Kvinden bag Ballroom Fitness byder dig op til dans

Ballroom fitness

Har du prøvet Ballroom Fitness? Mød kvinden bag det skønne dansekoncept - Elisabeth Dalsgaard, der siden hun var 6 år, har vidst, at hun ville være danselærer. Det blev hun og skabte samtidigt en blomstrende danse-virksomhed både i Danmark og på Club La Santa – hendes andet hjem.

Lige siden hun var helt lille, har Elisabeth Dalsgaard (grundlægger af Ballroom Fitness) vidst, hvad hun ville være, når hun blev voksen. Hun ville være danselærer. 

– Jeg husker meget tydeligt, at jeg blev så sur, da mine forældre sagde, at jeg skulle vente, til jeg blev seks, før jeg måtte gå til dans. For jeg har danset stort set, fra jeg kunne gå. Vi boede i en lille by, så jeg skulle køres 13 kilometer til Struer, men jeg var solgt fra dag 1. Det var jo pardans, man startede til der, så jeg lokkede min nabolegekammerat med, men han holdt en enkelt sæson, så gad han ikke det mere. 

Kom og dans Ballroom Fitness med SØNDAG

– Hver gang folk spurgte, så sagde jeg, at jeg ville være danselære. Jeg har fire ældre søskende, og de grinede alle af mig, og sagde ja, ja, ja, den er god med dig. Men det gjorde de så ikke den dag, jeg åbnede danseskolen i Farum. Der kom de hen og sagde, du har altid sagt, at det var det, du ville. Og nu er du her. Respekt.

Dans dig i godt humør

Mødet med Club La Santa

- Efter jeg var blevet student, tog jeg til Club La Santa, for jeg havde en drøm om at undervise gæster i ”social dance”, som de gør i filmen Dirty Dancing.

Elisabeth boede og arbejde på Club La Santa i to år, og det blev starten på det samarbejde, som skulle gå hen og udvikle sig til, at hun i dag underviser i gennemsnit 10 uger om året på stedet og opfatter det som sit andet hjem.

– På Club La Santa begyndte jeg at se, at det skulle være motionen, der var i fokus og ikke den traditionelle tilgang til pardans. Og det var her idéen til Ballroom Fitness opstod, fordi jeg så mange stå på sidelinjen og danse med – uden partner.

– Der er rigtig mange, som gerne vil danse, men mangler en partner, forklarer hun.

– Det særlige ved Ballroom Fitness er, at vi danser trin fra alle de 10 klassiske Ballroom-danse, men uden partner, og så er der skruet op for motionsdelen, og alle muskelgrupper er tænkt ind i dansen. Så vi kommer gennem alle stilarter med hver deres udtryk og tempo fra den langsommer rumba til den hurtige jive.

Ballroom Fitness - meget mere end ”bare” dans

De sidste par år har Elisabeth bl.a. arrangeret kurser for Danmarks Parkinsonforening. Et samarbejde, der har givet dansen og hendes arbejde en helt ny dimension.

– Det er fantastisk at gøre en forskel på den måde. Det har åbnet helt nye døre, og min drøm er at arbejde yderligere med forskellige målgrupper – demens, sclerose, hjertepatienter, overvægtige børn, indvandrerkvinder og mange flere. Flere af målgrupperne har jeg allerede arbejdet med, og jeg synes, det er så spændende, når dansen kan bruges på den måde.

Parkinsonramt underviser i Ballroom Fitness