists danske debut for nogle år siden. Svenskerne kan altså noget med underfundig humor hos ældre mennesker. Denne morsomme fortælling handler om søstrene Tilda og Elida på 72 og 78, der bor i deres barndomshjem, som ikke har undergået én eneste forandring, siden forældrene døde. De elsker deres liv, som det er. Indtil de får en ny nabo! Han sætter blodet i kog, og der bliver pludselig købt nyt tøj, krøllet hår og drukket andet end kaffe i det gamle hus, der hverken har indlagt vand eller toilet. Da søstrene beslutter sig for at installere et toilet og nødig vil røre opsparingen, må de finde på en måde at tjene penge på. Ideen kommer fra naboen, der gøder sine planter med kaffegrums med vodka og angostura. Planterne stortrives, og dyrene, der æder af grumset, bliver fyr og flamme, så søstrene sælger det som potensmiddel via postordre - også til deres over ti år yngre bror, der ganske uvidende om, hvem der står bag midlet, har bestilt en portion. Det er en af de rareste bøger, jeg har læst. En, der giver en dejlig varm fornemmelse.

KARIN BRUNK HOLMQVIST: »Potensgiverne«. Cicero.
 

Eva Højrup, redaktionschef

Kvindeskæbner
Skæbnen bringer to afghanske kvinder med vidt forskellige baggrunde sammen. De er gift med den samme tyranniske mand, og i begyndelsen bekriger de hinanden og konkurrerer. Men med tiden bliver den vold og undertrykkelse, de udsættes for, så grum, at de står sammen og udvikler et varmt forhold. Hvad der sker, vil jeg ikke afsløre. Men selv nu, hvor jeg har bogen på afstand, kan jeg mærke den i maven. Jeg læste den i en behagelig stol i solen i mit sommerhus, og jeg var totalt tabt for omverdenen imens, og da jeg var færdig med den, græd jeg. Den er stærk, smuk, grusom og sørgelig på én gang, og med ét forstod jeg, hvor heldig jeg er, fordi jeg lever i et land uden kvindeundertrykkelse. Siden har jeg ofte foræret bogen væk som en venindegave, for det er en bog, jeg nødigt selv ville være gået glip af.

Khaled Hosseini: »Under en strålende sol«, Cicero

Madbibel
Jeg har mange kogebøger i min reol. Jeg har købt dem, fordi jeg faldt for de smukke og indbydende billeder, men jeg får aldrig rigtigt brugt dem. Det gælder dog ikke min Almanak, der bliver flittigt brugt i køkkenet og efterhånden er fyldt med fedtpletter og æselører. Den er fantastisk at dykke ned i. Hver uge i året har sine opskrifter, og her præsenteres årstidens afgrøder og urter i de mest lækre forretter, hovedretter og desserter. Om foråret er det stenbiderrogn og siden rabarber og jordbær, om efteråret æbler, blommer og rodfrugter, om vinteren kål og and. Det bedste er beskrivelserne af naturen derude, og hvad man kan spise lige nu. Jeg bor tæt på naturen, og her har Almanakken ansporet mig til at finde ramsløg, hybenrose, mælkebøtteskud, birkesaft, spisekastanjer og andre spændende sager, som det er sjovt at prøve at tilberede. Ramsløgsalt er eksempelvis himmelsk på en æggemad, har jeg erfaret.

Claus Meyer: »Almanak«, Lindhardt og Ringhof

Tvillingetårnenes kollaps
Den lille historie fortælles ofte fantastisk i den store historie. Her er det den niårige dreng Oskar, der bearbejder sin sorg over at have mistet sin far den 11. september 2001. Faderen var til møde i World Trade Center i New York, da terrorangrebet kom, og tårnene kollapsede. Efter begravelsen finder Oscar en nøgle i sin fars gemmer og beslutter sig for at gå systematisk til værks og finde ud af, hvilken lås den passer i. Undervejs møder han mange indbyggere, og han finder ud af, at alle har deres historie. Det gælder også hans egen familie, der bærer på en hemmelighed. Bogen er en fantastisk rejse ind i bearbejdelsen af den smerte, terrorangrebet affødte i hele den vestlige verden, og den er god at blive klog på som en del af at leve som menneske i en ny tidsalder, hvor krig og terrorhandlinger hører til vores verden.

