Grillet halloumi-salat

Skøn sommerlig salat inspireret af det græske køkken - perfekt som tilbehør til grillmaden eller som forret.

Tid: ca. 30 min.

Grillet halloumi-salat

Dette skal du bruge til grillet halloumi-salat
2 peberfrugter
1 squash
Olie til pensling
12 tynde skiver baguette eller ciabatta
1 fed hvidløg
8 cocktailtomater
1 pakke halloumi
1 spsk balsamico
2 spsk olivenolie
Salt, peber
1 bdt. basilikum

Salat med laks og asparges - få opskriften her

Sådan gør du
Halvér peberfrugterne, fjern kernerne, og tryk dem flade. Grill dem på skindsiden, til skindet bobler op og bliver mørkt. Skær squashen i tynde skiver på langs, brug evt. en ostehøvl. Pensl med lidt olie, og grill dem hurtigt på begge sider. Dryp brødene med en blanding af knust hvidløg og olivenolie, og grill dem sprøde og gyldne. Halvér og grill tomaterne. Skær osten i skiver, og grill dem hurtigt på begge sider. Pil skindet af peberfrugterne, skær dem i grove terninger eller strimler, og anret dem med squash, brød, tomater og halloumi på et stort fad eller på tallerkener.
Pisk en dressing af balsamico, olivenolie, salt og peber, dryp den over salaten, drys med basilikum og servér straks.

Få også opskriften på rustik bønnesalat her