Østerssafari på Fanø: Spis alle de østers, du kan fange

østers ved vadehavet ved Fanø
Thomas Skjold

Farvandet omkring Fanø er spækket med østers og andre spiselige delikatesser. Du kan samle det hele selv på en østerssafari, men husk gummistøvler og vindjakke!

Østers ved Fanø

Østerskongen bor på Fanø. Eller Fanø Oyster King, som han kalder sig selv. Hans mere borgerlige navn er Jesper Voss, og han er guide på de populære østerssafarier ved Vadehavet.

Han er så dedikeret til sit hverv, at han ikke blot har udgivet en kogebog udelukkende med østers, han har sågar fået fremstillet et speciallavet forklæde i læder, som kun er beregnet til østerstilberedningens ædle kunst.

Læs også: Kokkeskole i Paris - De tusind bistroers by 

Gourmetoplevelse i Vadehavet 

Jeg står 2 kilometer ude i havet, og jeg er hverken klædt i badetøj eller ved at drukne. Der er kun mig i et par gummistøvler og en spand, som ganske sikkert er ved at blive fyldt op med østers.

Vadehavet snyder ikke med sit navn. Mine gummistøvler er kun med for at gardere mod det fugtige sand og enkelte små havpytter. Men klokken 16 vender det, og det høje vand kommer tilbage.

Østerssafarierne er i lige så høj grad fouragering såvel som en gourmetoplevelse. Når de små, spøjse skabninger først er fundet, viser Jesper Voss, hvordan man kan tilberede både rå og grillede østers, ligesom der smages på varerne sammen med et glas kold druesaft.

Vinden tager flere gange et glas med vin-fontæne som følge, men der skal mere til at ødelægge den gennemførte feinschmeckeroplevelse. 

Læs også: Besøg Hamborgs bedste bydele 

Østers med lufttørret skinke Karoline Mathilde Rasmussen

Østers ad libitum

Grillkullene er grå og klar, og Østerskongen gør klar til at gratinere de østers, vi har samlet. I dag laver han tre forskellige varianter. Først den franske variant, hvor østersen bliver opgraderet med ramsløgssmør, revet parmesanost og lufttørret skinke.

Dernæst Østers Priapos med pesto af soltørrede tomater, græsk feta, friskkværnet peber og chiliflager. Til sidst en Østers Gorgonzola, der, som navnet antyder, er gratineret med skimmelost.

De smager alle fantastisk, men især den franske variant er ekstra anbefalelsesværdig. 

På fastlandet betaler man typisk 45 kroner for én enkelt østers. Østerskongen skal have 175 kroner pr. tur, men så får du også lov til at spise præcis så mange østers, du har lyst til – eller samle, vel at mærke. 

Læs hele artiklen i SØNDAG, som er på gaden den 7. august 2017.