Klassisk tunmousse - den perfekte forret

tunmousse

Tunmousse er en klassisk forret, der klæder enhver middagsmenu. Fordelen ved tunmousse er, at man sagtens kan lave den lækre forret i forvejen, så man ikke skal stresse inden gæsterne kommer

Er du i tvivl om, hvad du skal servere som forret til årets mange fester - fødselsdag, konfirmation, bryllup, nytårsaften og andre festelige lejligheder - så går du aldrig forkert med klassikeren tunmousse.

Server din tunmousse sammen med hjemmebagte grove flutes. Få opskriften her

Tunmousse smager skønt, og så er det let at lave. Lav denne mousse i hvert fald en dag forvejen, da den lige skal have et døgn til at sætte sig - og så behøver du ikke stresse med at lave den lige inden gæsterne kommer.

Klassisk tunmousse

Det tager cirka en halv time at lave denne opskrift, og så skal den hvile i et døgn.
Denne opskrift på tunmousse rækker til 6-8 personer

Ingredienser til tunmousse
2 dåser tun i olie
1 tsk revet løg
100 mayonnaise
1 spsk creme fraiche
1 spsk tørrede dildspidser
Saft af 1 lille citron
Salt og peber
5 blade husblas
¼ l piskefløde
4 spsk olivenolie
1 stort bundt kruspersille
1 usprøjtet citron
Evt. krondild

Tilbehør til tunmousse:
2 store flutes

Sådan laver du tunmousse
Hæld lidt af olien fra tunen. Mos tunen i en skål med revet løg, mayonnaise, creme fraiche, dildspidser og citronsaft.

Smag til med salt og peber - den skal være lidt sur.

Læg husblassen i 3 spsk koldt vand og smelt den over svag varme. Hæld husblassen i tunen og rør det forsigtigt sammen.

Pisk fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i tunblandingen, til du har en jævn og blød tunmousse.

Smør en springform med olivenolie og hæld tunmousse i.

Lad din tunmousse hvile i køleskabet til næste dag.

Vend den færdige tunmousse ud af formen på et fad, hak persillen fint og dæk hele kanten med hakket persille ved at trykke det fast med en lille våd kniv.

Skyl citronen og riv skallen, evt. med et juliennejern.

Skær resten af citronen i både. Pynt den portionsanrettede tunmousse med citronskal og krondild og server den med flutes og citronbåde.

Velbekomme!

Har du brug for at snuse lidt mere rundt, inden du beslutter dig for en forret? Vi har gjort det nemt for dig og samlet opskrifterne på 14 fantastiske forretter i et lækker galleri