Salat med oksekød og sojadressing

Mættende salat med oksekød egner sig også godt til aftensmad.

En mættende salat med mørk oksekød, sprøde grøntsager, peanuts og en asiatisk inspireret dressing kan sagtens gøre det ud for aftensmad.

Tid: 35 min.

1 bøf ca. 150 g
Fedtstof til stegning
100 g frisk spinat
2 gulerødder
150 g små røde og gule tomater
1 løg
½ agurk
1 chili
50 g peanuts
8 stilke friske koriander

Dressing:
1 dl soja
1 spsk. fiskesovs
3 spsk. raps- eller solsikkeolie
Saft og skal af 1 lime
1 fed hvidløg
5 g frisk ingefær
Peber

Sådan laver du salaten med oksekød:

Steg bøffen i ca. 3 min. på hver side i lidt fedtstof. Krydr med salt og peber. Tag bøffen af panden og lad den hvile.
Skyl spinaten og slyng den tør.
Skræl gulerødderne og skær dem i lange strimler.
Halvér tomaterne.
Skær løget i tynde skiver.
Halvér agurken på langs, skrab kernerne ud og skær agurken i skiver.
Skær chilien i tynde skiver.
Rør soja, fiskesovs og olie sammen. Riv skrællen af limen og pres saften i dressingen. Skræl ingefæren og pres den og hvidløget i dressingen. Rør det hele sammen og smag til med peber.
Arrangér alle grøntsagerne i to dybe tallerkner. Skær bøffen i tynde skiver og fordel dem på salaten.
Hæld dressing over og pynt med peanuts og koriander.

Oksekød på spyd med blød peanutsauce er også lækkert.