Anne-Mettes La Vie en Rose

Anne-Mette Rasmussen har tabt sig hjerte til Sydfrankrig. Hun og hendes mand Anders Fogh Rasmussen har haft hus i vinbjergene i Languedoc i 21 år, og de vil ikke undvære somrene i det franske, hvor livet nydes sammen med venner og familie tilsat et skvæt bjergvandring og for Anne-Mettes vedkommende adskillige besøg på de charmerende franske markeder.

Hver gang Anne-Mette Rasmussen nærmer sig sit og manden Anders Fogh Rasmussens fritidshus, som ligger i en lille landsby 45 km fra Languedoc-kysten i Sydfrankrig, tænker hun: Her vil jeg aldrig hjem fra. Den slår aldrig fejl, og sådan har hun haft det i de 21 år, parret har ejet det ældste af deres to huse i Frankrig.

– Når jeg drejer ned til huset, rammes jeg altid af, hvor vidunderligt der er, og hvor ærgerligt det er, at året har så mange uger, hvor jeg ikke kan nyde det, siger Anne-Mette.

Vine Cave

– Vi har været på ferier i Frankrig, siden børnene var helt små. Vi begyndte at køre dertil på telttur, da de to ældste var 2 og 4 år, og vi kørte helt ned sydpå. Dengang var campingpladserne noget mere primitive, det samme var rastepladserne, og allerede da snakkede vi tit om, at vi ville ønske, vi kunne finde vores eget lille hus. Da vi fik mulighed for det, begyndte vi i samarbejde med en dansk ejendomsmægler at lede efter et hus. Hun sendte os løbende tilbud, og så tog vi i en påskeferie ned for at kigge på de huse, hun havde foreslået os. Vi var rundt i to dage, før det sagde »bang« ved det sidste hus, vi så på. Og det er jo den følelse, man skal have.

Anne-Mettes og Anders’ hus er egentligt en gammel »Vine Cave« – et tidligere produktionssted, hvor man pressede vin.

– Huset bærer præg af sin fortid på den mest charmerende måde. Inde i stuen er det yderste af to vintønder bevaret – bygget ind i væggen. Vi har også en stor original vinpresse stående inde i stuen, fortæller Anne-Mette.

Er du også frankofil? Klik her og læs om, Normandiets udsøgte fristelser

Få Anne-Mettes tip til Languedoc her:

 Det har jeg altid med hjem

 – Vin og flere liter olivenolie. Jeg elsker olivenolie og bruger det til alt. Jeg bruger f.eks. aldrig hverken smør eller margarine, når jeg skal bage, men olivenolie. Og så kan jeg også finde på at tage lavendler med hjem. Lavendler er min yndlingsblomst, jeg elsker duften. Jeg kan også finde på at købe et par sæber med hjem.

Sådan vælger du den rigtige vin: Få sommelier Thilde Maarbjergs bedste vintips her

Det har jeg altid med i kufferten

 – Jeg har altid en masse forskelligt med derned, som jeg synes, vi lige mangler i huset. Jeg kan også godt finde på at tage rugbrød med, de er godt nok begyndt at bage nogle grovere brød dernede, men der er stadig meget hvidt brød.

 Det spiser vi

 – Vi spiser mere grønt, for det er så indbydende, at vi næsten ikke kan lade være, men ellers er det stort set det samme som hjemme. Vi griller også meget.

Drømmer du også om et hus i Sydfrankrig: Se fem fantastiske ferieboliger her

Favoritsted i Languedoc

 – Det er svært, for vi er vilde med det hele. Men der er nogle særlig gode vandreture, der er bl.a. et sted lige nord for os, hvor man kan vandre i en kløft i bjergene. Smeltevandet løber ned ad bjerget, og der er plateauer, hvor man kan slå sig ned og hvile sig undervejs. Der er rigtig smukt.
 

Et lokalt Must-See

 – Det må være Carcassonne, Europas bedst bevarede fæstningsby. Der er mange turister om sommeren, men det er hyggeligt at gå rundt der. Man går inde i selve fæstningen, og der er fyldt med butikker og restauranter, og så bliver der holdt koncerter hele sommeren. Vi har været derude til koncert, og det er meget stemningsfuldt at sidde der blandt alle de gamle fæstningsvægge, som er smukt lyst op.