Nektarintærte

Nektarintærte er lig med begejstring blandt gæsterne.

En friskbagt nektarintærte skal nok vække begejstring. Husk at bruge nektariner, der er modne og fulde af smag.

4 pers.
25 min. + hvile- og bagetid 

100 g hårdt smør
100 g sukker
200 g hvedemel
¼ tsk. bagepulver
1 æg
125 g marcipan
125 g sukker
125 g blødt smør
3-4 nektariner
2 spsk. sukker til drys
Bageform, 22 cm i diameter
Evt. flødeskum

Sådan tilbereder du din nektarintærte:

Tænd ovnen på 175° varmluft.

Riv de 100 g hårdt smør ned i en skål og tilsæt sukker.

Vend bagepulver med mel og sigt det i smørret.

Saml mel- og smørblandingen til en dej med et æg og læg dejen på køl i ½ time.

Rør marcipan og sukker sammen og tilsæt de 125 g blødt smør lidt ad gangen til en tyk remonce. Lad remoncen hvile på køkkenbordet i 20 min., til den er smørbar.

Skær nektarinerne i tynde skiver.

Rul dejen ud og læg den i den smurte form.

Fordel remoncen i formen og sæt nektarinskiverne tæt ned i cremen. Drys med sukker og bag kagen i ca. 30 min. Lad kagen køle af i formen og nyd den evt. med flødeskum.     

Nektarintærte eller blåbærtærte? Eller måske begge to?