Lotte Heise om at passe sin mor: Man skal lære at sige fra!

GALLERI: Lotte Heises liv

Da Lotte Heises mor fik en blodprop i hjernen, mistede hun sin taleevne og blev lam i højre side af kroppen. Lotte Heise valgte at passe sin mor selv og det udgiver hun nu en ny bog om.

Skuespiller Ditte Hansen: Mit vilde tempo giver mig diskusprolaps! Læs hvorfor på søndag.dk

Du skal lære at sige fra

Lotte har altid været meget tæt med sin mor. Da hun blev skilt fra sine dengang fireårige tvillingesønners far, var hendes mor en uundværlig hjælp, og sådan fortsatte det, indtil Inge Heise blev ramt af en blodprop. 

– Mor har altid taget sig godt af mig og mine børn, og jeg ville gerne tage mig af hende, da hun blev handicappet. Men der er nogle ting, som jeg gerne ville have vidst på forhånd, inden vi flyttede sammen. Blandt andet at man som pårørende skal lære at sige fra og ikke påtage sig for mange opgaver. Man skal ikke bade eller tørre røv på den syge. Det gælder, uanset om det drejer sig om ens forældre eller ens mand. 

Mille Dinesen efter sygdom: Tag ansvar for dit eget liv! Læs her hvad hun mener

Omsorg, nærvær og hygge

– Som pårørende kan man give omsorg, nærvær og hygge, og man kan grine sammen, men man skal ikke blive en personlig sygeplejerske eller tjenestepige, der kan kaldes på døgnet rundt, understreger Lotte Heise til SØNDAG.

Hun ved, hvad hun taler om, for hun faldt selv i fælden og havde ikke tænkt over, hvor stor en omvæltning det ville blive at bo sammen med en handicappet mor, siger hun til SØNDAG.

Susanne Bier mener selv, at hun er verdens dårligste husmor – læs her hvorfor

Skrap, men kærlig

Afasipatienter udvikler en vilkårlig sætning, som kan rulle deres tale i gang, og Inge Heises sætning er: »Det er vigtigt at komme videre med...«. Ordet, der efterfølger sætningen, kan f.eks. være mad, radio, bog, høreapparat, og så ved Lotte, at hendes mor enten er sulten, vil høre radio, læse i en bog eller skal have skiftet batterier i høreapparatet. 

Sådan taler Inge Heise stadig, og det har taget lang tid og megen tålmodig træning at nå så langt. Lotte har da også af og til været lidt efter sin mor, når hun ikke har villet sige bestemte ord som f.eks. tisse. 

– Hun pegede sig konsekvent i skridtet, når hun skulle tisse, men jeg følte, at det gjorde hende mere handicappet, end hun er. Jeg talte derfor med store bogstaver for at få hende til at sige ordet, hvilket hun så gjorde. Den episode overværede hendes talepædagog, og hun fortalte, at det er fint for min mors udvikling, at jeg skrapt, men kærligt beder hende om at sige ordet og komme videre, siger hun til SØNDAG.

Utroligt svært at sige nej

Bølgerne kunne sagtens gå højt i bofællesskabet, men ved hjælp af humor og direkte tale indfandt alle sig under den nye hverdag. Dog havde Lotte Hei-

se ikke tænkt på, at hendes gigtplagede ryg naturligvis ikke kunne klare at løfte rundt på en handicappet. 

– Det skete utrolig ofte, at min mor kaldte på mig, fem minutter efter at hendes hjælpere var gået. Først dér ville hun på toilettet eller kom i tanke om et eller andet, der skulle hentes. Jeg var hjemme i huset, når hun kaldte, men jeg arbejdede jo. Alligevel hoppede og sprang jeg for hende, for det er utrolig svært at sige nej. 

Kronisk omsorgsbetændelse

– Det var først efter to år, hvor jeg var meget udmattet og overanstrengt, at jeg direkte sagde til min mor, at jeg fremover ikke ville løfte hende ud af sengen eller på toilettet. Hun skulle ikke længere kalde på mig i samme omfang. Medmindre jeg stod lige ved siden af hende, ville jeg heller ikke række hende alle mulige ting hele tiden, medmindre hun tabte dem. Det var svært at få sagt fra, for jeg lider af kronisk »omsorgsbetændelse« og vil meget gerne hjælpe. Men som pårørende knækker man til sidst halsen, hvis man løser for mange fysiske opgaver og personlige plejeopgaver, siger hun til SØNDAG.