Alassio - Forelsket i kyssets by

Sommer i kyssets by - Alassio
Alassio.eu

Lidt over en times kørsel fra Nice over den italienske grænse ligger ”De forelskedes by”. Alassio er både en glemt og bevidst gemt lille perle.

Opkaldt efter en italiensk prinsesse og byens vartegn, to fisk der kysser hinanden, emmer der af amore i en by i Norditalien. Helt præcist er det Alassio, som er smykket med kulørte keramiske fliser i spøjse former, en smuk park og et rådhus, som til sammen danner en romantisk stemning. I hjertet af dette ligger Muretto di Alassio. Det er titlen på byens egen “Walk of Fame”, som er en 100 meter lang mur med underskrifter fra de berømtheder, der har besøgt Alassio. Klassikeren Hemingway var med til at skabe væggen i 1950 – men faktisk er her alt, hvad der kan kravle og gå af kendisser og italienske sportsstjerner fra de sidste 100 år.

Sammen med min rejsemakker vil jeg se mig omkring, og vi spadserer vestover og møder den gamle klassiske Caffèe Roma, hvor berømtheder fra nær og fjern mødtes i 1950’erne. I dag er den stadig populær, det vidner de mange besøgende gæster og den livlige sommerstemning om. Vi fortsætter af Via Cavour til de hyggelige snirklede gader med brosten og til hovedstrøget “Budello”. Strøget løber parallelt med strandpromenaden og rummer i dag mere end 200 butikker, små isbarer og andre delikatesseforretninger.

Læs også: Her er redaktionens favorit-destinationer 

Stenhuse i regnbuefarver

Vi stepper ned på strandpromenaden og går tilbage langs vandet. Her er der alskens lækre restauranter, cafeer og den smukke strand, hvor en solseng med tilhørende badehus koster op mod 50.000 kroner om året.

Ved Pontile Bestoso, den store pier, ser vi folk fornøje sig med at springe på hovedet i det glimtende hav, fiske eller bare nyde den storslåede udsigt over den syv kilometer lange bugt mod nabobyen Laigueglia. I baggrunden ligger bjergene bag aristokratiske gamle engelske villaer, der fortæller om et leben fra fortiden.

På vores opdagelsestur ser vi, hvordan flotte villaer og den vidunderlige og familievenlige strand har trukket i de velhavere, der har deres helårsbolig til at ligge nord for i regionen Piemonte i det rige Norditalien. På række ligger fine stenhuse i delikate citrongule, mintgrønne, mandarin, sart turkise og gammelrosa nuancer med smukke træskodder i kontrastfarver, og de er ret vidunderlige at se på. 

Læs også: Italiensk for begyndere i køkkenet 

Eventyr ved kysten

Alassio byder på smukke oplevelser i haven, byen og langs stranden, og derfor har ingen af os lyst til at forlade fastlandet. Og så alligevel har vi, for det er fristende at tage en dags udflugt og sejle ud til Isola Gallinara, der har form som en skildpadde, og faktisk er blevet døbt ”Skildpadden”.

 I dag er øen en privat ø med fuglereservat, men der er mulighed for at snorkle omkring den. I det hele taget er der mange eventyr at finde ved kysten. Hvis vi har tid, vil vi tage på hval- delfin safari lidt længere ude eller tage en endags sejltur til smukke Sardinen.

Læs også: Skriferie i bjergbyen Samoëns 

Læs hele artiklen i SØNDAG, som er på gaden mandag den 28. august 2017