Svinemørbrad på bund af søde kartofler

Svinemørbrad med søde kartofler

Svinemørbrad er nem og hurtig hverdagsmad - og her får det magre kød selskab af søde kartofler, der smager forrygende og sætter kulør på menuen. Har du rester, går begge dele godt i en kold madpakke dagen efter - men vi garanterer, at I bliver så begejstrede for denne enkle ret, at der bliver spist op.

Svinemørbrad udmærker sig ved at være et stykke ret lækkert kød, der er hurtigt og nemt at tilberede - med andre ord den perfekte hverdagsråvare. Fadet her passer næsten sig selv, hvilket giver dig tid til at lægge benene lidt op og nyde et glas god vin, inden ovnuret kalder dig til bords. Opskriften rækker til to personer, og retten tager ca. 40 minutter fra start til slut.

Du skal bruge:

400 g søde kartofler

Olivenolie

Salt og peber

2-3 timiankviste el. 1 tsk. tørret timian

1 svinemørbrad

1 håndfuld bredbladede persilleblade

1-2 fed finhakket hvidløg

1 tsk. revet, finhakket citronskal (økologisk)

Prøv også denne luksusburger med svinemørbrad

Sådan gør du:

Opvarm ovnen til 220°.

Skrub kartoflerne rene og skær dem i ½ cm tynde skiver. Kom dem i en skål og vend grundigt med 2 spsk. olie. Krydr med salt, peber og timian. Læg nu kartoflerne taglagt i et lag i et ovnfast fad.

Afpuds mørbraden. Varm en pande op, til den er rygende varm. Tilsæt lidt olie og brun hurtig mørbraden på alle sider. Tag den af panden og krydr med salt og peber. Læg mørbraden på kartoflerne og sæt fadet i den varme ovn i ca. 20 min. Lad retten hvile 5 min., inden du skærer kødet i skrå skiver.

Hak persillen og bland med hvidløg, citronskal og 2 spsk. olie. Smag til med salt. Dryp blandingen over kødet ved servering.