Forfatter Katrine Engberg: Ordene var min fars gave til mig

Forfatter Katrine Engberg

Katrine Engberg mistede sin far på et tidspunkt, hvor hun ikke var klar til at miste ham. Det kastede hende ud i en dyb livskrise, hvor alt blev sat på spil: Hjemmet, karrieren som koreograf og det ellers så lykkelige ægteskab med Timm Vladimir.

For forfatter Katrine Engberg blev hendes fars død for tre år siden en livskrise, der truede med at vælte hende omkuld. Sorgen betød, at hun ikke længere kunne mærke sig selv. Alt blev sat på spil: Hendes karriere som koreograf, danser og skuespiller og hendes mangeårige og ellers så lykkelige ægteskab med skuespiller og tv-vært Timm Vladimir.

- Det var skelsættende for mig at miste min far. Han var kun 69 år, da hans hjerte holdt op med at slå. Ingen i familien var forberedte på det. Jeg har efterfølgende tænkt på, at der er noget velsignet i, at han ikke var syg, led og var bange. Men som pårørende var det meget voldsomt og svært at forstå, at han med ét ikke var her mere.

Katrine Engberg er bogaktuel

Katrine Engberg er netop nu aktuel med ”Blodmåne” efter sin anmelderroste krimidebut sidste år: ”Krokodillevogteren”. Begge bøger er udkommet efter, at Katrine mistede sin far. Og netop ordene og ikke mindst titlen på den seneste nemlig ”Blodmåne” repræsenterer for Katrine forbindelsen til hendes far.

- Jeg mistede min far på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke var klar til at miste ham. Det kan jeg ikke vende til noget positivt. Men det, som det efterlader mig i, det må jeg så prøve at få det bedste ud af. Det er ikke sjovt at miste fodfæste og føle, at man er faret vild, men generelt tror jeg ikke, at vi skal være så bange for kriser. For de kommer jo i alle mulige former, og de rammer os alle. Der er ikke nogen, som kommer igennem livet uden at få nogle flade, siger Katrine.

Louise Fribo om at miste sine forældre

Familien, som udover Timm og Katrine, også rummer sønnen Cassius på syv år, har boet her i små tre år. Før boede de i en villa i Valby. Men da Katrines far døde, blev det vigtigt for hende at flytte tilbage til Østerbro, hvor hun voksede op, og hvorfra hun i dag har udsigt til sit barndomshjem. 

- Nogle mener, vi bliver født to gange. Og den anden gang er, når vi mister vores forældre. Det er der stor sandhed i, synes jeg. Jeg blev efter min fars død tvunget til at tage stilling til hele mit liv. Det var meget barskt – men også sundt. Alt, hvad der er i mit liv i dag er noget, jeg ønsker, og som jeg derfor gør mig umage for at beholde. Timm og jeg havde jo denne her ikke særlig hemmelige ægteskabelige krise. Og det havde alt sammen med min fars død at gøre, fordi den var så svær for mig at tackle. Jeg prøvede først at flygte fra sorgen, og måske var det derfor, at det tog så lang tid for mig at bearbejde den. Sorg er jo noget, man skal lære at leve med. Den bliver en del af et nyt jeg, fordi man med sorgen bliver nulstillet og skal redefinere sig selv. Og det var jo hele min familie, der blev påvirkede. Heldigvis havde Timm og jeg så 12 års lykkeligt ægteskab som ballast, og vi ville virkelig hinanden.

Månemennesker

Katrine er vokset op i et boghjem, begge forældre var akademikere og bogsamlere. Hendes far var lingvist og fonetiker og talte en lang række sprog.

I mange år prøvede Katrine mere eller mindre bevidst at flygte fra sine forældres litterære og intellektuelle indflydelse. Hun ville noget fysisk – noget med sin krop. Og hvor Katrines søster blev fysioterapeut, begyndte Katrine at danse.

- Med alderen bliver man mere og mere som det, man kommer fra. Og der skete noget med mig, da min far døde.  Jeg har altid elsket at danse, men jeg har aldrig været typen, der stod derhjemme og øvede trin foran spejlet. Jeg gik i stedet hjem og skrev dagbog. Men jeg ville ikke vedkende mig, at det i virkeligheden var igennem ordene, at jeg fik kunne udleve min kreativitet, fortæller Katrine, der i dag betragter det, at hun nu skriver bøger som en forsoning med sin herkomst og en accept af det, som hendes far havde at give.

- Ordene var min fars gave til mig, og jeg skriver da også helt bogstaveligt mine bøger siddende i hans skrivebordsstol. Min far var et månemenneske, sprudlende og begejstret - men han havde også en melankolsk side, som jeg har arvet: En længsel. I dagene omkring hans død var der en kæmpestor hvid fuldmåne på himlen. Min far ønskede ikke et gravsted, og derfor har jeg ikke et fysisk sted at gå hen med min sorg. Men når det er fuldmåne, så har vi forbindelse, og derfor har jeg dedikeret bogen til ham.

Karin Slaughter om altid at have elsket krimier

Lidt mere voksen

- Før jeg mistede min far, tog jeg så meget for givet – venner, ægteskab, familie og job. Som ung har man jo denne her evighedsfornemmelse. I dag ved jeg, at jeg skal vande den have, som jeg har valgt skal være min. Og her er der en ting, der tæller mere end noget andet nemlig min familie – min mand og vores barn. Alt andet. Og jeg mener ALT kommer i anden række. Og det betyder ikke, at jeg ikke også elsker min mor, mine søskende og mine venner. Men jeg prioriterer på en helt anden måde nu, for jeg vil være hos min familie. Jeg er nok blevet lidt mere voksen, hvilket jeg tror, man gør, når man ikke har en at være barn for mere. Nu er det min opgave at sørge for at udnytte livet ordentligt og skabe en god tilværelse for min familie.