Fantastisk at være gift med sin bedste veninde

Både Karen og Nanna har skulle lære at sige, at de er gift med en kvinde

Vi var frygteligt generte

Nanna og Karen har kendt hinanden siden 1987, hvor de begge begyndte på agronom-studiet.

– Vi var frygteligt generte begge to. Jeg sagde noget til Karen, og da hun så vendte sig væk, tænkte jeg, at hende skulle jeg da i hvert fald ikke have noget med at gøre, fortæller Nanna.

– Da jeg forelskede mig i Nanna, vidste jeg godt, at hun allerede havde en pigekæreste i Hjørring, hvor hun var kom fra. Så jeg måtte bare sætte mig til at vente, siger Karen.

Hvor stammer ordet "lesbisk" egentlig fra? SØNDAG giver et historisk overblik her

Stor kamel for forældrene 

– For mig var det ikke afgørende, om det var en pige eller en dreng, jeg forelskede mig i, hvis det var det rigtige menneske med dybde og fantasi. Jeg havde nogle relativt frisindede forældre og har ikke følt, der var noget specielt ved, at to kvinder var kærester, fortæller Nanna.

– Kærligheden var et kæmpe mysterium, da jeg voksede op. Jeg kunne mærke, at jeg var anderledes, men jeg kunne ikke sætte ord på det, siger Karen. 

Det var først, da hun mødte Nanna, tingene faldt på plads indeni. Samtidig vidste hun, at det ville blive en meget stor kamel for hendes forældre at sluge.

– De fik det at vide, da vi var flyttet i lejlighed sammen i 1991, efter at vi havde boet sammen i et år på kollegiet. I to måneder havde jeg ikke kontakt med dem, så chokerede var de, siger Karen.

4 drenge og manglen på ”den rigtige kvinde”

Begge synes, det er skønt, at de har fået fire drenge sammen ved hjælp af en anonym donor. De har aldrig som børn været til »pigelege« og forstår bedre drengenes univers. 

Mange får forstyrret deres verdensbillede, når to kvinder bor sammen, og Nanna og Karen hører tit spørgsmålet om, »hvem der er mest mand«. 

– Ja, folk vil gerne sætte andre i kasser, de kender. Hos os er det måske mest »den rigtige kvinde«, der mangler, for ingen af os er den pylrende mortype, siger Karen. 

– Da jeg var en stor pige, lærte min far mig at skifte hjul på en bil, og ingen kommer til at flytte herfra uden at have lært det. Jeg har aldrig tænkt på det som en speciel mandeting, siger Nanna, som også er den, der sylter havens mange frugter. 

Du kan også læse om Karin og Jette som er lykkelige over, at de turde vælge hinanden og kærligheden

Ingen diskrimination 

Nanna og Karen kan ikke på nogen måde sige, at de har mødt diskrimination på grund af deres seksualitet. Snarere har de selv været tilbageholdende med at fortælle noget. 

– I mit første job i et medicinalfirma fortalte jeg ikke om Karen, før vi skulle giftes – og mine kolleger blev så glade på vores vegne. Så siden har jeg fra begyndelsen meldt klart ud, at jeg er gift med en kvinde, og at vi har fire børn, siger Nanna til SØNDAG.

– Da Nanna fødte, var min arbejdsgiver usikker på reglerne omkring barselsorlov til partneren, men jeg fik en opgave, jeg kunne arbejde med derhjemme i 14 dage.

– Siden er der kommet lovgivning på området, så vi kan få barselsorlov ligesom fædre. I dag er det også helt enkelt at adoptere hinandens børn, så det bliver fælles børn – også juridisk, supplerer Karen. 

Mere omhyggelig med parforholdet

Sommetider kan Nanna og Karen fra veninder høre bemærkninger om, at det da må være fantastisk at være gift med sin bedste veninde. Og jo, sådan føles det også, siger de.

– Vi kan tale med hinanden om alt og støtte hinanden, ligesom vi bruger hinanden som sparringspartnere. Men det skulle man vel også kunne, hvis man var gift med en mand, siger Nanna. 

– Jeg tror også, at man er mere omhyggelig med sit parforhold, når man er gift med en af samme køn. Måske lidt ligesom hvis man var gift med en mand, der kom fra en anden kultur. Man er forberedt på et ydre pres, siger Karen til SØNDAG.