Karin er mester i mjød

På gården Snoremark i Tågerup ved Roskilde Fjord bor Karin Sloth og hendes mand Thomas Bredholt. Her laver de mjød. Og ikke bare en hvilken som helst mjød. En af Danmarks bedste mjød. Karin har nemlig vundet DM i mjødbrygning tilbage i 2011

For godt 15 år siden købte Karin gården Snoremark sammen med sin datter og svigersøn. Meningen var, at de skulle drifte jorden. Desværre gik det ikke med flere generationer under samme tag, så Karin stod pludselig med en meget stor gård og en masse jord. Det meste blev solgt fra, og så mødte Karin Thomas, og de besluttede sig for at lave en æbleplantage.

– Vi kunne godt lide idéen om dansk frugt, der kan fås i mange sorter og smagsnuancer, og så er jorden her, som er meget tung, perfekt til æbletræer, fortæller Karin.

Senere kom der også bier til, som gav en masse honning, og med al den honning og alle de æbler besluttede parret sig for at kaste sig over mjødbrygning.

Se Malene Smidt Hertz favorit sommervine her!

Gudernes drik

Karin gik i gang med at researche på nettet, i opskrifter og i historiske kilder efter teknikker på mjødbrygning, og her blev hun først rigtig fascineret. 

– Hold da op, hvor har mjøden en fortryllende historie. I den nordiske mytologi var det gudernes og skjaldenes drik. Folket drak øl, mens der blev serveret mjød ved højbordet. Da man fandt Egtved-pigen, fandt man også en lille smule mjød i det kar, hun blev begravet med. Mjød er blevet brygget og nydt i årtusinder og bygger på den mest primitive form for bryggeteknik. Jeg forventede, at jeg skulle eksperimentere meget, men ramte plet allerede med det første bryg, og har kun justeret ganske lidt på processen i forhold til den oprindelige version, som jeg vandt med.

Karin tilføjer med et skævt smil, at den bedste forklaring på hendes held må være, at hun er genfødt mjødbrygger, for hun arbejder med udgangspunkt i fornemmelser og sansninger.

– Det at brygge handler i den grad om sansning. Om at dufte og smage, finde de rette sammensætninger og den gode balance. Det er en rigtig god pendant til det arbejde, jeg ellers

har med min kommunikationsvirksomhed. For der er jeg mest i hovedet, siger hun.

Sommeren er også tid til lækker hyldeblomstsaft. Få en nem opskrift her!

Ren og lokal

Karins mjød er anderledes fra så meget andet mjød. Den er nemlig baseret på æbler.

– Idéen bag er, at alle ingredienser skal høre hjemme i den danske natur. Vi gør meget for at holde vores mjød så ren og lokal som overhovedet muligt. Æblemjød gæres og modnes mindst et år, før den tappes, og akkurat som en god flaske årgangsvin bliver mjøden kun bedre for hvert år, den lagres, fortæller Karin.

Mjøden fra Snoremark fås i fire varianter, en med havtorn, en med humle, en med hyben og en med mjødurt. Det var varianten med vilde hyben, indsamlet langs Roskilde Fjord, der sikrede, at Karin i 2011 som nybegynderen blandt garvede mjødbryggere blev kåret som danmarksmester i mjødbrygning af Dansk Biavlerforening.

– Hyben har helt fra gammel tid været meget velegnet, når man ville brygge en dessertvin. Desuden havde jeg jo valgt at brygge min mjød på æblemost. Normalt brygger man mjød på vand og honning, men jeg syntes, at den traditionelle mjød manglede noget syre, så jeg ville prøve at lave den på æbler, forklarer Karin.