Fastelavnsboller: Den klassiske med chokoladeglasur

fastelavnsboller

Fastelavnsboller kan laves i mange forskellige varianter, men der er nu ikke noget som de helt klassiske fastelavnsboller med chokoladeglasur.

Fastelavnsboller - hvem elsker ikke dem?

Hvem elsker ikke bare traditioner og især alt det lækre som hører til. Fastelavn er ingen undtagelse og de klassiske fastelavnsboller er bare et hit hos både store og små. Så når vi rammer februar måned, så tag børnene med i køkkenet, og hyg jer med at lave lækre fastelavnsboller. SØNDAG giver dig her en opskrift på de klassiske fastelavnsboller med chokoladeglasur. 

Klassiske fastelavnsboller med glasur

Fastelavnsboller med vaniljeflødeskum er en af SØNDAGs andre lækre opskrifter - få den her

16 stk.

Dej: 

100 g smør
2 dl mælk 
50 g gær 
2 spsk sukker 
1 æg 
1 knivspids salt 
Ca. 500 g hvedemel 

1 sammenpisket æg til pensling

Pynt til klassiske fastelavnsboller:
100 g flormelis 
1-3 spsk god kakao 
Lidt kogende vand 
Evt. ristede hasselnøddeflager på toppen

Sådan gør du: 

Smelt smørret, og lun mælken heri. Kom det i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, æg og salt, og ælt dejen med hvedemel, til den er glat og smidig.

Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time. Husk at dække den til med for eksempel et viskestykke.

Rul dejen ud på et meldrysset bord, og form 16 boller.

Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve en ½ time.

Pensl bollerne med det sammenpisket æg.

Bag bollerne ved 200° i ca. 15-20 minutter. Afkøl bollerne på en bagerist.

Pynt: Rør en glasur af flormelis, kakaopulver og kogende vand, og kom en klat på midten af hver bolle. Drys hasselnøddefager over den våde glasur.

Prøv også: Gammeldags fastelavnsboller med creme

Mange vælger at købe fastelavnsbollerne hos bageren, men at gøre det til et projekt derhjemme med en god opskrift som denne, vil med garanti samle familien om det lille men meget søde og smagfulde hjemmeprojekt. Så lad dig inspirere til at forkæle familien ekstra meget ved en tradition som fastelavn med SØNDAGs forskellige og lækre opskrifter på fastelavnsboller.

5 fantastiske fastelavnsboller