Mimi Jakobsen om SØNDAGs Heltindepris: Frivillighed er gensidighed

Mimi Jakobsen er en af de fire dommere bag SØNDAGs Heltindepris

Det er givende at gøre noget for andre

– Jeg synes til hver en tid, det er vigtigt at hylde frivilligheden. Mennesker, der med overskud og engagement påtager sig et stykke ulønnet arbejde, er en væsentlig del af det danske samfund. 

– Vi kan ikke takke de frivillige kræfter nok. Jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at frivillighed er en gensidig affære. Det er givende at gøre noget godt for andre. Ikke kun fordi det giver mening, men også fordi det giver ny indsigt og forståelse for andre, ikke mindst hvis frivilligheden går på tværs af generationer eller social eller kulturel baggrund. Og så skal vi jo ikke glemme de nye relationer, man får skabt med mennesker, man måske ellers ikke havde mødt. Det er igennem vores relationer, at værdi skabes, og vi lærer os selv bedre at kende, siger Mimi Jakobsen til SØNDAG.

Kender du hende, kan du nu nominere hende til SØNDAGs Heltindepris. Klik her og se hvordan du gør

At blive bidt af det 

Der er mange forskellige incitamenter for, hvorfor man vælger at gå ind i frivilligt arbejde. 

– Når det er unge mennesker, der bliver frivillige, handler det ofte om at pynte på cv’et. I hvert fald til at begynde med. Men jeg tror, langt de fleste bliver bidt af det og lærer af det. Jeg er også overbevist om, at mange, når de udfører frivilligt arbejde, også finder et fristed. Jeg talte engang med en mandlig ingeniør, der var frivillig på en af Red Barnets sommerlejre. Og han fortalte mig bl.a., at det, han holdt så meget af ved at være frivillig, var, at så kunne han bruge sig selv helt. I dette samfund, hvor vi alle bliver mere og mere specialiserede, giver det god mening, at vi også har behov for rum, hvor vi kan bruge alle vores kompetencer som menneske, siger hun til SØNDAG.

Hanne Reintoft hjalp mig på vej

Da Mimi Jakobsen blev spurgt, om hun ville være med til at udpege SØNDAGs heltinde og dermed hylde frivilligheden, var hun ikke i tvivl. 

– Det ville jeg naturligvis gerne, også af den årsag, at Hanne Reintoft er med i dommerkomitéen. Da jeg lige var blevet socialminister i en regering, der skulle spare, lå det mig meget på sinde at sætte ind der, hvor behovet var størst. Jeg talte en del med min far om det, og han gav mig det råd, at jeg skulle ringe til Hanne Reintoft, for hun vidste om nogen, hvor det brændte allermest. Det gjorde jeg, og Hanne hjalp mig rigtig godt på vej, siger hun til SØNDAG.