Lotte Mejlhede: Alder rager mig en papand

GALLERI: Lotte Mejlhede

Ville jeg ærgre mig om fem år, hvis jeg ikke sagde ja til det her? Sådan har Lotte Mejlhede altid spurgt sig selv, når hun har stået over for store valg i sit liv. Nu har den 46-årige TV2 News-vært sagt ja til at flytte til Bruxelles og blive EU-korrespondent for TV2.

Hun var som en fisk i vandet.

- ER som en fisk i vandet, retter hun det selv til. Sådan med et lynhurtigt, retorisk svirp. Præcis som hun gør det i tv-studiet.

Når Lotte Mejlhede som vært på TV2 News rundhåndet deler sol og vind lige i debatterne imellem politikere eller politiske eksperter og skærer lige så skarpt igennem al bavlet og bøvlet, når de samme politikere eller eksperter kommer for godt i gang, kan ingen være i tvivl om, at hun er i sit rette element.

Men hvad i alverden skal hun så til Bruxelles for, når nu hun er så god til dansk politik?

- Ja, hvorfor skal jeg til Bruxelles? Hvorfor i alverden skal jeg til Bruxelles?!

Hun (der er 46 år, men meget snart fylder 47) står i vandkanten på en strand nord for København. På et lille, bitte og lidt undseligt stykke offentlig strand kilet ind imellem to private strandgrunde i Skovshoved. Hun har udvalgt det her sted som et sted, hun bare godt kan lide at komme om sommeren.

Hun bor i tæt køreafstand herfra og er tit taget herned med mand og barn efter arbejdstid for at bade og spise medbragt aftensmad, mens de sidder og kigger ud over Øresund. - Og så føles det næsten som at have ferie, selv om det er en hverdag, siger hun.

På vej

Inden længe bliver udsigten dog noget anderledes. Fra 1. januar overtager Lotte Mejlhede nemlig EU-korrespondentjobbet fra sin kollega Olav Christensen og flytter til Bruxelles sammen med sin mand, fotograf Bjarke Ørsted, og deres snart otteårige datter.

Det har også gjort familiens sommer noget anderledes. For som det første gik turen for nogle uger siden til, ja - Bruxelles. Dels for at se på en bolig, de har kig på. Dels for at opleve Bruxelles og omegn som turister, »mens der er tid til dét«, som hun tørt bemærker.

Allerede fra september vil Lotte selv tilbringe en del tid i Bruxelles for at arbejde sig ind på de nye stofområder. Men først ved årsskiftet skifter familien bopæl. For som hun også siger: - Jeg har lovet vores datter, at hun skal få lov til at holde jul herhjemme!

På skærmen

Første gang hun brugte »den gode lakmusprøve«, var, husker hun, dengang hun skulle gå fra at være skrivende journalist til at blive studievært.

- Det følte jeg, var lige så meget at kaste sig ud på dybt vand, som det, jeg gør nu. Jeg elskede at skrive. Og elsker det stadigvæk. Hvorimod det krævede store overvejelser at skulle være et ansigt på skærmen.

På det tidspunkt var Lotte ansat på Berlingske Tidendes Christiansborg-redaktion, hvor hun mange gange i sit daglige arbejde mødte TV2's daværende politiske redaktør Kaare R. Schou. Han så, at her var én, der ville egne sig til tv. Men netop som han lagde op til at få Lotte hevet over på TV2's politiske redaktion, var der andre på TV2, der fik den tanke, at hun ville være god som nyhedsvært i den stol, der stod tom, efter at Line Baun Danielsen stoppede.

- Jeg var meget i tvivl. Jeg var 29 år dengang og havde været færdiguddannet som journalist i fire-fem år.

Men da hun så hev lakmusprøven frem og spurgte sig selv: »Vil jeg ærge mig om fem år, hvis...?«, fik hun sit svar. Igen.

- Jeg var selvfølgelig også bange. Dengang tænkte jeg på det som en katastrofe for min karriere, hvis jeg faldt igennem. I dag er jeg blevet så gammel i gårde, at jeg tænker: Hvis det går ad Pommern til med mig i Bruxelles, må jeg finde på noget andet!

