Nem aftensmad: fish and chips

Fish and chips - nem aftensmad

Fish and chips er en britisk klassiker, som - når det er lavet lækkert som her - er virkelig dejlig aftensmad. I England er mosede ærter klassisk tilbehør, men du kan også nøjes med en grøn salat.

Fish and chips er nem aftensmad, der bare smager så godt! Du kan bruge en hvilken som helst fast, hvid fisk - og for at opveje frituren har vi her lavet chips af persillerødder. Du kan også bruge almindelige kartofler - eller måske søde kartofler. Portionen her rækker til 2 personer.

Tid: Ca. 40 min.

Du skal bruge:

4-500 g persillerødder

1 spsk. olivenolie

Salt og peber

1½ dl god mayonnaise

Ca. 1 tsk. wasabipasta

1 dl hvedemel

½ dl mælk

1 æg

10 g smeltet smør

Vindruekerneolie

300 g torskefilet, gerne rygstykket

Vild med fish and chips? Så vil du elske disse røsti af fisk med lynremoulade!

Sådan gør du:

Opvarm ovnen til 220°.

Skrub persillerødderne rene og skær dem i tynde stave. Dup dem tørre og vend med olivenolien på en plade med bagepapir. Steg dem i ovnen i ca. 25 min. Vend dem undervejs og krydr med salt, når de er ved at være færdige.

Rør mayonnaise og wasabi sammen.

Bland mel og ¼ tsk. salt. Pisk mælk i og derefter æg og smeltet smør.

Varm vindruekerneolie op i en gryde og skær fisken i mindre stykker. Dyp dem i dejen og sænk forsigtig ned i olie, når den er varm. Olien er klar, når den småsyder. Tjek evt. med en tændstik eller skaftet på en grydeske. Steg fiskestykkerne ca. 3 min. til de er møre og gyldne. Server med wasabimayonnaisen.