Camilla Bendix efter de 30: Har besluttet mig for at jeg er god nok

Rundt om Camilla Bendix

Mentalt tog det Camilla Bendix tid at tro på sig selv. Nu er hun 44 og mærker en enorm lyst til at fordybe sig i lige præcis det, der er nødvendigt for hende. Det fortæller hun om til SØNDAG.

Alberte Winding: Med alderen kommer et overskud, men også en masse lort! Læs interviewet her

Syntes jeg var en fiasko

– Jeg er vokset op med, at skal man være kunstner, skal man også kunne leve af det. Sådan er det. Og jeg har da også levet af det her i 20 år, og det må sgu give en ballast. Men hvem har egentlig lavet den regel? For mig har den betydet, at hver gang, jeg havde 14 dage, hvor jeg ikke havde et arbejde, så syntes jeg, at jeg var en fiasko. Det var en forkert tankegang, siger hun til SØNDAG.

Bodil Jørgensen om at blive mor som 47-årig: Troede det var overgangsalderen! Læs det her

Brækket hver en knogle

Fysisk mod har hun altid haft, siger hun og fortæller leende, at hun har haft brækket nærmest hver en knogle i kroppen, fordi hun som barn altid var den, der kravlede højest:

– Min fysik kan jeg skubbe meget, meget langt. Det er også derfor, jeg synes, det er sært, at det altid skal være de lange, tynde piger, der skal spille rollerne som politi. De har jo intet at stå imod med. Prøv at løbe ind i min krop, og du kommer ikke videre, når du rammer en af de her små Stig Tøftinger, som jeg kalder mig selv, siger hun til SØNDAG.

Lise Baastrup om Rita: Mange tror jeg er ligesom Hjørdis! Læs mere lige her

Kan ikke slå mig selv i hovedet mere

Den mentale frygtløshed er hun først begyndt at føle, efter at hun er blevet voksen. Da hun fyldte 30, besluttede hun sig for aldrig mere at sige til sig selv, at hun måske heller ikke er god nok: 

– Eller at det og det gjorde jeg nok heller ikke godt nok. Fordi – det må andre da sige til mig. Jeg kan da ikke slå mig selv i hovedet med, om jeg gør det godt nok eller ej. Jeg må jo vide, at jeg med min arbejdsiver og min arbejdsindsats har gjort det bedste, jeg kunne. Hvis andre mener, det er ikke er godt nok, må de sige det til mig. Og hvis de ikke siger det, må jeg stole på, at det er godt nok, siger hun til SØNDAG.

Glemmer pausen

Det mentale mod er blevet meget større, men kan godt tåle et nøk mere:

– Der er tre ting, vi hele tiden skal sørge for, og det gælder måske især inden for et fag som mit: Det er at handle, restituere og holde pause. Vi glemmer at holde pausen. Når vi har restitueret, tænker vi, at nu kan vi knokle videre. Vi glemmer de pauser, hvor der ingenting sker, selv om vi godt ved, at vi skal have dem.

– Jeg synes, vi mennesker er så sjove. Tænk, hvordan man kan lyve for sig selv. Vi er så nemme at narre.

Der er hor, bål og brand i mit hoved!

Mennesker er nogle interessante skabninger, siger Camilla Bendix, fordi vi hele tiden postulerer, »at vi ikke er det kaos, der er inde i hovedet på os«:

 – Det har altid undret mig, at ikke flere har grønt hår, og at ingen går rundt med tissemanden fremme, eller hvad ved jeg. Det hele er jo inde i vores hoveder. Der er hor og bål og brand. I hvert fald i mit hoved er der eksplosioner af vildskab indimellem. Og jeg synes, det er interessant, hvis man kan formidle noget af det kaos. Det kan teatret, synes jeg.

– Følelser blander sig altid i, hvem vi er, og hvad vi gør, og selvfølgelig skal følelser styres, for ellers går det jo helt galt. Men de skal have lov til at være der. Alle følelserne. Med fejl og sprækker og det hele, siger hun til SØNDAG.