Lotte Mejlhede: Jeg kan godt være emsig

Lotte Mejlhede har trykket Nelson Mandela i hånden. Fordi sådan er hun, »heldig, men også lidt emsig, for jeg stak hånden frem«, som hun selv siger.

Nyhedsværten Lotte Mejlhede, er en af de mest erfarne kvindelige studieværter på TV2 NEWS. Lotte Mejlhede har trykket Nelson Mandela i hånden. Fordi sådan er hun, »heldig, men også lidt emsig, for jeg stak hånden frem«, som hun selv siger.

Her på siden kan du til gengæld bl.a. få at vide, hvem Lotte Mejlhede gerne ville spise middag med - når nu hun allerede har mødt Mandela.

1. Hvis du ikke boede i Danmark, hvor ville du så gerne bo?

Italien. Jeg har rejst meget i det land, og jeg elsker det. Det er det land udenfor Danmark, jeg har brugt flest timer i.

2. Musik, du aldrig bliver træt af?

Jeg er en musikalsk analfabet, ganske enkelt. Men Bruce Springsteen kan jeg godt lide. Jeg skal til koncert med ham her i sommer.

3.Hvilken forfatters bøger kan du næsten ikke leve uden?

Åh, der er mange. Jeg elsker at læse. Helt banalt har jeg slugt Stieg Larssons krimier. Men der er to romaner, der har gjort særligt indtryk. Den ene er Truman Capotes bestseller »Med koldt blod«, som er fuldstændig fantastisk og så også dokumentarisk. Måske skal man være fagidiot for at kunne lide den så meget. I en helt anden kategori er det »Barbara« af den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen. Den har jeg læst flere gange, og sidst jeg læste den, var jeg faktisk på Færøerne.

4. Yndlingsduft?

Syrener...

5. Yndlings-tv-serie?

DR har, må jeg med skam melde, haft rigtigt mange gode dramaserier. Jeg elskede »Forbrydelsen«. Jeg elskede også »Sommer«. Og jeg ved godt, at der var nogle, der mente, at den var lidt stille. Men jeg elskede den netop for dens stilhed.

6. Kan du vupti smække et hundehus op eller lægge en flisegang i haven?

Jeg kan godt. Jeg har lært det og er opdraget til, at man skal kunne sådan nogle ting. Kløve brænde og den slags. Men jeg får det bare aldrig rigtigt gjort.

7. Hvem ville du gerne spise middag med?

Barack Obama. Men hvem ville ikke det lige nu?! Hvis man skal sammenfatte en person, som virkelig har stået for forandring, håb og skabt sammenhæng mellem verdensdelene, er der kun én udover Obama, og det er Nelson Mandela. Ham har jeg så faktisk mødt. Jeg var så heldig at være med til at dække det sociale topmøde i København i 1995, hvor Mandela deltog. Jeg har endda også fået et håndtryk af hans store lap. Men jeg var også emsig, for jeg stak hånden frem.

8. Er du hunde-fan eller katte-fan?

Jeg er vist hverken eller. Jeg er ikke særlig interesseret i dyr. Dyr er da søde, og som barn elskede jeg dyr, men det er ikke noget, jeg kan gå op i eller hidse mig op over.

9. Tror du på astrologi?

Dybest set tror jeg ikke på det, og så alligevel er der måske noget om snakken. Nogle af de træk, man bruger i astrologien til at beskrive f.eks Løver, som jeg hører til, passer udmærket på mig. Dét med at være dominerende, viljestærk og stædig f.eks. Men spørgsmålet er, om man ikke ville kunne få alt til at passe. Det tror jeg.

10. Hvis døgnet havde 25 timer, hvad ville du bruge den ekstra time til?

Til at komme i god tid. For det gør jeg aldrig. Til at sprede ud på alle de gange, HVOR JEG NÆSTEN KOMMER FOR SENT. Jeg er tidsoptimist. Jeg tror altid »lige«, jeg kan presse lidt mere ind, end jeg reelt kan nå.