Tammi Øst: Der er sket en lille revolution inden i mig

Sidste år flyttede skuespiller Tammi Øst fra et hus på 120 kvadratmeter til en husbåd med halvt så meget plads. Men samtidig med,at hendes drøm om at bo ved vandet gik i opfyldelse, forstod hendes krop pludselig, at det var nu, den måtte råbe op og sige fra.

Det var en gammel drøm om at bo tæt ved vand, der gik i opfyldelse, da Tammi Øst, 57, og hendes mand, skuespiller Jens Jørn Spottag, for et år siden flyttede fra et haveforeningshus på 120 kvadratmeter til en husbåd på bare 60 kvadratmeter. 

Det har været godt. Alt er lykkeligt. Hun nyder deres beslutning om "at downsize", som hun siger. At få ryddet op, smidt ud, prioriteret og fortsætte livet mere enkelt med lidt færre ting på noget mindre plads - og så selvfølgelig, med den skønneste udsigt ud over Københavns havn morgen, middag, aften og altid.

Hold ferie på en husbåd, læs mere her: 

Derfor er det også så ironisk, at det er her, hendes liv med egne ord begyndte "at kæntre". For det var sådan, hun følte det, da hun i slutningen af 2015 kæmpede sig igennem de sidste opførsler af forestillingen "Sommeren uden mænd". Alting sejlede for hende, og hun var så svimmel, at hun ikke troede, hun kunne gennemføre. Det formåede hun dog. Men det var med opbydelsen af alle kræfter. 

Jeg KAN ikke!

Da Tammi umiddelbart efter skulle begynde på en ny forestilling, måtte hun indse, at det magtede hun ikke.  
– Pludselig røg sætningen bare igennem hovedet på mig: ”Jeg kan ikke lave det næste job. Jeg kan ikke. Jeg KAN ikke!”, fortæller hun.
- Hvis jeg bare var blevet ved, aner jeg ikke, hvordan det var endt. Det kunne jeg på sin vis lige så godt have gjort, for det er sådan, jeg er: Jeg giver ikke op. Jeg har ikke meldt mig syg ret mange gange i min karriere. Jeg er en jeg-kan-klare-alt-type. Eller rettere en jeg-kan-klare-alt-SELV-type:

Men Tammi kunne pludselig ikke andet end lytte til sin krop, der var begyndt at tale med usædvanligt store bogstaver.
– Den nærmest brølede dem ud, så jeg endelig fattede budskabet: at jeg ikke orkede mere, siger hun.

Sygemeldt med stress

Endelig overgav hun sig og bøjede sig for det, som hendes krop havde forsøgt at råbe hende op om længe, blandt andet ved at producere mærkelige smerter i benet og holde hende søvnløs i månedsvis.
Hun trak sig fra den planlagte forestilling. Blev sygemeldt med stress og fik oveni konstateret en diskusprolaps. 

– Måske var det i virkeligheden det at havne et sted som her, hvor der netop er så rig mulighed for at afstresse på det fysiske plan, der gjorde, at alt det stress, som havde hobet sig op indeni igennem årene, pludselig dukkede frem, siger hun og fortsætter:

- Måske var det også på høje tid, at jeg benævnte det som "stress” for virkelig for alvor at anerkende, at der har været nogle hårde ting både i voksenlivet og som barn.

Hun formulerede ganske vist ikke ordet ”stress” for sig selv i begyndelsen. 
- Det var alt for grænseoverskridende at sige. Også fordi, da jeg så sagde højt: ”Jeg kan ikke mere”, så hørte folk ikke, hvad jeg egentlig sagde. De hørte ikke, åbenbart, at jeg sagde: ”Jeg har ikke sovet i et halvt år”. ”Jeg kan ikke glæde mig over noget mere”. ”Jeg har mistet lysten til alting”. Altså, min familie og venner kom det ikke bag på. Og de lyttede, og de forstod. Men for andre mennesker var det åbenbart svært.

Anja Steensig: Jeg har en lav stress-tærskel: 

Klar til "Kong Arthur" i Dyrehaven

Det skete i december. Nu, hvor Det Kgl. Teater snart rykker ud i Dyrehaven ved København med forestillingen "Kong Arthur", er Tammi atter tilbage i gamet og skal spille rollen som Morgana Le Fay.

De måneder, Tammi har været sygemeldt, har lært hende, at der ikke findes nogen hurtig genvej ud af stress. 

– Det tager tid. Det er kommet bag mig på, hvor lang tid det tager. Alle tiltagene – massage, akupunktur, yoga, lægebesøg – er skridt på vejen til at få det bedre. Men nogen mirakelkur findes ikke, siger hun.

Kuren mod stress er ro: 

Fastansat efter 20 år som freelancer

Midt i det hele er Tammi Øst  fastansat på Det Kgl. Teater, med virkning fra 1. august i år. Det sker 20 år efter, at hun sidst var fastansat på teatret.   

– Det Kgl. Teater har på sin vis altid været mit sted, og det sted, jeg er vendt tilbage til on and off igennem årene. Jeg har bare altid været meget rebelsk i forhold til det. De seneste 20 år har jeg arbejdet freelance. Mest fordi jeg altid har været bange for, at en fastansættelse skulle gøre mig til et surt, mageligt brokkehoved. Den frygt har jeg egentlig stadig.

Det sker, at hun møder den holdning, at en kvindelig skuespiller i hendes alder "da skal være glad for en fastansættelse".
- Og så stritter alt på mig, siger hun. 
– Jeg har sagt ja til at blive fastansat, fordi det er et meget attraktivt tilbud. Og ikke fordi jeg føler mig for gammel til at klare mig uden sikkerhedsnet!

En lille revolution 

Når hun i dag ser tilbage på det seneste års tid, flytningen og tiden som sygemeldt, siger hun:

– Jeg kan godt føle, at der er sket en lille revolution inden i mig, efter at jeg overgav mig til stress og erkendte, at det var sådan, det var. Og det er da helt sikkert en revolution i Jens’ og mit liv, at vi pludselig sidder her og vugger i vores lille husbåd og er så stjernelykkelige over det.