10 spørgsmål til Lærke Winther

Hvad drømte hun om at blive som barn, og hvad var hendes bedste ferie?

Hvad drømte hun om at blive som barn, og hvad var hendes bedste ferie?

 

1. Filmen, du kan se igen og igen?

Jeg har set "Den anden søster" med Natalie Portman og Scarlett Johansson flere gange som inspiration til min rolle i "Don Carlos" Den ene søster får til opgave af sin far og onkel at tilfredsstille kongen seksuelt, for at familien kan opnå status. Min karakter i stykket, prinsesse Eboli, bliver også bedt om at blive kongens elskerinde mod sin vilje.

2. Hvad drømte du om at blive som barn?

Skuespiller. Eller arkæolog. Jeg forestillede mig de spændende historier bag de ting, man graver frem. Men det er jo nok ikke ret tit, man finder noget.

3. Dyrker du motion?

Ja, jeg har fundet ud af, at yoga er helt fantastisk. Og jeg dyrker forskellige former for motion i træningscentret. Mit største ønske lige nu er et par rigtig gode løbesko, når vejret bliver bedre, vil jeg gerne udenfor og løbe. Jeg er også for nylig holdt op med at ryge, så jeg kan jo det hele!

4. Din yndlingsforfatter?

Lige nu glæder jeg mig til at læse og genlæse Inger Christensen. "Drageløberen" af Khaled Hosseini er en af de bedste bøger, jeg har læst. Og jeg har lige indtalt "Dinosaurens fjer" af Sissel-Jo Gazan for Gyldendal, den var også spændende.

5. Er du a- eller b-menneske?

Jeg har fundet ud af, jeg har de klareste tanker om morgenen, og jeg bliver træt om aftenen.

6. Hvem trænger til et klap på skulderen?

Lige nu er det jo nok Obama.

7. Hvad glæder du dig til?

At det bliver sommer, at lege på stranden og se min datter løbe rundt i bar røv. Så glæder jeg mig til premieren på "Don Carlos", jeg glæder mig til at se forestillingen tage form.

8. Din bedste ferie?

En af dem var sammen med min mand. Vi lejede en bil i Sydfrankrig og havde ikke nogen plan. Vi havnede bl.a. ved en turkis sø og flod, hvor vi fiskede og badede. En anden af mine bedste ferier var sidste år, da vi alle tre tog en afbudsrejse til Mallorca, mens det regnede her hjemme.

9. Jeg skulle aldrig have…

… taget min cykel med i dag, fordi min røv frøs til is på vej fra Vesterbro og herud i DR Byen.

10. I hvilket land vil du gerne leve?

Jeg var i Barcelona for nylig. Jeg syntes, det var en helt fantastisk by, og jeg tænker også tit på, hvad jeg laver her i mørke og kulde. Jeg kunne godt se mig selv i Barcelona.