Jonathan Safran Foer: »Ekstremt højt & utrolig tæt på«, Tiderne skifter
 

Britta Bjerre, journalist

Tilbage til 1967
»Det var den ny tid, og den var kun lige begyndt«. Sådan begynder turen tilbage til 1967 i Katrine Marie Guldagers roman, som bare er noget af det bedste, jeg har læst i år! Guldager skriver blændende, skarpt, sikkert og humoristisk, så billedet står lyslevende for én, mens man følger Henry og hans families strabadser i en brydningstid med oprør, lsd og gruppesex, men også med traditionsbundethed, tarteletter og tosomhed. Romanen er tredje bind af en krønike, der også tæller »Ulven« og »Lille Hjerte«. »Den ny tid« kan sagtens læses uafhængigt af de to andre. Men und alligevel dig selv at begynde med bind 1 og 2 og forlæng forventningens glæde.

Katrine Marie Guldager: »Den ny tid«, Lindhardt og Ringhof.

Sober katastrofefortælling
Hvad sker der med en mor og en far og to yngre søskende, da de mister en søn og storebror under tsunamien i Indonesien? Det lyder måske som et forstemmende tema, bestsellerforfatteren Elizabeth Noble (hende med »Fortiden tur/retur«) slår an i sin nyeste roman »Efterdønninger«. Men det er det ikke. Det er tværtimod en medrivende fortælling, fortalt afdæmpet og sobert, om, hvordan en familie slås i stumper og stykker, og hvordan familiemedlemmerne hver især får samlet stumperne op og bliver hele igen, forandrede, men hele. Det er ikke verdens største litteraturværk, men mindre kan vel også gøre det en gang imellem?

Elizabeth Noble: »Efterdønninger«, NB Books.

Åben - også for nyt
Det var en kær kollega, der sagde: »Har du læst Andre Agassis biografi?« Jeg stirrede. Min kollega er ikke en døjt interesseret i tennis eller sport overhovedet, så hvad i alverden lavede hun med en amerikansk tennisstjernes selvbiografi? Jeg blev nysgerrig, begyndte at læse og kunne ikke slippe »Open« igen. Bogen udkom på dansk i 2010, men jeg fik den først åbnet her i sommer. Og hold da op, hvor har jeg talt om den bog siden og sagt til alt og alle: Læs den, selv om den er fuld af detaljerede kampbeskrivelser. Læs den, fordi det er en helt usædvanlig smukt skrevet og begavet fortælling om en lille drengs vej til tennistoppen. En dreng, der altid har hadet tennis og blev ved med at hade det. Og læs den, fordi den indeholder den dejligste kærlighedshistorie.

Andre Agassi: »Open«, Gyldendal.
 

Sussan Christoffersen

Mor skal afsættes
Sigourney, Sharon og Bruce bor i New York, men har ikke rigtig styr på deres liv. Deres mor, Phyllis, bor i Florida, men bliver træt af pensionisttilværelsen og vil derfor flytte til New York, så hun kan hjælpe børnene med at få orden på deres liv. De tre søskende prøver på alle måder at få deres ligefremme og alt andet end diskrete mor til at blive, hvor hun er, men intet hjælper. Deres eneste håb om at blive hende kvit er derfor at få hende gift, så de indleder et større eftersøgningsarbejde for at finde en passende ægtemand. Hendes fremtoning er alt andet end præsentabel, så først må hun have ordnet hår og ekviperes.Men intet går som håbet. Underholdende humor med et anstrøg af satire.

Olivia Goldsmith: »Gift dig med mor«. Kan købes antikvarisk på nettet

To i én
Krimi og humor er en herlig cocktail i denne Dalziel & Pascoe-roman. Makkerparret skal selvfølgelig opklare forbrydelser, hvilket de gør på deres håbløse, lidt dovne måde. Imens er Ellie Pascoe pludselig blandet ind i en dødsensfarlig sag om våben og narko, men med hjælp fra sin overklasseveninde samt en kvindeaktivist, en sydamerikansk pengevasker, en irriterende kvindelig betjent og sin datter, kommer der orden i sagerne. Hvilket indbefatter et vanvittigt morsomt mord, som redder kvindernes liv. Og midt i alt dette er Ellie ved at skrive en bog, som vi får i små afsnit. To bøger i en, begge både spændende og underholdende.

Reginald Hill: »Våben og kvinder«. Kan købes på saxo.com

Engelsk slægtsroman
Jeg har en svaghed for engelske slægtsromaner, der foregår i en svunden tid, og denne har det hele. Den starter lige før Anden Verdenskrig og beretter om familien Cazalet, der lever en ubekymret tilværelse på deres gods og forlyster sig i London. Familien er stor, har mange tjenestefolk, og vi følger dem alle med deres sorger og glæder, og de er beskrevet så grundigt, at man får en fornemmelse af at kende dem alle personligt. Men krigen kommer, og alt ændrer sig. Mændene bliver indkaldt, så kvinderne må klare sig selv. Det bliver sværere og sværere, for der er knaphed på mad og tøj, og pengene slipper op. Men kvinderne er ukuelige, selv om de også lider personlige tab. En dejlig romanserie, som slutter lige efter krigens ophør, hvilket nærmest giver en fornemmelse af tab, fordi man har fulgt familien gennem fire bind og kender dem alle så godt.

