Nu skriver Maria Helleberg om sin egen familie

Maria Helleberg har skrevet masser af historiske bøger om dronninger, prinsesser og andre betydningsfulde kvindeskikkelser igennem årene. Men nu, efter 30 år som forfatter, er hun dykket ned i sin egen slægt.

Mens Maria Hellebergs roman "Dagmar" netop genudgives og står til salg ude i supermarkederne som SØNDAGs Favoritbog, er den populære forfatter ved at lægge sidste hånd på noget, hun gør for første gang.

Efter 30 år som forfatter på fuldtid og med et forfatterskab, der tæller over 80 udgivelser, og hvor hun har skrevet om og beskrevet et væld af kongelige og betydningsfulde, historiske skikkelser, har Maria Helleberg for første gang vendt sig om og kigget i retning af sin egen slægt og er gået på jagt efter de gode historier i den. Til november kommer resultatet: slægtsromanen "Kvinderne fra Thy". 

Om det fortæller den 60-årige forfatter i et interview i SØNDAG: 

– Jeg elsker mit arbejde. Og derfor arbejder jeg også altid. Det sker, at jeg en gang imellem tænker: Er der overhovedet noget tilbage at skrive om? Men så er der jo altid ens egen families historie. Og nu, hvor jeg har været i gang med så mange andres historier i 30 år, er det måske også o.k., at jeg begynder at kigge på min egen!

Og hun fortæller videre: – Jeg udså mig min oldemor Mariane, som jeg troede var den meste ydmyge og uspændende af dem alle, og tænkte: ”Mariane i Thy, der var jordemoder og enlig mor til 12 børn, hende begynder jeg med!” Og så skal jeg ellers love for, at historierne begyndte at vælte frem.

Forfatter Helle Helle afslører: Min mor er med i alle mine bøger

Med den samme respekt, og dog...

Selvfølgelig har det på mange punkter været anderledes at arbejde på en bog om sin egen familie i stedet for at skrive om andre menneskers familiehistorie, fortæller hun, men hun tilføjer også: "Og dog".

– Dybest set er det det samme at skrive om onkel Theodor, som det er at skrive om kejserinde Dagmar. Jeg sidder med den samme respekt over for dem. Og dog har jeg måske lidt mere respekt over for onkel Theodor. Fordi disse almindelige mennesker ikke har haft nær så mange muligheder for at udtrykke sig omkring sig selv og deres liv som de andre. Så de har endnu mere brug for mig. 

Ind imellem fortabte hun sig så professionelt i historien, at hun næsten glemte, hvad det var, hun sad med, fordi figurerne kom til at leve for hende, som figurer altid gør det, når hun skriver, røber hun.  

- Når jeg sad med de her mennesker, jeg skrev om, slog det mig ind imellem pludselig: Jamen, det er jo sådan set også mig, det handler om, det her. Det er også min historie!

De overleverede historier var sande, men...

- Alle historierne, jeg havde fået fortalt, viste sig faktisk at være sande, fortsætter hun, - de var måske bare blevet flyttet lidt rundt på eller pyntet lidt på eller skåret lidt til hist og her, og noget af det var blevet lidt pænere. Men jeg fandt ud af, hvordan tingene egentlig hang sammen.

Der dukkede mange overraskelser op, da hun satte sig selv på sporet af sin egen familie. Nogle større end andre.
Hvordan gik det til, at et familiemedlem blev professionel kortspiller og skudt ned i en saloon i USA? Hvad var historien om ham, der var tugthusfange i Horsens Tugthus? Og hvordan var de, altså virkelig var, kvinderne fra Thy?
Hun har selv været ude på forhånd og lægge lidt afstand til, at kvinderne bliver kaldt "stærke", fordi, som hun gjorde gældende på sin Facebook-profil, så var de kvinder jyder mere end noget andet. Og jyske kvinder gik ikke sådan rundt og opfattede sig selv som "stærke", selv om det måske netop var det, de var.  

Bliver altid lidt træt af Bogforum...

Når man som journalist møder Maria Helleberg, kan man nemt få den tanke, at hun meget hellere vil tale om sine bøger og sine romanfigurer, end hun vil tale om sig selv. Og den tanke er heller ikke helt skæv, kan hun bekræfte.

- Det er jo bøgerne, der er hovedsagen. Jeg bliver altid lidt træt af Bogforum, når jeg går ned igennem det hele den sidste dag, og jeg så hører alle de stemmer fra de forskellige scener: "Da JEG besluttede mig for at skrive denne roman...", "Så gjorde JEG sådan og sådan...", "JEG, JEG, JEG...."! 

- Det får mig altid til at tænke: Men hov, du skal da lige huske, at det jo ikke er DIG, læseren læser, men bogen.  Jeg har dybest set den holdning, at hvis folk vil kende mine meninger og holdninger, så har jeg en Facebook-profil, som jeg opdaterer hver eneste gang, jeg synes, der er noget, der kunne være interessant at dele. Så kig på den i stedet for at sidde hele tiden og tale om mig, mig, mig.

Hellebergs historiske romaner

* Leonora Christine, 2014.
* Kongens Kvinder, 2013.
* Scenesat, 2012.
* Kamma, 2011.
* Engelshjerte, 2010.
* Dagmar, 2007.
* Alberto, 2006.
* Dronningeskolen, 2004.
* Vilde kvinder, milde kvinder, 2003.
* Kærlighedsbarn, 2002.
* Mathilde. Magt og maske, 1991.
Kilde: mariahelleberg.dk