Den forbudte følelse - Misundelse

misundelse

At være misundelig er noget forbudt og skamfuldt. Alligevel har vi nok alle sammen mærket den grimme følelse af og til. Men det skal vi ikke skamme os over. Misundelse kan være vejen til selvudvikling. Sådan siger Birgit Petersson, psykiater og lektor emerita i kønsforskning.

Misundelig på store bryster

For Vicki Würtz har misundelse typisk handlet om nogle ”kvindeting”. Fx da hun som teenager misundte piger med store bryster. Det var dem, drengene rendte efter.

Senere havde hun en svær tid, da hun ikke kunne blive gravid. ”Alle” havde store maver. Eller gik rundt med barnevogne. Særlig svært var det, da hendes svigerinde skulle have et barn.

Men heldigvis fik hun sine ønskebørn: Tre drenge på stribe!

Og alt i alt har hun i dag selv en misundelsesværdig tilværelse.

Læs også: Luk op for kærlighed - sats noget mere

Misundelig på hestepigerne

Da Lisbeth Bang var ung, misundte hun hestepigerne. For hende var en hest en uopnåelig drøm.

Med tiden har hendes misundelse ændret karakter. I dag handler misundelse ikke om konkrete ting. Hvis hun overhovedet bliver misundelig, er det mere på en frihed, hun ikke selv har. Det er mere en følelse af savn.

Hun mener ikke, andre er misundelige på hende i dag. De udtrykker det i hvert fald som beundring af hendes mod til at være selvstændig.

Men under hendes uddannelse mærkede hun misundelse. Hun var ung, køn og fik høje karakterer.

En dødssynd

Misundelse er en af de syv dødssynder. Det er ikke noget, vi tænker over i hverdagen. Men Lisbet Myers Zacho har sammen med sin datter, Eva Sophia Myers, arbejdet netop med dødssynderne. De har udviklet en teori og praksis for, hvordan de kan bruge dem i psykoanalytisk terapi.

Misundelse er universel og arketypisk, siger hun. Men når vi bliver bevidst om vores misundelse, kan den blive til kreativ inspiration.