Farvel ensomhed

Kaffe, ostmadder og småkager - og snak er en fast del af traktementet hos Drys Ind. Lizzy Christensen (tv.) kom ud af sin ensomhed ved at opsøge mennesker her.

Hanne Loop

En helt ny undersøgelse viser, at 212.000 danskere ofte eller altid føler sig ensomme. Men der er hjælp at hente. Derfor er flere end 35 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder gået sammen for at skabe Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Lizza Christensen har oplevet at være ensom. Hun levede i et dårligt ægteskab og for at klare den, drak hun for meget. Hun tog på krisecenter med sine børn og blev skilt. En dag læste Lizza om en cafe på Amager ved navn Drys Ind. Hun tog derhen og var tæt på at tage hjem igen.

Det tog Lizza Christensen to år at overvinde sig selv til at besøge Drys Ind. Her mødte hun masser af omsorg og i dag kommer hun fast flere gange om ugen.

-Det var en svær dør at sparke ind, det tog mig næsten to år at komme derned. ”Første gang jeg trådte ind i lokalet, var der dækket op med kaffe og kage, og jeg tænkte, ”det er nok sådan noget indspist noget, et lukket selskab’. En kvinde kom mig i møde, gav mig en pjece og begyndte at snakke. Jeg var lige ved at bakke ud af døren igen og sige ”tak, tak den læser jeg derhjemme””.    

Men Lizza blev hængende og drak en kop kaffe. Det var godt, for besøget blev begyndelsen til en ny hverdag. De seneste otte år er hun kommet på DRYS IND mindst to gange om ugen.

-Jeg har lært at være tryg i større sammenhænge, og jeg har lært at være sammen med mange mennesker uden at trække mig.

DRYS IND ligger på Englandsvej på Amager og har eksisteret siden 1984. Her arbejder to ansatte og flere frivillige. Den slags initiativer findes i hele landet og det gælder om at opsøge dem, hvis man er ensom, for der er masser af hjælp at hente.

Bevægelse mod ensomhed

For ensomhed kan forebygges og bekæmpes. Det ved de mange danske organisationer, offentlige instanser og socialøkonomiske virksomheder, der arbejder med at bekæmpe ensomhed til dagligt. Derfor er flere end 35 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder for første gang nogensinde gået sammen for at skabe Folkebevægelsen mod Ensomhed: En bevægelse, der vil gøre det til en fælles sag at tale om ensomhed og finde nye muligheder for fællesskaber. Den fælles vision er ambitiøs. Antallet af ensomme danskere skal halveres inden 2020. Ældre Sagen er en af de mange organisationer, der er med i folkebevægelsen.

Læs mere på www.aeldresagen.dk/ensomhed

Læse mere på www.aeldresagen.dk/sammenmed

Fakta

Hvad er ensomhed?

Ensomhed er en subjektiv, ubehagelig følelse, der opstår, når man ikke har så mange og så nære venner, som man har brug for – dvs. når man ikke har så mange meningsfulde sociale relationer med andre, som man har behov for, og når man savner nærhed og samhørighed med andre.

Kilde: Mathias Lasgaard, cand.psych., ph.d. på Syddansk Universitet og forsker i ensomhed.

Hvad skal du gøre?

  • Hvis du føler dig ensom er det en god ide at opsøge forskellige netværk. Hos Ældre Sagen kan du eksempelvis deltage i arrangementer, kurser og oplevelser. Du kan finde gode tilbud på www.aeldresagen.dk/detsker
  • Forstå din ensomhed Det er lettere at gøre noget ved sin ensomhed, hvis du kender bag­grun­den for den. Har du mistet din ægtefælle, kan det være en hjælp at finde nogen at dele sorgen med. 
  • Find en hobby. Nogle gange er det lettere at skabe kontakt til andre, hvis kontakten eller venskabet ikke er det primære mål. Hvis målet er at lære at danse, lave mad eller tale et nyt sprog, flyttes fokus fra det sociale. Det gør det mindre sårbart at tage initiativ til en samtale, ligesom det er naturligt at tale om en fælles interesse. 

  • Tag på cykeltur, på fe­rie eller højskole, gå i teateret eller på vandretur i lo­ka­l­om­rå­det. Der er rigtig mange singler i Danmark, og det er ikke længere ual­min­de­ligt at tage af sted på egen hånd. Det kræver mod, men prøv at spørge dig selv: Hvad er det værste, der kan ske? 
  • Få et kæledyr. Giv dit kæledyr omsorg, nøjagtig som du ville gøre det i et venskab. At nære omsorg for andre – mennesker og dyr - er også at nære omsorg for sig selv.

Søg hjælp

Hvis du slet ikke kan bryde cirklen og komme ud af ensomheden er der hjælp at hente i telefonrådgivninger, hos den praktiserende læge og hos psykologer.

Ældre Sagens Rådgivning: Tlf. 80 30 15 27. Sociale, juridiske og økonomiske spørgsmål. Åben man-tir-ons 10-14, to 14-18.

Sct. Nicolai Tjenesten: Tlf. 70 120 110. I København 33 12 14 00. Åbent alle hverdage, søndage og helligdag i dag- og aftentimerne.

Samvirkende Menighedsplejer: Tlf. 36 46 66 66. Her kan du få nummeret til din lokale menighedspleje. Mange menighedsplejer tilbyder besøgstjeneste.

Røde Kors: Tlf. 35 25 92 00. Besøgstjeneste og meget andet. Røde Kors har lokalafdelinger over hele landet, som du kan kontakte. Find det lokale nummer på www.rodekors.dk/kontakt

Blå Kors – Danmark: Tlf. 70 100 130. Alkoholrådgivning om aftenen.

Psykiatrisk rådgivning: Tlf. 78 470 470. Åben døgnet rundt.

Linien: Tlf. 35 36 26 00. Landsdækkende telefonlinje til dig, der har brug for en at tale med. Åben hver dag ml. 16-23.

Livslinien: Tlf. 70 201 201. Til dig, der er i krise/selvmordstruet. Åben alle ugens dage mellem 11-03, eller skriv til skrivdet.dk