Brystkræft ramte søstre

Brystkræft ramte søstre, der står ryg mod ryg
Af: Alex Tran

Med kun et halvt års mellemrum fik søstrene Karina og Betina Obling Petersen begge konstateret brystkræft. Men selv om de fik den samme diagnose, så håndterede de den frygtede sygdom vidt forskelligt. Hør, hvorfor intet kræftforløb er ens – heller ikke for pårørende – og hvordan de hver især kom raske ud på den anden side.

Mange årsager til brystkræft

Hvert år bliver ca. 4.700 kvinder ramt af brystkræft.

En af dem er Karina Obling Petersen, som kun var 38 år, da hun i 2014 fik diagnosen.
Hendes unge alder betød, at hun hurtigt blev undersøgt for forandringer på de kræftgener, man kender til.

Der er mange forskellige årsager til, at brystkræft opstår, og det er langt fra altid, at der kan findes en grund.

Læs 11 myter om brystkræft

Men nogle kvinder har en sjælden mutation på et af de så-
kaldte BRCA1- eller BRCA2-gener.
En mutation er en ændring af genet, som kan
give en højere risiko for at udvikle nogle særlige sygdomme. I forbindelse med BRCA1- eller BRCA2-generne er det især brystkræft.  

Hos Karina opdagede man en mutation i BRCA1-genet, hvilket betød, at storesøster Betina Obling Hansen, der dengang var 42 år, også fik tilbud om at blive undersøgt – og her fandt man også brystkræft.

– Jeg kunne ikke mærke nogen knude, mammografien viste heller ikke umiddelbart noget, men ultralydsskanningen, der blev taget ved samme lejlighed, viste tydeligt, at der var ”noget”, fortæller Betina Obling Hansen, der til dagligt arbejder som lægesekretær på et andet hospital.
Hun havde intet bemærket på forhånd, så hun var også taget alene på hospitalet og havde slet ikke forberedt sig selv eller sin familie på, at der kunne være noget galt.

Det skulle siden vise sig, at Betina har den samme gen-mutation som sin søster.

Den høje risiko

At begge søstre udvikler kræft er ikke så overraskende ud fra et statistisk synspunkt. 

– Omkring 80 pct. af de kvinder, som har en mutation på BRCA1-genet, udvikler på et eller andet tidspunkt i livet brystkræft – ofte i en ung alder, fortæller Anne-Marie Gerdes, der er klinikchef og professor på Rigshospitalet og en af de læger, som tilbyder genetisk rådgivning og gentest til kvinder med brystkræft.

Den høje risiko for brystkræft for kvinder med denne mutation betyder, at nogle kvinder vælger at få bortopereret deres bryster uden at være blevet syge, og det kan for nogle betyde en højere livskvalitet, selv om det er et større indgreb.

– Det er meget individuelt, hvordan det er at leve med en viden om, at man har en høj risiko for at blive ramt af en så alvorlig sygdom, som brystkræft er.
Nogle bliver så bekymrede, at det rigtige for dem er at fjerne den risiko, så de kan nyde resten af livet, mens andre sagtens kan nyde livet og er trygge ved at følge de regelmæssige kontroller.
Der er jo 20 procent af kvinderne, som ikke udvikler sygdommen, om de så lever til de er 100 år, selv om de har mutationen.

Chok og eksistentiel krise

Med cirka seks måneders mellemrum stod de to søstre Karina og Betina Obling Hansen med samme diagnose.

Begge skulle gennem både operationer, stråling og kemoterapi. Alligevel reagerede de vidt forskelligt.

– Jeg var egentligt meget fattet. Selvfølgelig blev jeg bange og ked af det, men jeg gik også meget struktureret til værks, som jeg gør det med mange andre ting i mit liv. Jeg researchede på nettet og fandt ud af så meget som muligt om både min sygdom og behandlingsmulighederne, siger Karina Obling Petersen.

Karina valgte at undersøge alt, hun kunne om sygdommen, holde fast i sit arbejde i det omfang, hun kunne for behandlingerne, og ikke tale med så mange om de svære følelser og angsten, som følger med en kræftsygdom. Ikke engang Betina blev lukket helt ind i alle de følelser, Karina havde.

– Jeg ville nok gerne skåne hende. Jeg var ikke sikker på, at hun kunne klare det, og jeg syntes heller ikke, at jeg havde overskuddet til at trøste hende, hvis hun brød sammen. Det var mest min far og en psykolog, jeg talte med om den slags.

Da storesøster Betina Obling Hansen et halvt år senere stod med samme diagnose, var hendes reaktion helt anderledes.

– Jeg blev chokeret, begyndte at græde og ringede til min mor og Karina og kunne ikke helt forstå det.
Jeg sygemeldte mig allerede inden, jeg kendte til omfanget og prognosen for min sygdom. Jeg arbejder til daglig på et hospital, og jeg kunne hverken forholde mig til at være omgivet af andre mennesker med alle deres sygdomme eller holde tanken ud om, hvor nemt det var at kigge i min egen journal og finde ud af, hvad lægernes vurdering af min situation var.
Jeg var mest bange, når jeg skulle til samtalerne. Bange for, at de nu havde fundet ud af, at behandlingerne ikke virkede som forventet, eller at der var noget andet galt.

Før, under og efter kræften

I dag er begge søstre kræftfri, men det betyder ikke, at sygdommen ikke længere fylder noget i deres liv.

Som så mange andre kræftpatienter har oplevet det før dem, så bliver livet ikke det samme, som inden sygdommen.

– Jeg har nok mistet en form for uskyld. Nu ved jeg både, at jeg er dødelig, og at kræft kan ramme mig, siger Karina.

– Kræftpatienter oplever ofte, at livet har mindst tre faser: En før sygdommen, en under behandlingen og en efter. Mange kan få et udmærket liv efter deres kræftforløb, men det bliver sjældent det samme som inden diagnosen. Jeg plejer at sige, at det er som om, man har fået en kuffert, som man skal bære rundt på resten af livet. Nogle gang er den tonstung, f.eks. inden man skal til kontrol. Andre gange vejer den ingenting, når man eksempelvis sidder til en hyggelig middag. Men for de fleste er den der altid.