Rejser: San Francisco i spændende forandring

Rejs til San Francisco og oplev pastelfarvede huse, stejle gader, kabelvogne, søløver og meget mere

Stejle gader, sporvogne, pastelfarvede huse og en af verdens mest berømte broer. Charmerende San Francisco er kendt som fristed for avantgardister og førende inden for moderne kunst – men byen er ved at undergå en forandring…

San Francisco, kendt som mekka for kunstneriske sjæle, homoseksuelle og bohemer er ved at forvandle sig til en højborg for teknologi-virksomheder som Facebook, Twitter, og Google.

Virksomhederne er alle flyttet til San Francisco fra Silicon Valley, og de har taget deres vellønnede tech-nørder med sig. Det har gjort San Francisco til den dyreste by i USA, og det har tvunget mange af de skæve og kunstglade eksistenser væk.

Men der er heldigvis stadig kræfter i byen, som kæmper for at bevare den ånd, som altid har gjort San Francisco til noget specielt, og som ikke kun stammer fra de stejle gader, de pastelfarvede huse og sporvognene. Den ånd, som San Francisco altid har været kendt for – den kunstneriske.

Kunsten kæmper for at blive

I maj 2016 åbnede San Franciscos berømte Museum of Modern Art – SFMOMA - igen efter en omfattende ombygning. Med tredoblet kvadratmeter og 36.000 kunstværker rummer SFMOMA i dag verdens største samling af moderne kunst. 

Kræfterne bag museet har ambitioner om at betyde mere for flere, og derfor har de første to etager gratis adgang, og børn under 18 år skal slet ikke betale. Udefra ser tilbygningen lidt klemt ud mellem de 30 etager høje kontorglasbygninger. Man skal indenfor, for at blive overvældet.

Arkitekten Craig Diegos må have besøgt Louisiana, da han søgte inspiration. Stemningen og stilen er nordisk, lys og minimalistisk. Hvide vægge og råt træ. Man kan nemt tilbringe en hel dag i SFMOMA, og museets lille café udgør en vidunderlig kaffepause med udsigt ned igennem museet.

Kulturrejser Europa tilbyder en rundrejse på USA's vestkyst. Besøg blandt andet San Francisco, Las Vegas, Grand Canyon og meget mere. Læs mere her! 

Dét må du ikke gå glip af:

1 – Man kan ikke besøge San Francisco uden at stige på en af de berømte Cablecars for enden af Hyde Street ved Fishermans Wharf. De kører langs spor via kabler under vejen og styres ved hjælp af en manuel bremse. Linje 60 (Powel-Hyde) er den mest populære. Tidligere fandtes der 23 ruter i byen, nu er der tre ruter tilbage.

2- For enden af Pier 39-molen hører man byens søløvekoloni, før man ser dem, og man lugter dem, før man hører dem! Søløverne ligger på tømmerflåder og soler i lag, og trods stanken kan man ikke lade være med at blive stående. En sjov og overraskende oplevelse.

Læs også: New York - byen der aldrig sover

3 – Bag søløvernes tømmerflåder troner Golden Gate Bridge, der fører fra San Francisco til fastlandet, Highway 1 og den lille charmerende by Sausalito, som er et must at besøge. Ikke kun for den bedårende landsby-stemning, men især for udsigten fra havnen til San Francisco. Udsigten fra broen over den flotte metropol er - ikke overraskende - også helt fantastisk.

4 - Midt i det kolde vand ligger øen med det berømte, og nu nedlagte, fængsel Alcatraz. Rundvisninger på fængsels-øen er populære, og det er en god idé at bestille hjemmefra i god tid. Alle bliver udstyret med et sæt høretelefoner og en audioguide. En guidestemme og stemmer fra tidligere indsatte og fængselsbetjente fortæller om forholdene og de spændende flugtforsøg. Selv uden at være en fan af actionfilm, bliver man grebet af historien og stedet.

Hvad med vejret?

San Francisco ligger i Californien, men det betyder ikke, at vejret arter sig som i resten af solstaten. Vejret er forholdsvis mildt og friskt året rundt, men vinteren er koldere og vådere, og selv i juni og juli kan man få brug for en striksweater og overtøj. Størst sandsynlighed for lune og solrige dage er september til november.