Brev til Nikoline Werdelin: Min søster ryddede fars bo

Brev til Nikoline Werdelin

I en svær tid hvor to søstre har allermest brug for hinanden, er de desværre endt i en ulykkelig situation. Denne uges brev til Nikoline Werdelin handler nemlig om arvestridigheder.

Kære Nikoline Werdelin 

Jeg mistede for nylig min far efter længere tids sygdom. Han blev 88 år, og hans sidste tid blev hård, men jeg er glad for, at jeg var hos ham. Efter hans død skulle min søster og jeg rydde op i hans hjem. Det var ikke, fordi der var meget at arve, for vores forældre var ikke rige, men der var naturligvis forskellige minder, som jeg forventede, at vi skulle dele i mindelighed. 
 
Da vi begyndte at gennemgå tingene, viste det sig dog, at en del manglede. Blandt andet var min mors smykkeskrin tømt, og min søster sagde uden blusel, at vores far havde foræret smykkerne til hendes datter.
 
Jeg har ingen børn, så i sidste ende skal min niece formentlig arve smykkerne, men jeg ville da gerne have haft lejlighed til at selv at se dem.  Der manglede også andre ting i skuffer og skabe, som min søster siger, at vores far har givet til hende. 
 
 
Min far har naturligvis sin frie vilje til at forære sine ting væk, men jeg mener alligevel, at min søster og niece kunne have sagt nej tak til gaverne – eller nu spurgt mig, om der var noget af det, jeg ønskede mig. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt min far virkelig selv fandt på at give dem de såkaldte gaver – samtidig skammer jeg mig over min mistænksomhed. 
 
Jeg er både vred og ked af det, og det har jeg ikke kunnet skjule over for min søster, og forleden havde vi et stort skænderi. Hun mener, at jeg opfører mig småligt og materialistisk, fordi jeg er mere velhavende end hende. For mig er det dog ikke et spørgsmål om penge, men om minder fra mit barndomshjem. Er det mig, der er helt galt på den?   

Med venlig hilsen, Jytte

Brev til Nikoline Werdelin: De vil have det hele 

Kære Jytte
Det lyder, som om din søster benytter lejligheden til at rage til sig af en kærlighed, hun føler, hun er i underskud af. Det er dumt og usolidarisk på alle niveauer at tage ting ud af et dødsbo, før man som arvinger har en afklaring eller står der fysisk sammen.
 
Jeg vil foreslå dig at tage en (muligvis værdiløs) genstand, der har en god karma, ud af det resterende. Sæt den på en hylde et rart sted i hjemmet og tænk varmt på din far, når du ser den. Måske der også findes en bænk, mark eller have, hvor du har et godt minde om din far. Sæt dig dér, snak lidt med ham og tag dine gode minder til dig. Det er dine, dem kan ingen røre.
 
Din søster ville jeg sætte på hold en tid. Jeg tror, det er hende, der er misundelig, og jeg synes, det lyder, som om dødsfaldet har sat gang i noget grådighed og en rigtig lillesøster-reaktion: “Du definerer ikke længere min verden”… “Jeg træffer mine egne beslutninger”… “Nu skal du få at føle, at jeg også er en voksen i min egen ret”.
 
Hvis du vidste, hvor ofte jeg hører om søstre, der rager uklar efter dødsfaldet af den længstlevende forælder. Det er så synd... netop som to kvinder har brug for hinanden.
 
Nå. Det vigtigste er, at du bevarer minderne om dine forældre og passer på livskvaliteten i din nutid. Jeg håber, du har overskud til at tilgive din lillesøster på lang sigt. Kommer hun igen med en anden attitude, må du atter være den store og trække på skulderen og sige ”pyt”.
 
En asymmetrisk relation vil det nok altid være.
 

Mange hilsener, Nikoline 

Brev til nikoline Werdelin: Utaknemmeligheden er sårende