Brev til Nikoline Werdelin: Hold igen med de gode råd.

Brev til Nikoline Werdelin: Illustration af svigermor og søn og svigerdatter

Mange af os kender dette dilemma. Vi vil så gerne dele ud af vores gåde råd, og videregive den erfaring vi har til den næste generation. Men hvor går grænsen for, hvor meget man skal blande sig i eksempelvis sønnen og svigerdatterens liv? Nikoline Werdelin svarer på netop dette spørgsmål i denne uges brev.

Kære Nikoline Werdelin 

Jeg skal være farmor for første gang om tre måneder, og det glæder jeg mig til. Men jeg må indrømme, at alt det, man læser om besparelser i sundhedsvæsenet, bekymrer mig. Det hele virker så utrygt. Min svigerdatter er 33 år og førstegangsfødende, men hun tager det hele med ophøjet ro.
 
Hun overvejer endda at føde hjemme, men det er ikke endeligt besluttet. Jeg forstår slet ikke, at hun ikke vil tage imod den hjælp, der trods alt er til rådighed. Hvorfor dog løbe en unødig risiko for både hende og barnet?
 
Jeg har forsøgt at tale med min søn om det, men han siger, at jeg skal blande mig udenom. Jeg ved godt, at en farmor skal træde varsomt, men jeg vil jo bare deres bedste. Synes du, at jeg skal forsøge at tale med min svigerdatter? 
 

Mvh. IJ

 
 

Kære IJ

Nej. Mit råd er at minde dig selv om, at kvinder til alle tider har født bag buske, på flugt, i huler og på både – alene og i selskab med medicinkvinder, nonner, kvaksalvere og læger i 1500-tallet – og selv om nogle børn og kvinder er døde undervejs, har langt de fleste klaret det.
 
I din søn og svigerdatters tilfælde kan en lægeambulance være fremme på kort tid, og der er ikke langt til en veludstyret fødedafdeling med alle de bippende apparater og eksperter, man kan tænke sig.
 
Jeg tror, det vigtigste er, at de gør, hvad der føles rigtigt for dem. Og at du bakker dem op. Man skal ikke gøre en linedanser på vej mellem to bjergtoppe usikker. Det er også en god begyndelse på de år, der følger: at du viser dem respekt. I vore dage er ældre ikke længere naturlige rådgivere – den eneste form for prægning, du kan give, er den, du bliver bedt om.
 

Mange hilsener og håb om et dejligt barnebarn, Nikoline

Brev til Nikoline Werdelin: Min svigerdatter afviser mig