Om det er her, alderen kommer hende til gode?

- Ja, helt bestemt. Bortset fra at jeg kunne ønske, at fysikken var bedre i visse sammenhænge (hun døjer med en dårlig ryg og har gjort det de seneste 20 år, red.), vil jeg sige højt og tydeligt: Jeg er ikke ked af, at jeg ikke er 24! Jeg er faktisk hamrende ligeglad med, hvor gammel jeg er. For at sige det ligeud: Det rager mig en papand!

Mor som 39-årig

Lotte Mejlhede var 39 år, da hun blev mor.

- Og det er altså sent at være førstegangsfødende, konstaterer hun.

- Og ja, konstaterer hun smilende videre, - det ændrer fuldstændig ens liv. Når man som voksen har levet et liv så længe, hvor man kun har haft sig selv at tage sig af, så ændrer det alt pludselig at få ansvar for sådan en lille størrelse.

Pludselig bliver man uhyre bevidst om, hvad det er, man gerne vil give videre. Pludselig bliver ens egne værdier og principper prøvet af på én selv.

- Man har 1.000 meninger om, hvordan tingene bør være. Og lever man så selv op til det? Lige fra om man lever grønt nok, til om man generelt er konsekvent nok? Når man kun har sig selv, gør man jo, hvad pokker man vil. Men så kommer der er pludselig en lille én på syv år og siger: »Hvorfor skal jeg overholde tiden, når du selv kommer for sent?« Bum!

- Hun er ret skarp, vores datter. Men hun har heldigvis også god humor, og derfor kan jeg godt sige nu: »Hør her, jeg er ikke selv særlig god til det her, men jeg synes faktisk, du skulle tage at være det!«

At Lotte skulle blive 39, før hun fik barn, skyldes, »at jeg aldrig har været helt syg efter at få børn«. Men så mødte hun sin mand:

- Og efter nogle år begyndte vi så at snakke om, at det kunne være fint, hvis det skete. Men det skete så ikke. Og det var egentlig også okay. Det var ikke en katastrofe, der satte vores liv i stå. Vi levede et rigtigt godt liv. Vi kedede os ikke. Det var ikke altafgørende for mig at blive mor.

- Men så pludselig, så kom hun jo. Og nu, hvor vi har hende, er det selvfølgelig helt fantastisk. Og så fylder hun jo. Det er til gengæld fordelen ved at være moden, når man får børn: Man er klar. Man er klar til at lade ens barn fylde det, det skal fylde.

Sommermenneske

Lotte, der selv er et august-barn, er også et sommermenneske. Hun er vild med sommeren. Eller rettere siger hun:

- Ved du hvad, jeg sukker efter, når det er efterår og vinter? Jeg sukker efter lys!

- Jeg hader simpelthen det mørke halvår, vi har i Skandinavien. Og det har jeg altid gjort. Jeg har hadet det, lige siden jeg var barn. Jeg hader at skulle stå op i mørke og gå hjem fra arbejde i mørke. Jeg hører nok til dem, som kunne have brug for en sollyslampe at sætte op, men jeg har aldrig fået det prøvet...

Men hvorfor er hun ikke flyttet til et sted hen med mere lys?

- Det har jeg også overvejet mange gange. Men man skal ikke undervurdere ens fædreland og ens kulturelle værdier. Man skal ikke undervurdere det at give en opvækst videre til ens barn. En opvækst bundet i danske rødder og dansk kulturforståelse. Alt det smider man ikke bare over bord.

- En del af min familie er ansat i højskolebevægelsen. Min far begyndte som karl på landet, og den eneste grund til, at han fik en uddannelse, var, at han kom på Askov Højskole. Der er masser af værdier i vores land. Det er ikke udelukkende H.C. Andersen.

- Jeg hører til dem, der siger, at jeg sagtens kan bo andre steder. Men det er ikke ligegyldigt, hvor man kommer fra. For mig handler det ikke kun om, hvorvidt skatten er lav og solen skinner. Det gør det virkelig ikke!