Hanne Boel: Det er gået op for mig, at der er en ende på det hele

Hanne Boel har brugt mange kræfter på at lade være med at tænke på, at vi alle skal dø. Men med alderen er det begyndt at gå op for hende, at der er en ende på det hele. Her fortæller hun, hvad den erkendelse betyder for hende

Vi er alle klar over det og bliver jævnligt konfronteret med det. Livet varer ikke evigt og på et tidspunkt før eller siden skal vi herfra.

Og selv om døden er noget af det mest sikre i livet, så er det alligevel svært at forholde sig til, at vi en dag ikke længere er en del af verden. Disse tanker og tanken om at jo ældre man bliver jo tættere kommer man givetvis på den dag, hvor det hele slutter, har også strejfet sangeren Hanne Boel, der er 56 år.

Ibi Støving: Jeg har været død i 2 minutter og døden nær 2 gange. Hvad der skete, fortæller hun på søndag.dk

Men egentlig har hun brugt meget tid på at fornægte lige netop det.

- Siden jeg blev 40, synes jeg, jeg har brugt utrolig mange kræfter på at fornægte, at jeg også var sådan én, der blev gammel og skulle dø engang. Vi lever jo i en tid, hvor vi er de nye 40-årige, selv om vi er ved at nærme os de 60. Men de seneste par år er det, som om det pludselig er gået op for mig, at der er en ende på det hele engang, og at der kan ske alt muligt lige rundt om hjørnet, som jeg ikke lige havde forestillet mig skulle ske, siger hun til SØNDAG.

Kirsten Olesen efter sin mands død: Jeg var sikker på at han ikke skulle dø, fortæller hun på søndag.dk

Jeg er på vej ind i en ny tid

Og med den erkendelse følger andre erkendelser:

- Jeg tager det pludselig ikke helt så givet mere, at jeg ser mine børn om ti år, som jeg gjorde, da de var seks og 16, og jeg selv var 42. På den led synes jeg faktisk, at jeg er på vej ind i en ny tid, som jeg ikke har spekuleret så meget på før, men som jeg synes er interessant at prøve at omfavne, siger Hanne Boel.

Nikoline Werdelin: Jeg har set døden i øjnene. På søndag.dk fortæller hun, hvad der skete

Tristesse og værdsættelse

Men selv om erkendelsen af at vi skal herfra på et tidspunkt kan være trist, så formår Hanne Boel at vende den til noget mere positivt.

- Det sker også, at jeg bliver ramt af en lille tristesse, der siger: Hm, dér skal vi altså hen! Men der ligger også en mulighed for værdsættelse i det. Jeg har aldrig været alvorligt syg, men jeg tror, at ligesom de mennesker, der har oplevet at være livstruende syge, på en eller anden måde formår at tage fat på livet på ny, synes jeg også, jeg kan svinge den rundt og tænke: Okay, hvis der er ti år tilbage, så er ti år alligevel også lang tid. Måske er der 20, og så er 20 dæleme også lang tid. Og så gælder det da bare om at komme derudad og få brugt hver eneste dag godt og grundigt, siger hun.