Simi Jan: Livet er for kort til ikke at være tro imod sig selv

Simi Jan, udenrigskorrespondent på TV2, fotograferet på Skodsborg Kurhotel

Simi Jan, TV2's populære udenrigskorrespondent, var lige flyttet til Istanbul som udstationeret for TV2 for halvandet år siden, da hendes mor pludselig blev ramt af en alvorlig kræftsygdom. Det tog Simi konsekvensen af. Hun flyttede hjem igen - og købte hus med plads til mor.

Simi Jans mor var den første kvindelige buschauffør i Danmark med indvandrerbaggrund. 

Når Simi, 38, fortæller om det, kan man høre, hvor højt hun elsker sin mor, og hvor stolt hun er af hende.

Hendes mor kom hertil fra Pakistan bare 13 år gammel for at blive gift med en pakistansk mand, der allerede boede her i Danmark. Hun fik fire piger, hvoraf Simi er den ældste, og da hun efter 17 års ægteskab havde samlet mod nok til at blive skilt fra Simis far og stod og skulle klare sig alene med fire børn, var det, at hun blev den fineste rollemodel for sin ældste datter, der var 14, da forældrene blev skilt, og altså bl.a. formåede at gennemføre uddannelsen og blive buschauffør.

Derfor var der i virkeligheden ikke så meget at være i tvivl om for Simi, da hun i marts sidste år pludselig fik den besked, at hendes mor var alvorligt ramt af tarmkræft: Det sygdomsforløb skulle hendes mor ikke stå igennem alene. Som storesøsteren i familien tog Simi affære.

Læs også tidligere interview med Simi Jan om at have endometriose

Simi Jan flyttet til Istanbul

Simi Jan var ellers netop flyttet til Istanbul, bare en måned tidligere, i februar, med sin mand og lille søn for at arbejde som udstationeret for TV2.

På det tidspunkt var Simi lige vendt tilbage til skærmen efter at være blevet mor til sønnen Adam. Han kom til verden i august 2015, 11 uger for tidligt, på et hospital i Israel og under så dramatiske omstændigheder, at både den lille og Simi selv var i fare for at miste livet i forbindelse med fødslen. 

Men netop som alt endelig åndede fred og idyl, og basen nu skulle hedde Istanbul, kom Simis mors sygdom og ændrede alle planer. Simi og hendes mand Allan besluttede resolut at flytte hjem igen. Og i første omgang lod de Simis mor flytte ind hos dem i den villalejlighed, som de på det tidspunkt og til alt held ikke havde udlejet endnu.

– Min mor skulle ikke hjem og være alene, siger Simi, - idéen var faktisk Allans. Min mor og Allan er jo bedste venner. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle tage mig af min mor, når hun blev gammel. Jeg havde bare ikke set det komme nu. (Simis mor er 54 år, red.)

 
 

Jeg var nødt til at cutte alt

- Det var ikke nogen nem besked at give min arbejdsplads, forklarer hun videre,  - det var jo helt officielt meldt ud, at jeg rykkede til Istanbul. Alt var på skinner. Og så efter en måned trækker jeg mig. Men jeg kunne ikke gøre andet. Jeg var nødt til at cutte alt og kaste mig ind i kampen for min mors overlevelse. 

- I den periode blev mit job lagt på hylden. Som mine søstre siger: "Simi er blevet sosu-hjælper". Men jeg tror nu nok, jeg må være blevet opgraderet til sosu-assistent efterhånden... (Sagt leende)
 
 

Miraklet er så

Miraklet er så, at Simis mor for nylig, her et år efter den alvorlige kræfdiagnose, var hos lægen og fik den gode nyhed, at man har fået fjernet al kræften.

Simi siger: - Min mor gav aldrig op. Hun holdt humøret oppe. Og hun siger, at hendes børnebørn og vores allesammens kærlighed gav hende styrken til at kæmpe. For at overleve.

For kort tid siden flyttede hele familien sammen i et hus, hvor Simis mor har fået sin egen afdeling med bad og køkken, sådan at alle kan have både fællesskab og privatliv.

