Kirsten Olesen: Jeg kender følelsen af, at alting er ligegyldigt

Kirsten Olesen siddende i Skuespilhuset

– Jeg kender udmærket følelsen af, at alting er ligegyldigt i sorgen. Men jeg har også hele tiden ubevidst følt, at det var rigtigt at prøve at få en hverdag op at stå. Og det får man ved at lade livet komme til sig stille og roligt.Så smukt lyder det fra Kirsten Olesen, der er aktuel i "Dukkelise", en ny opsætning af den forestilling, hun måtte forlade for fire år siden, da hendes mand døde.

Kirsten Olesen er aktuel for tiden i Det kgl. Teaters opsætning af "Dukkelise". En forestilling, der egentlig skulle have haft premiere for fire år siden, men aldrig fik det, fordi den ene af stykkets to medvirkende, Kirsten Olesen, måtte trække sig i slutningen af prøveforløbet, da hendes mands kræftsygdom forværredes og førte til hans død. 

Når man spørger den nu 67-årige skuespillerinde, hvordan det er at være tilbage i netop det stykke, siger hun stille og afklaret: 
- Der løber jo meget vand i åen på fire år...

Kirsten Olesen: Situationen er en anden

Hun forklarer videre:

– Situationen er jo en helt anden i dag. Stykket er blevet tænkt om og bearbejdet siden. Dekorationen er anderledes. Jeg spiller sammen med en anden skuespillerinde, Tina Gylling Mortensen. Og med en instruktør som Elisa Kragerup er vi i gode hænder.

"Dukkelise’’ handler om to ældre damer. To søstre. Den ene var barnestjerne engang, den anden forsøgte sig som skuespillerinde som ung inden for avantgardefilm uden megen succes. Nu lever de i deres egen virkelighed, alt for afhængige af hinanden og i fuldstændig fortrængning af deres alder.

Hella Joof: Jeg har lært at åbne, når noget nyt banker på

- Det er på mange måder som at gå til et nyt stof, fortæller hun også, - og et vidunderligt stof, vel at mærke. At arbejde med Jokum Rodes tekst er en sand fornøjelse. Det er absurd og grotesk, og det er ondt og hudløst. Jokum har en helt speciel måde at gå til sproget på.  Der er altid så mange gode overraskelser til munden og til tanken. 

Skulle have hold på mig selv 

Naturligt nok kommer snakken også til at handle om at miste og at finde sin vej videre alene efter hendes mands død. Musiker Ole Ousen døde af sin kræftsygdom i april 2013. Men efter teatrets almindelige sommerpause stod Kirsten Olesen igen klar til at tage fat på sit teaterarbejde. 

– Jeg kender udmærket følelsen af, at alting er ligegyldigt i depressionen og sorgen. Men jeg har også hele tiden ubevidst følt, at det var rigtigt at prøve at få en hverdag op at stå. Jeg skulle have hold på mig selv igen. Og det får man ved at lade livet komme til sig stille og roligt. 

Teatret ville jeg ikke slippe

– Jeg har hele tiden vidst, at teatret ville jeg ikke slippe, hvordan end jeg havde det. Det har været så vigtig en del af mit liv, at det ville være som at miste mig selv, hvis jeg forlod det. Både under min mands sygdomsforløb og i tiden efter har teatret haft en enorm betydning for mig. 

Sonja Oppenhagen: Sådan var det at være balletpige

Den ældste - nå, da da 

Kirsten Olesen trådte ind på Det Kgl. Teater i 1979 og har været her siden. Og nu, her 46 år efter at hun forlod Odense Teaters elevskole som nyudklækket skuespiller, sidder hun så en dag og opdager, at hun pludselig er blevet den ældste skuespillerinde i Det Kgl. Teaters skuespillerstab. 

– Nå, da da, tænker man. Og derefter melder tanken sig  alligevel, at der nok er en ende på det her på et tidspunkt. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på hver dag, siger hun.

Nikoline Werdelin: Hjemme igen efter en indre ombygning

Hun ler, mens hun selv nævner det, og tilføjer:

– Det kan godt ske, at jeg på et tidspunkt når dertil, hvor jeg synes, at jeg efterhånden er ved at være overmæt. Det punkt har jeg set nogle af mine jævnaldrende skuespillerveninder nå til. Og indimellem tænker jeg, at det måske også rammer mig

- Under alle omstændigheder er de veninder til stor inspiration for mig. For når jeg kigger på dem, kan jeg se, at man kan have et aldeles glimrende liv uden at være en del af denne her kukkasse herinde. Jeg kan ligefrem tage mig selv i at tænke, at det måske ikke gør så meget den dag, man bliver pensioneret. For der er jo et liv uden for murene. Men indtil videre kan teatret altså stadigvæk lokke og forføre mig.