Elizabeth Jane Howard: »De gode år«, »Ventetid«, De svære år«, »Tiden efter«. Kan købes på saxo.com
 

Rikke Hast, journalist

En bog, der kan mærkes
Vita Andersens »Sig det ikke til nogen« er en bog, der sidder i kroppen længe efter endt læsning. Vi møder to kvinder, som begge drømmer om det lykkelige og damebladsagtige familieliv, men konfronteres med en langt mere kompleks og grum virkelighed. Claire er reklamefotograf og mor til teenageren Zarah, som hun føler, hun ikke rigtigt kan nå. Samtidig forguder Zarah Claires kæreste Adam på en ikke helt sund måde. Over for Claire, Zarah og Adam bor Laura og Simon. Laura får bank. Voldsomme bank. Bogens slutning er voldsom og overraskende. Her er tankegods af den slags, der kan mærkes i maven.

Vita Andersen: »Sig det ikke til nogen«, Samleren.

Absurd, men underholdende
Helt igennem politisk ukorrekt og tåkrummende i al sin groteske absurditet, men absolut underholdende er Mathilde Walter Clarks satiriske roman »Gips«. Den selvudnævnte ballademager Nete Poulsen bor i et rækkehus i Birkerød sammen med sin mand Jan. Og balladen begynder for alvor, den dag Nete »kommer til« at hælde kogende vand ud over Jan. Jan vil have et barn, men det vil Nete ikke. Nete synes, at Jan arbejder for meget og giver hende for lidt opmærksomhed, og sommetider får hun lyst til at skade Jan. Og her kender Netes opfindsomhed ingen grænser. Et løsnet bræt på trappen til kælderen, en rive strategisk placeret og rockerbank er blot nogle af ingredienserne. Netes skadestogt løber i øvrigt helt løbsk, da hun opdager, at Jan er hende utro med sin forretningspartners kone. Det lyder bizart og er det også. Men undervejs får man sig altså også et par gode grin.

Mathilde Walter Clark: »Gips«, Politikens Forlag.

Stærke kvinder
Var du vild med »Dinas bog«, vil du givetvis også elske »Hundrede år«, som ligeledes er skrevet af den verdensberømte norske forfatter Herbjørg Wassmo. Romanen handler om kvinderne i Herbjørgs familie - hendes oldemor, mormor, mor og Herbjørg selv, og titlen dækker over, at Herbjørgs oldemor blev født i 1842, mens Herbjørg selv blev født i 1942. I »Hundrede år« bryder Herbjørg tavsheden om de overgreb, hendes far udsatte hende for som barn, og den skam hun efterfølgende måtte leve med. Men bogen handler også om så meget andet. Det er en fantastisk historie om en slægt. Om kystkvinder fra det høje nord, som var underlagt barske livsbetingelser. Kvinder, som i den grad levede, elskede og længtes. Kvinder, som handlede klogt, og som holdt ud.

Herbjørg Wassmo: »Hundrede år«, Lindhardt og Ringhof

Marianne Arnvig, chefsekretær

1000-vis af sider
Som kæmpefan af Ken Follett så jeg sidste år frem til at læse fortsættelsen af »Giganternes Fald«. At følge personerne, som gennemgik Første Verdenskrig og nu, i »Verdens Vinter«, deres børn og den dramatiske oplevelse af Anden Verdenskrig. At følge de fem familier (to engelske, en tysk, en russisk og en amerikansk) er helt fantastisk. At opleve, hvordan deres veje krydser hinanden igennem historien. Kvinder og mænd, kærlighed og fjendskab, krig og revolution - jeg blev helt revet med og kunne dårligt lægge de mange sider fra mig, når jeg skulle sove. Jeg glæder mig til tredje og sidste bind i trilogien om det 20. århundrede, som skal udkomme i 2014.