Skriver bog om sin mor

Denne sommer regner Simi med, at hun kommer til at sidde i haven ved sit nye hus og skrive. Det er nemlig hendes plan at skrive en bog om sin mor. Hun er allerede godt i gang. 

– Det har jeg længe tænkt på, at jeg gerne ville. Min mor er den sejeste kvinde i verden, og hun har en vild historie. Jeg har bare haft så travlt og har ikke haft tid. Men det har jeg nu.
 

 

Ud af hamsterhjulet

En af de konsekvenser, Simi også har draget af det, der er sket, er, at hun har omlagt sit arbejdsliv og arbejder på en lidt anden måde nu. 

– Jeg elsker mit arbejde. Min udlængsel og min nysgerrighed er stadig stor. Og jeg er stadig fast tilknyttet TV 2, men på en lidt anden måde end før, hvor jeg også kan lave andre ting, fortæller hun og forklarer videre:
 
- Min aftale med TV 2 er stadig, at de kan ringe nu, og så vil jeg være på vej til lufthavnen om to timer. Præcis som før. Jeg har dog valgt at sige nej tak til faste vagter på udlandsredaktionen i Odense som en del af mit arbejde, fordi det ikke er noget, jeg brænder for. Så vil jeg hellere bruge den tid på at være sammen med min familie eller lave noget andet, jeg brænder for. Og det er et valg. Også et meget bevidst valg, der i perioder, hvor jeg f.eks. ikke rejser så meget, vil mærkes i lønposen.
 
- Men jeg vil ikke være tvunget ind i et hamsterhjul, der bare kører og kører og kører. Det handler om prioriteringer. Og livet er simpelthen for kort til ikke at være tro imod sig selv. For som man siger i Mellemøsten: I morgen er ikke en garanti.
 
 

Fakta: Priser og hæder

Simi Jan er igennem årene blevet hædret med flere priser for sin journalistisk. Her er nogle af dem:

Marts 2015: Hædret som ”lyserød elefant nummer 100” for at være en af de 100 ”synlige, usædvanlige kvinder, der på markant vis har præget samfundsdebatten i de seneste 100 års danmarkshistorie.”

Jytte Hilden, initiativtager til samlingen "99 elefanter", der udgivet som bog, udtalte om Simi Jan:”Der er ingen tvivl om, at Simi Jan er fremtiden. Hun er en ung kvinde med indvandrerbaggrund, som bruger sin egen baggrund professionelt og sine personlige erfaringer i sine reportager fra steder, som de færreste kender. Midt i al den krig og gru og terror, vi oplever, fortæller hun også jævnligt historier om almindelige mennesker fra Kabul og omegn og flytter dermed grænserne for, hvad der er interessant at fortælle i en verden med krig, religiøse konflikter og politik uden demokrati.« 

November 2013: Danners ærespris for at sætte fokus på vold mod kvinder:
 "Vi kender hende som korrespondenten, der med et sjældent nærvær leverer vedkommende og væsentlige historier, og som en kvinde, der ikke er bange for at råbe op, når hun oplever uretfærdighed. For sit arbejde med at sætte fokus på kvinders rettigheder og ligestilling i særligt Afghanistan får hun Danners Ærespris 2013."

November 2012: Zonta Danmarks kvindepris:
"Simi Jan har på forbilledlig vis formået at vise verden, at der er muligt at give et engageret billede af begivenheder fra et af verdens brændpunkter. Ikke bare billeder af vold og terror, men en mere nuanceret fortælling, der går bag de mennesker, der er direkte involveret...Som kvinde er hun gået bag facaden, er blevet inviteret ind bag murene og har taget den udfordring op, det er at være med til at nedbryde de fordomme, vi som danskere kan have om forholdene i muslimske lande."

Januar 2012: Den prestigefyldte og respekterede Berlingske Fonds Journalistpris - Danmarks største journalistpris: ”Simi Jan har ikke fået noget forærende, hun har erobret karrieren...Det er historien om en selfmade woman, der med en sjælden energi udfører sin journalistik."

Kilde: Simi Jans officielle hjemmeside: simijan.dk

 
Obs: Læs hele det store interview med Simi Jan i SØNDAG uge 22