Stegte sild med rødløg, rosa peber og tranebær

Sild smager vidunderligt og passer perfekt på frokostbordet. Her får du opskriften på stegte sild med rødløg, rosa peber og tranebær

Sild er proppet med sunde vitaminer og ikke mindst de vigtige omega-3-fedtsyrer, som vi ikke kan få nok af. Adskillige undersøgelser har vist, at omega-3-fedtsyrer i sild og andre fede fisk er afgørende for hjernen både i forhold til hukommelse, risikoen for demens og Alzheimers og risikoen for depression.

Så spis masser af sild – både stegte, marinerede og røgede.

Ingredienser til stegte sild med rødløg, rosa peber og tranebær

200 g ferske sildefileter, ca. 4 stk

Salt, peber

1 rødløg

25 g soltørrede tranebær

1 tsk rosa peberkorn

¼ l eddike

1 dl vand

75 g sukker

200 g fuldkornsrugbrød

Sådan laver du stegte sild med rødløg, rosa peber og tranebær

1. Krydr sildefileterne med salt og peber og steg dem i 3-4 min. på skindsiden på en varm slip let-pande uden fedtstof.

2. Læg sildefileterne på et fad og fordel rødløg i tynde skiver, tranebær og peberkorn henover.

3. Bring eddike, vand og sukker i kog, og kog, til sukkeret er opløst. Hæld lagen over sildene og lad dem trække i ca. 1 time.

4. Server med brød. Retten kan sagtens laves dagen i forvejen.

Mangler du inspiration til årets julefrokost? Her får du opskrifter til den gode julefrokost!

Den gode julefrokost