Advokat: Forebyg arvestridigheder

advokat Hanne Fabricius-Haunstrup

Alt for ofte opstår der gnidninger og skænderier, når børn skal dele arven efter deres forældre. Søskende har hver deres opfattelse af, hvordan det hele skal fordeles, og i værste fald fører det til stridigheder, der splitter familien. Så galt behøver det slet ikke gå, mener advokat Hanne Fabricius-Haunstrup.

Undersøgelser viser, at hver femte oplever strid i forbindelse med fordeling af arv. I denne uges Ugebladet SØNDAG kan du læse om to kvinder, der forholder sig til, hvordan arven skal fordeles, når de ikke er her mere. Og ifølge advokat Hanne Fabricius-Haunstrup kan man selv tage sig nogle forholdsregler for at undgå, at ens kære går i totterne på hinanden, efter man er gået bort. Særligt ser hun, at folk skriver testamente.

- Jeg hører det gang på gang i forbindelse med dødsboer: ”Bare de dog havde skrevet testamente!” Hver især tror arvingerne, at de har hørt noget om, hvem der skal have hvad – og hvor meget. Hvis der er et testamente, vil det være tydeligt, hvad afdøde har ønsket, fortæller Hanne til Ugebladet SØNDAG og påpeger, at man ikke er forpligtet til at tage imod arv. Så hvis man ikke er interesseret i arven, kan man sige pænt nej tak – også selv om det står i testamentet.

Få styr på arv og testamente

Mens du lever

Man kan også vælge at fordele sin formue, mens man lever. Der er på sin vis ingen grænser for, hvor hvad man må give sine børn eller børnebørn i gave, men det skal dog nævnes, at hvis man giver over et vist beløb, skal man betale afgift på 15 %. Og så skal man huske på én ting, hvis man vil undgå at betale afgift.
– Det er i øvrigt vigtigt at understrege, at beløbet er en gave, når man overfører pengene. Hvis man kalder det arveforskud, bliver hele beløbet pålagt afgift på 15 procent. Hvis man ikke skriver noget, vil beløbet formentlig blive betragtet som en gave, siger Hanne.

Det er dog ikke fordelagtigt at forære hele sin formue væk gennem gaver til familien, mener advokaten. Men der er ingen love eller regler mod, at man deler alle sine værdier ud blandt familiemedlemmer, inden man dør.

– Hvis man f.eks. skal på plejehjem og ikke mener, man selv har brug for nogle penge, kan man stille og roligt kanalisere alle pengene over til arvingerne i form af gaver. Hvis man ikke skal bruge mere selv, kan man ligeså godt hjælpe sine børn og børnebørn. Men i de fleste tilfælde vil det nok være en dårlig idé at give det hele væk.

Sådan tilgiver du

Giv sommerhuset videre

Det er ikke kun penge, som man kan give i gave. Ofte kan det være hensigtsmæssigt, hvis man eksempelvis overdrager sit sommerhus til sine børn. På den måde kan man undgå at betale afgifter.

– Hvis vi forestiller os, at et af børnene – vi kan kalde hende Pia – har brugt sommerhuset særlig meget sammen med sin familie, kan man vælge at overdrage det til det barn på favorable vilkår, f.eks. til den offentlige ejendomsvurdering, som i de fleste tilfælde er lavere end den salgspris, man ville kunne få i en almindelig handel, fortæller Hanne og fortsætter: – Så laver man et rentefrit lån på det beløb, barnet skylder, og gælden bliver nedbragt hvert år med det beløb, man kan give som gave afgiftsfrit. På den måde har den nye generation fået rådighed over sommerhuset uden at skulle have penge op af lommen og har samtidig overtaget forpligtelserne og det praktiske arbejde med huset.