Jeanne Boel: Det er euforisk at få 
publikum til at 
grine

billede af Jeanne Boel sidder i en revysal
Foto: Alex Tran

I de sidste 40 år har skuespiller Jeanne Boel stået på revyscenerne rundt omkring i Danmark. Hun startede som danser, så blev hun skuespiller og senere instruktør, og snart kan hun også kalde sig direktør på Sønderborg Sommer Revy.

Jeanne Boel elsker at få folk til at grine

– Det giver mig en enorm glæde at lave revy, de der spilledage, hvor det er som at surfe, hvor du føler, at du rider på en bølge hele aftenen – det er fuldstændig guddommeligt, siger Jeanne Boel, 56.
I 40 år har hun stået på de bonede gulve på revyer rundt-
omkring i det danske land. Og nu står hun endnu en gang på scenen til Sønderborg Sommer Revy 2017 – ”Når enden er god”. 
 
– Det, vi laver, er en lagkagerevy. Det er flere lag med forskelligt fyld imellem og med masser af krymmel på toppen, der er både plads til at gøre grin med politikerne og tage aktuelle emner op, siger Jeanne, der igen i år er instruktør. Det er hårdt og tidskrævende, men utrolig sjovt, fortæller hun.
  

Magt over publikum

Det, hun godt kan lide ved revy, er netop, at hun får lov til at spille så mange forskellige karakterer.
– På teater har du en rolle, som gennemgår en udvikling gennem hele forestillingen. Det har du to timer til. I revy har du tre minutter til det samme, det er fedt og udfordrende, og den skal sidde lige i skabet hver gang. Du har ét skud i bøssen – modsat film, hvor vi kunne tage det om, så mange gange vi ville, siger Jeanne, der helt klart foretrækker at stå på scenen frem for på et filmset.
 
– Jeg kan også rigtig godt lide at være i kontakt med publikum, og det får jeg lov til, når jeg laver revy. Det gjorde jeg ikke på film, siger Jeanne, der især synes, det er skønt at høre publikum le.
 
– Jeg husker tydeligt første gang, jeg havde en helt klar fornemmelse af, hvordan det var at få folk til at grine, og det er en euforisk følelse. At du kan sige noget, der gør, at publikum vælter ned af stolen af grin. Nu siger jeg noget, og det skal I grine ad, og se, så griner I. Det er en kæmpe magt at stå med. Men det er jo også helt forfærdeligt, hvis de så ikke griner, så har jeg så ikke så meget magt alligevel, griner Jeanne, der én gang – i et nummer om coaching – har prøvet, at publikum ikke syntes, at det var spor morsomt.  
 
–  Jeg tænkte: Kære Gud, lad jorden åbne sig under mig, er der nogen, der gider få mig ud herfra? Da jeg kom af scenen og passerede mine kolleger, sagde jeg: ”Det var så sidste gang, at I nogensinde hørte det her nummer på scenen,” og så gik jeg hjem og skrev et nyt til dagen efter, siger Jeanne. 

Fra danser til direktør

Jeanne Boel begyndte til ballet som 7-årig og var danser på blandt andet Vinterrevyen på Amagerscenen og på Nykøbing F. Revyen, men senere blev hun skuespiller, siden instruktør, og snart er hun direktør på Sønderborg Sommer Revy.
 
– En dag skulle de bruge én til at sige en replik, og det gjorde jeg så. I Nykøbing F. Revyen i 1985 fik de et afbud til en rolle, og så fik jeg den og er blevet hængende på revyscenen lige siden. Det er det helt rigtige sted for mig her på revyen i smukke Sønderborg, siger Jeanne, der i løbet af de næste fire år, sammen med manden, Klaus Kristensen, kommer til at overtage Sønderborg Sommer Revy efter Leif og Johnna Maibom. 
 
Selv om hun ikke vil lave for meget om, så håber hun, at hun kan lave nogle nye tiltag, der vil få flere af de yngre til at besøge revyen. 
 
– Jeg vil gerne prøve at gøre revy til noget, der ikke er et farligt område for de lidt yngre at bevæge sig ind i. Revy er nødvendigvis ikke kun noget for bedstemor og bedstefar. Jeg har oplevet, at når det lykkes at få det yngre publikum med, så siger de bagefter: Ej, det var jo smadderskægt. Og ja, det er det jo, det er ligesom Live fra Bremen… bare sjovere, siger Jeanne med et glimt i øjet.