Nikolines brevkasse: Min veninde har mistet jordforbindelsen

Nikolines brevkasse: illustration af en kvinde der drikker vin på restaurant

En kvinde har skrevet ind til Nikolines brevkasse. Hun har det svært med sin veninde, som har mistet jordforbindelsen. Læs Nikolines svar til hende her.

Kære Nikoline

Jeg har en god veninde, som jeg har kendt, siden vi som unge husmødre var naboer. Dengang boede vi i samme opgang, men senere har vores liv formet sig meget forskelligt. Hendes mand har et succesrigt firma, og de er langt mere velhavende end min mand og jeg.

Problemet er, at hun lader til at have mistet jordforbindelsen. Vi har altid givet hinanden små fødselsdagsgaver, og vi har længe haft for vane at gå ud at spise fire-fem gange om året for at få vendt stort og småt. Men nu bliver gaverne dyrere og dyrere, og kun de bedste restauranter er gode nok. Jeg har prøvet at tale med hende om, at vi er nødt til at finde et fælles niveau, og hun nikker forstående. Kort efter er den gal igen, og jeg tror slet ikke, hun tænker over, at hun uden at blinke vælger en vin, der ligger langt over mit budget. Vi har det ellers hyggeligt sammen, men jeg bryder mig ikke om at føle mig utilstrækkelig, hver gang vi er ude sammen, og sådan er det nu. Er det på tide, at jeg ser i øjnene, at vi lever i hver vores verden?

Mange hilsener, KA

Læs også: Min svigerdatter afviser mig

Kære KA

I lever jo i hver jeres verden – men jeg synes ikke det behøver at koste venskabet. Nogle velhavende mennesker nyder det mest, når moneterne kommer i cirkulation – og de har mulighed for at dele privilegierne. Sørg for at skiftes til at invitere og give. ”Næste gang er det min tur, og det bliver på Café Taxa nede om hjørnet”, og sørg for at du selv bestiller vin, når det er dig, der giver. 

At du føler dig utilstrækkelig, synes jeg, du selv skal deale med. Det er ingen skam IKKE at være mangemillionær! Ha,ha,ha! Tænk på, at du giver din veninde det store privilgie at være sammen med mennesker fra middelklassen – jeg tror ikke altid, det er lige sjovt at bevæge sig i snirkler, hvor alle har mange penge. Hvis du har ”ondt i røven”, som det så uskønt hedder, så se på, hvad det kan skyldes.  

Mange hilsener, Nikoline