Nikolines brevkasse: Mobilen er en ubuden gæst

Nikolines brevkasse: Illustration af kvinde der står med mobil i hånden

Hvad er gode mobilvaner? I denne uge i Nikolines brevkasse, synes en læser at kvinderne i hendes omgangskreds mangler mobilpli. De sidder nemlig konstant med mobilen i hånden, når de er sammen. Men er hun alene om at have den holdning? Læs Nikolines svar til hende her.

Nikolines brevkasse

Kære Nikoline Werdelin

Den senere tid har for mig budt på en del komsammen: sommerfest med jobbet, mit ældste barnebarns studenterfest, et bryllup i familien og hyggelige grillaftener med gode venner og naboer. Fælles for det hele var, at jeg flere gange var ved at gå ud af mit gode skind over de andre gæsters manglende mobil-pli.

Man hører ofte i medierne, at børnene er afhængige af deres mobiler og iPads, men jeg synes egentlig, at det er i orden, at de halvstore børn trækker sig væk og hygger sig sammen. Det gjorde mine børn også, da de var små, blot uden mobiler.

Det er langt værre, at især kvinder ikke kan lade den lille dims få fred i mange øjeblikke. Det gælder også enkelte mænd. Der er altid en herre eller to, der får en meget vigtig opringning i løbet af en aften. Men de rejser sig dog og går væk.

Kvinderne derimod sidder med mobilen i hånden konstant, og jeg må indrømme, at det støder mig. Keder selskabet dem, eller er de blot så vigtige, at de ikke kan være uden for rækkevidde et øjeblik? Det sidste har jeg svært ved at tro.

Jeg er ked af at måtte generalisere omkring mit eget køn på den måde, men jeg synes, det er ødelæggende for selskabet. Hvad er din holdning?

Med venlig hilsen,

Gæsten 

Læs også i Nikolines brevkasse: Rygerne deler festen

Kære Gæst

Jeg læser for tiden en fantastisk god bog, der hedder ”SLUK”, med undertitlen ”Kunsten at overleve i en digital verden” af en dansk læge, der hedder Imran Rashid. Den burde ligge i alle hjem.

I den ene halvdel af bogen beskriver han på en letforståelig måde vores hjerne og forklarer, hvad livet med smartphonen gør ved vores bevidsthed. Og han er ikke bange for at formulere sig kontroversielt og tale om for eksempel Facebook, Twitter og Snapchat som effektive narkokarteller, der sælger misbrug, ”Et misbrug, der er i gang med at forvandle en hel generation til digitale junkier, der liker, snapper og trøstesurfer i ét væk, mens dopaminpåvirkningen fra de sociale medier gradvis omdanner de hjernecentre, der skulle sørge for udviklingen af helt basale menneskelige egenskaber såsom empati, koncentration og eftertænksomhed.” Sådan!

Og vi bruger smartphonen intuitivt, ikke bevidst. Deltagerne i en stor undersøgelse mente, at de tjekkede deres telefon 40 gange om dagen – mens målinger viste, at de i virkeligheden var oppe på 85 gange dagligt! Andre undersøgelser viser, at unge tjekker deres telefon op til 150 gange dagligt. Tænk lige over, hvor vildt det er!

Læs også i Nikolines brevkasse: Kollegaen er en plage

I den anden halvdel skriver forfatteren om, hvordan man kan skabe det, han kalder ”Et liv i flow”. Han fortæller, hvad det gør ved et selskab eller en samtale, at bare én af deltagerne tager sin mobil frem – og han kommer med konstruktive idéer til et bedre liv i en digitaliseret verden. Jeg tror, det bliver højeste mode!

Jeg er selv så bange for stress, at jeg altid har min mobil på lydløs. Jeg gemmer den tit i skabet, lader den altid ligge i tasken, når jeg er ude – og når jeg skriver, slukker jeg for mailfunktionen. Jeg går maksimun på Facebook tre gange om ugen. Da man jo ikke kan gå omkring og opdrage sine medmennesker, er den eneste vej frem: at vise sit eget eksempel. 

Mange hilsener, 

Nikoline