Vivienne McKee: Livet er et eventyr

Hun er kvinden bag »The Crazy Christmas Cabaret«, der hvert år opføres i Glassalen i Tivoli. Den engelskfødte skuespiller Vivienne McKee leder konstant efter spænding og eventyr.

Vivienne McKee  insisterer på, at livet skal være et eventyr, der løfter sig op over hverdagsplanet og folder sig ud til stor fornøjelse for dem, som er med i det. De fleste kender hende nok som kreativ direktør på Danmarks eneste engelsksprogede Teater: London Toast Theatre og kvinden bag de legendariske juleshows i Tivolis Glassal »Crazy Christmas Cabaret«, som hun har skrevet, instrueret og medvirket i siden 1982.

Det tog Vivienne mange år at lære dansk, og hun taler stadig helst engelsk. Med hendes nære venner foregår det i dag på den måde, at de taler dansk hele tiden, og så svarer Vivienne på engelsk. Det fungerer fint, for så kan alle parter slappe af, fordi ingen skal lede efter de rigtige ord.

– Danskere er så gode til at forstå engelsk. Og Thank God, for mit Crazy Christmas Cabaret overlever på det. 98 procent af dem, der kommer for at se showet, er danskere. Og de forstår langt det meste af det, der foregår på scenen, siger Vivienne, der dog også arbejder meget med, at sproget skal være let at afkode. – Jeg vælger jo ord, som jeg ved, at danskerne vil kunne forstå, siger Vivienne til SØNDAG.

Det danske eventyr

Vivienne er født i England, og det var her, hun havde sin karriere som skuespiller, da hun mødte sin danske mand Søren, som i dag også er hendes business-partner. De mødtes, mens Vivienne var på turné i Danmark.

-Vi forelskede os i november, og så kom jeg og besøgte Søren i januar og blev hos ham i flere måneder, selvom vejret var forfærdeligt.

Tilbage i England fandt Vivienne ud af, at hun var blevet gravid. Hun og Søren blev gift i juni samme år – seks måneder efter, de havde forelsket sig i hinanden. Og selvom Søren var helt klar på at flytte til Vivienne i London, foreslog hun, at de først boede et år i Danmark.

– Med min profession havde det nok været mere praktisk at bo i England. Men netop fordi jeg er denne her rejseglade person, tænkte jeg: Nej, lad os prøve at bo i Danmark. Det var jo et nyt eventyr. Men det var hårdt. For det første var der sproget, alle danskere taler et fantastisk engelsk, men alligevel føler man sig lidt udenfor, hvis man ikke i det mindste forstår dansk. Det var også svært at få venner i Danmark, for danskere åbner sig ikke så hurtigt. Desuden havde jeg jo denne her lille baby at tage mig af.

Efter sin barsel begyndte Vivienne at arbejde  som assistent på Det Kongelige Teater, hvor hun også fik mulighed for at komme på scenen. Det var i sig selv ret fantastisk for en engelsk skuespiller, der netop var kommet til landet. Og en aften blev Vivienne ringet op af et teater, som skulle lave et show op imod jul. De havde svært ved at nå det og spurgte Vivienne, om hun kunne sætte et typisk engelsk juleshow op.

– Først tænkte jeg: Det kan ikke lade sig gøre. For engelske juleshows er store med omfattende scenografi og mange skuespillere i spektakulære kostumer. Det var i Café Teatret, som ikke var særligt stort, så jeg afslog, men Søren sagde: Hold nu op Vivienne, selvfølgelig kan du det. Du laver bare en lille version af de typiske engelske juleshow.

En institution

Vivienne lod sig overbevise af Søren. Og på den måde blev den første Crazy Christmas Cabaret en realitet. Det var i 1982 på Café Teatret. Det viste sig at blive  en succes, så Café Teatret blev hurtigt for småt. De seneste nitten år, er Crazy Christmas Cabaret blevet opført i Glassalen i Tivoli.

– I Tivoli er vi nærmest blevet en institution, griner Vivienne og forklarer, at det sværeste for hende i dag er, at hun ikke kan lade være med hvert år at hæve barren for, hvad showet skal kunne. I Glassalen fik hun så også den store scene, hun havde drømt om, og dermed mulighed for at skrue op for sine shows. I dag rekrutterer hun som regel 6 – 7 skuespillere, og konceptet er blevet mere sofistikeret.

– Med årene er jeg blevet bedre til at skrive. Men der er elementer, som jeg holder fast i for at bygge forventninger op, siger Vivienne.

– Jeg har hele tiden forestillingen i hovedet, og mine tre hatte på: Jeg er forfatter, skuespiller og instruktør. Jeg bemærker altid publikums reaktion, og hvis der er noget, de ikke griner så meget af, så skriver jeg det om.

Vivienne, 67, kan slet ikke forestille sig engang at holde op med at skrive, spille og instruere. Og hvorfor skulle hun egentlig også det.

- Jeg synes jo stadigvæk, det er sjovt. Det ender nok med, at jeg kører ind på scenen i en kørestol. Jeg har det lidt sådan: Hvordan kan man vælge at gå på pension. De kommer til at bære mig ud af Glassalen.