Birthe Kjær: Grethe Sønck blev min veninde og mentor

Birthe Kjær

Særlige begivenheder eller møder med bestemte mennesker sætter dybe og varige sport. Her fortæller sangerinden Birthe Kjær om sit tætte venskab med sangerinden Grethe Sønck.

Birthe Kjær om venskabet til Grethe Sønck

Sangerinden Birthe Kjær (69) var ikke mere end 12 år gammel, da hun begyndte at optræde. Og det var netop i forbindelse med en optræden, at Birthe Kjær første gang mødte sangerinde og skuespiller Grethe Sønck. Noget, der blev en afgørende hændelse, som senere førte til et livslangt venskab imellem de to.

– Det var på Restaurant Varna i Aarhus, hvor jeg optrådte med trioen (Sunshine Trioen, red). Jeg må have været 14 år og lige konfirmeret, for dengang var konfirmationen et afgørende skel. Så skiftede vi piger fra ankelsokker til nylonstrømper og kunne få sko med høje hæle. Min mor havde syet mig en hvid kjole med noget sort plissé i siden, og dertil havde jeg sorte strømper.

LÆS OGSÅ: Birthe Kjær om sine korte forhold: Jeg burde have arbejdet mere med kærligheden

Da musikken holdt pause, gik Birthe Kjær backstage, hvor hun fik øje på Grethe, der sad og hvilede sig, inden hun skulle optræde.

– Jeg overvandt min generthed og gik hen til hende. Jeg havde lige set hende i tv, hvor hun sang ”Sådan var det ikke i 90'erne”, så jeg spurgte, om hun skulle synge den. Hun svarede, at det skulle hun ikke, for det var bare en sang, hun havde lært til tv-programmet. Og så sagde hun: ”Man har ikke sorte strømper til en hvid kjole!”

– Det var det første gode råd, hun gav mig, men det blev ikke det sidste. Grethe blev betydningsfuld for hele mit liv, indtil hun desværre døde for syv år siden. Ud over, at vi blev nære venner, kan man vel sige, at hun blev min mentor. Og vi har mange gange senere grinet ad det første møde!

LÆS OGSÅ: Venskab uden aldersgrænse: Der er 42 år imellem Nini og Pia

Karrieren kickstartet

Selvom der var næsten 20 års aldersforskel mellem de to veninder, så kunne de genkende mange ting i hinanden.

– Grethe var fra Hjerm ved Struer, og jeg er opvokset i Aarhus i en helt almindelig arbejderfamilie. Vi var lige snusfornuftige, jordbundne og perfektionistiske, og jeg har altid kunnet spørge Grethe til råds om mine arbejdsopgaver.

Der skulle dog gå en del år fra det første møde, inden venskabet kom i stand. Som 16-årig afsluttede Birthe sin skolegang og kom i lære i en sparekasse, og så var det slut med Sunshine Trioen. Men den musikalitet og musikglæde, hun havde med fra barndomshjemmet, kunne naturligvis ikke holdes nede, så hun fortsatte med at synge som solist. I 1968 blev hun ved en optræden på en danserestaurant opdaget af Johnny Reimar, og hendes første plade strøg direkte til tops på Dansktoppen. 

LÆS OGSÅ: En mentor er noget, vi alle kan have brug for

– Heldigvis nåede jeg at synge ”My way” for Grethe til hendes 80-års fødselsdag – og mindre end et år senere sang jeg den til hendes begravelse, fortæller Birthe Kjær.  

Revyen kaldte

I 1972 havde Birthe et af sine kæmpehit ”Jeg går aldrig til bal uden trusser”, og det førte meget med sig, bl.a. et gaveshow i begyndelsen af 1973, hvor også Grethe Sønck og Volmer Sørensen optrådte.

– Vi er da nok stødt på hinanden indimellem gennem årene. Men efter vores fælles optræden spurgte hun mig, om jeg ikke kunne tænke mig at spille revy i Nykøbing F. At lære at spille revy var en spændende udfordring – ”Til bal uden trusser” var jo bare så let. Jeg sagde ja – og Volmer Sørensen skrev kontrakt med mig. Det blev til fire sæsoner med revy og først og fremmest et fantastisk venskab. Vi grundlagde en tradition, hvor jeg sammen med Grethe, Volmer Sørensen og Henrik Krogsgaard spiste natmad og spillede yatzy til klokken fire om morgenen. Og da revyen var slut, rejste vi alle fire på ferie i tre uger på Barbados.

En smuk afsked

Flere år før Grethes død måtte Birthe love, at hun ville synge ”My way” til Grethes begravelse.

– Jeg holdt mit løfte, og mens jeg sang a capella, måtte jeg tænke på alt muligt andet. Først, da jeg havde opfyldt hendes ønske, kunne jeg give efter for gråden. Men heldigvis nåede jeg også at synge sangen for hende, da hun blev 80 – mindre end et år, inden hun døde. Selv om det nu er syv år siden, kan jeg stadig savne at spørge Grethe til råds. Jeg har andre gode veninder, men de kan ikke erstatte hende. Hun havde selv på sin krop følt de valg, man bliver stillet overfor i vores metier.