Jeg har altid villet hjælpe de svageste

Anni Sørensen
Jonna Fuglsang Keldsen

Allerede som barn vidste hun, at hun ville arbejde med børn med særlige forudsætninger. Da hun fik sin søn, Mads, der har Downs Syndrom, var det naturligt, at hun lagde mange af sine kræfter i arbejdet for udviklingshæmmede – ved siden af sit job som lærer for ordblinde.

Da Anni Sørensen var 10 år gammel, skrev hun en stil, hvis hovedbudskab var: ”Jeg vil være lærer – og håndboldtræner!” Hun var heller aldrig i tvivl om, at hun ville arbejde med børn med særlige forudsætninger, så da hun var færdiguddannet som lærer i 1985, tog hun til USA, hvor hun arbejdede med udviklingshæmmede i to år.

Da Anni, 57, kom hjem til Danmark igen fik hun ansættelse som lærer på Søndervangsskolen i Aarhus, hvor der er en stor overvægt af børn med dansk som andetsprog. Her var hun ansat i 17 år, og i de første 15 år arbejdede hun med faglig støtte til ordblinde og som inklusionsvejleder.

Janett hjælper syriske flygtninge: Det rørte mig dybt at møde dem 

I slutningen af sidste år blev hun så valgt som landsformand for Landsforeningen LEV, hvis motto er ”Udvikling for udviklingshæmmede”. Og det er lige præcis det, hun har kæmpet for i 20 år og stadig kæmper for.

- Det er sådan, jeg er – at jeg vil hjælpe de svageste. Jeg har også altid været politisk engageret og arbejdet fagpolitisk der, hvor jeg har været, siger Anni.

Fyldt med kaos og sorg

Når det lige præcis er LEV, der i lokalafdelingen har haft glæde af Annis engagement gennem mange år, ligger der en personlig historie bag. I maj 1996 fik Anni og hendes mand Jesper deres anden søn, Mads. Glæden var stor, men efter et par måneder stod det klart, at Mads havde Downs Syndrom.

- Den første tid var fyldt med kaos og sorg. Vi blev opfyldt af en dyb bekymring for fremtiden, for hvordan skulle han dog klare sig, når vi en dag ikke var der mere? Nogle bliver handlingslammede i den situation, men vi blev vældig hurtigt meget handlekraftige.

Martha kæmper for udviklingshæmmede børn: Børnene gemmes væk i stalden eller i skuret  

Fra kampmod til ægte glæde

Sorgen over at få et barn med Downs Syndrom blev ikke bare til kampmod, men også forvandlet til en ægte glæde.

– Mads er en stor og kærlig kraft i vores familie, og vi har altid gjort det samme, som vi ellers ville have gjort. Han har været med på alle vores rejser, bl.a. en måned i Thailand, og han er helt fantastisk god til at opleve og værdsætte, hvad han oplever. Når han er glad og tryg, som han er i familiens skød, giver han udtryk for stor kærlighed og umiddelbar indlevelse, fortæller Anni og fortsætter med et stort smil:
– Han er familiens trivselsbarometer, der fx kan sige: ”Mor, du skal ikke være sur på far – han gør det i morgen!” Og ved de store familiefester har Mads været den, der har holdt de dejligste taler, hvor han har henvendt sig til hver enkelt med kærlige ord.