Ken Follett: »Verdens Vinter«, Cicero

Masser af mysterier
Når ikke det er historiske romaner, så kaster jeg mig helst over mysterier fra 1100 til 1500-tallet, om heksebrændinger og inkvisitioner og lignende. Eller bøger af Dan Brown, som de fleste kender fra »Da Vinci Mysteriet«. Den sidste, jeg har læst af ham, var »Tankados Kode«. En spændingsroman, der fastholdt mig til sidste side. USA's mest magtfulde efterretningstjeneste er i besiddelse af en supercomputer, som kan bryde de mest avancerede krypterede koder. Men der dukker en kode op, som selv denne computer ikke kan bryde, og så begynder det at blive farligt. Vi følger den dygtige kryptograf Susan Fletcher og hendes kæreste, som bliver viklet ind i et spind, hvor de begge med livet som indsats må forsøge at rede trådene ud. Efterfølgende får man helt lyst til at tage til Washington D.C. og se alle de skjulte symboler, som ifølge bogen (og Tempelridderne) er placeret rundtomkring i byen. »Tankados Kode« er helt sikkert tættere på sandheden, end vi tør forestille os…

Dan Brown: »Tankados kode«. Hr. Ferdinand

Downton Abbey om igen
For tiden sluger jeg hver lørdag aften tredje sæson af Downton Abbey - elsker det historiske. Kan jo huske serien »Upstairs, Downstairs« fra min ungdom, som jeg var vildt fascineret af. Nu er jeg så begyndt på den relativt ukendte Kate Mortons »Huset ved Riverton«, som er Downton Abbey om igen. En fantastisk historie om over- og underklassen omkring Første Verdenskrig. Det er historien om et gammelt engelsk herresæde, om en families storhed og fald, om kærlighed og lidenskab - en historie fortalt gennem en 98-årig kvindes liv, Grace, som tidligere var kammerpige på stedet. Grace bliver som 98-årig opsøgt at en amerikansk kvinde, der laver research til en film om en ung engelsk digter, der i 1924 begik selvmord under en sommerfest på Riverton. Grace tænker tilbage på, da hun var ung på godset. Men minderne er præget af hemmeligheder og fortielser.

Kate Morton: »Huset ved Riverton«, Lindhardt og Ringhof

Mie Schou, journalistpraktikant

Den uopnåelige halvbror
Den succesfulde, men destruktive manuskriptforfatter Barnum er stangdrukken til filmfestival i Berlin. Han bliver ringet op og får at vide, at hans halvbror, Fred, er dukket op hjemme i Oslo efter 28 års komplet tavshed, og det sætter Barnum et halvt århundrede tilbage i tiden. Romanen er en dybt medrivende fortælling om løgn, sandhed, kunst og kærlighed, men ikke mindst er det en historie om savn. Om hvordan det er, når det, man ønsker sig allermest, er lige foran én, men altid uden for rækkevidde. Lars Saabye Christensen bliver anset som en af tidens mest betydningsfulde nordiske forfattere. Hans forfatterskab strækker sig over en lang række stærkt anbefalelsesværdige romaner, heriblandt »Maskeblomstfamilien« og »Bernard Hvals fortalelser«.

LARS SAABYE CHRISTENSEN: »Halvbroderen«, Athene.

Undertrykkelse og oprør
Peter, Katarina og August er tre børn med hver deres vanskeligheder, der i starten af 70'erne bliver anbragt på en københavnsk privatskole. Skolen har indledt et eksperiment, der går ud på at blande velfungerende børn og skadede institutionsbørn for at gøre de sidste til gode borgere. De måske egnede skal forvandles til de egnede med metoder som overvågning, indoktrinering og benhård disciplin. Peter, Katarina og August bliver hinandens familie. De finder på deres egne metoder, gør oprør, fejler og prøver igen. Den skarpe kritik, romanen retter mod skolesystemet, er ikke længere så aktuel, som den var i begyndelsen af 70'erne, hvor handlingen udspiller sig. Men skildringen af magt, opdragelse og børn, der som små soldater bliver trænet i det »rigtige« og »pæne«, bliver aldrig uaktuel.

PETER HØEG: »De måske egnede«, Rosinante.

Minimalistisk hverdagsprosa
En 42-årig forfatterinde med skriveblokering sidder med sin rullekuffert ved et busstoppested et sted i den sydsjællandske provins. Hun »leder efter et godt sted at græde«. Tilfældigvis bliver hun samlet op af parret John og Putte, der låner hende en sofa. Lidt efter lidt får vores navnløse fortæller bidt sig fast i deres liv med alt, hvad det indebærer af kaffedrikning, trivialiteter og alle de godt gemte følelser, der ligger i dvale et sted under hverdagens banale overflade. Den minimalistiske hverdagsprosa, som kendetegner Helle Helles bøger, er så stilistisk gennemført og renset for overflødige ord, at man bliver vugget i søvn af provinsens småproblemer, hvis ikke man læser mellem linjerne.

HELLE HELLE: »Ned til hundene«, Samleren.