Nukâka Coster-Waldau: Jeg arbejder på at lære at elske mig selv

Nûkaka Coster-Waldau

I mange år lagde Nukâka Coster-Waldau et stort pres på sig selv. Hun havde en skuespillerkarriere, to små børn og en mand, der rejste meget. Hun ville så gerne gør alt så godt som muligt. Men en dag ramte hun muren. Det læste hende at stoppe op, mærke efter og melde ærligt ud.

Skuespiller Nukâka Coster-Waldau er grønlænder – helt ind i hjertet. Og selv om hun har boet i Danmark, siden hun var 20 år, er dansk gift – med skuespiller Nikolaj Coster-Waldau – og mor til to døtre, som har boet i Danmark hele deres liv, føler Nukâka stadig, at Grønland er hendes hjem.

– Jeg er begyndt at have hjemve næsten hver dag, og det bliver værre med årene, siger Nukâka , der lige nu er aktuel med forestillingen ”Human Nature” på Teater Katapult i Aarhus  og snart på Teater Grob i København. .

Til dagligt bor Nukâka og familien i Lyngby i et ret almindeligt hus på en temmelig almindelig gade. Nukâka føler sig – overraskende nok – ret almindelig. For hvordan kan man føle sig almindelig, når man ud over at være en dygtig skuespiller og sangerinde også er ubegribelig smuk og så oven i købet på 20. år danner par med en filmstjerne, der har verdensomspændende succes bl.a. med rollen som Jaime Lannister i HBO-serien ”Game of Thrones”. En serie, som Nukâka i øvrigt ikke har set.

– Jeg er mere til socialrealisme, ler hun og fortsætter:

– I vores fag bliver vi ofte sat op på en piedestal, hvor vi i virkeligheden ikke hører hjemme. Folk har tit denne her idé om, at vi lever et glamourøst liv med champagne og butler. Og sådan er det jo ikke. Langt hen ad vejen lever vi et helt almindeligt liv, og sådan foretrækker vi det også, siger Nukâka, der i bund og grund ikke er så vild med at blive interviewet.

– Jeg har aldrig været glad for det, og jeg ved, at det har rigtigt meget at gøre med min egen usikkerhed. Min far var en offentlig mand, og han var en stor del af den politiske udvikling i Grønland. Så jeg var politikerbarn og følte mig nok lidt presset til at skulle være klog og veltalende. Det har jeg måttet lære at slippe, for jeg skulle jo bare være mig, siger hun og uddyber:

– Desuden har jeg været enormt privat med vores liv,  også i forhold til min vennekreds. Og det har været et problem, fordi jeg har følt mig enormt ensom, når livet har været svært. I dag er jeg blevet meget bedre til at dele de svære ting. For når vi deler, finder vi jo ofte ud af, at vi ikke er alene,  også når livet gør ondt.

Nukâka Coster-Waldau -  fra Grønland til Danmark

Nukâka havde egentlig ikke en plan, da hun flyttede til Danmark. Hun var mest af alt inspireret af, at en af hendes veninder spillede i bands og gik på forskellige musikskoler. Det ville hun også gerne.

– For os var det naturligt at rejse til Danmark, ikke mindst for at studere. Og det troede
jeg jo også, at jeg skulle med tiden. Egentlig forestillede jeg mig også, at jeg ville vende hjem til Grønland på et tidspunkt, finde en grønlandsk mand og få børn. Men sådan gik det jo altså ikke.

– Da jeg mødte Nikolaj, var det ikke sådan, at jeg tænkte: Hold op, hvor er han lækker. Jeg var lige kommet ud af et forhold, var lidt ”heartbroken” og skulle i hvert fald ikke have en kæreste sådan lige med det samme. Men Nikolaj var sød, insisterende og meget kærlig. Og der var jo helt klart noget smukt i gang her.

Hinandens modsætninger

Forelskelsen er for længst blevet til et kærlighedsforhold af den varige slags, selv om Nukâka beskriver sig selv og Nikolaj som hinandens modsætninger.

– Grunden til, at vi har været sammen i tyve år på trods af flere udfordrende perioder, er, at vi har valgt at kæmpe for det. For vi vil hinanden og har en dyb respekt for og kærlighed til hinanden. Og med alderen er det jo også blevet sådan, at vi rummer hinandens forskelligheder mere og mere. Vi er forskellige, og det er godt, for vi inspirerer og lærer meget af hinanden, også selv om det nogle gange er sindssygt irriterende. Men når han bliver for irriteret på mig eller omvendt, opfordrer jeg til, at vi skifter ordet irriterende ud med fascinerende, så bliver det lidt mere kærligt. Medmindre man er for irriteret, siger Nukâka med et lille smil.

Nukâka var 29 år og var blevet både gift og mor, da hun begyndte på Statens Teaterskole. Det var en hård tid med både skole, småbørnsræs og en mand, der brændte for at gøre karriere i udlandet.

– Jeg pressede mig selv så meget: Jeg var den første grønlænder, der kom ind på teaterskolen, så jeg ville gerne vise dem. Desuden stræbte jeg efter at være denne her perfekte mor med hjemmesyede fastelavnskostumer og mad lavet fra bunden. Jeg kørte på og overhørte alle min krops signaler.

Kæmpet med mindreværd

Nukâka var hård ved sig selv. Og da hun var færdig med Teaterskolen, kom prisen for at overhøre kroppens signaler da også i form af en depression.

– Først troede jeg, at det var noget fysisk. Jeg kunne ikke sove, min mave og min krop gjorde ondt. Jeg ville ikke anerkende, at det var en depression. Men så mødte jeg en kvinde, som er fantastisk og sej. Og hun sagde, at hun havde haft depressioner. Og det, at hun delte sin historie med mig, fik mig til at tænke: Hvis hun har haft en depression, så kan jeg vel også overleve det. Man kan lære så meget ved at dele og lytte til hinandens historier.

I dag føler Nukâka, at hun har lært utroligt meget af sin depression. Bl.a. har hun erkendt, at hun er melankolsk anlagt, har brug for timeouts og for at være meget kærligere over for sig selv, end hun var.

– Jeg arbejder meget på at lære at elske mig selv, det kræver øvelse, når man har ”glemt” at mærke efter sine egne behov i mange år. Jeg har kæmpet med mindreværd, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke skal pynte på noget, men lære at rumme og holde af alle de sider, jeg har. Det er der, helingen er. Man kan ikke blive ved med at hælde fra et tomt bæger uden at smadre sig selv.

Guide: Styr din indre kritiker

Egenomsorg er vigtig at prioritere, og det står mere og mere klart for Nukâka, der har lært ikke at være så hård ved sig selv..

–  Vi er mange, der altid har heppet på alle andre: Veninden, barnet og ægtefællen. Men vi glemmer at heppe på os selv og at ønske os selv det bedste. Det øver jeg mig på, og jeg har jo opdaget, at jo mere jeg giver mig selv plads og bliver gladere, des gladere bliver min familie.