Bodil Jørgensen om at være Årets SØNDAGs-kvinde 2014

Bodil Jørgensen er Årets SØNDAGs-kvinde og SØNDAG overraskede hende med blomster og alle læsernes personlige kommentarer.

Tillykke Bodil!

- Tillykke Bodil, du er Årets SØNDAGs-kvinde!

SØNDAGs journalist mødes af en smilende, låmslået og rørt Bodil Jørgensen, da hun åbner døren til sin charmerende og hyggelige Nørrebro-lejlighed. 

- Har jeg vundet! Hvor er det fantastisk. Har folk virkelig stemt på mig?

Bodil Jørgensen er ydmyg, beskeden og meget glad. Og da hun får overrakt den store buket blomster samt det indrammede billede af alle læsernes personlige hilsener til hende, så mærker man tydeligt, at hun virkelig er rørt.

- Nej, men det er så fint. Det er jo altså altid så mægtigt det der. Det er jo bare MIG! Der er jo ikke noget særligt ved mig og mit liv på den måde. 

Men det er SØNDAGs læsere ikke enige i. De har nemlig stemt Bodil ind på en klar 1. plads med næsten 40 % af alle stemmerne i den store konkurrence om at kåre Årets SØNDAGs-kvinde 2014, hvor der kunne stemmes på alle årets 52 forside-kvinder.

I konkurrencen om at blive Årets SØNDAGs-kvinde 2014 var Bodil Jørgensen oppe imod store personligheder som Ghita Nørby, Mette Blomsterberg og Anne Linnet. Hvorfor tror Bodil selv, at hun har vundet den ærefulde titel?

- Det kan jo selvfølgelig have noget med ulykken at gøre – det kan det. Folk er jo så utrolig medfølende. Men måske også det, at jeg i SØNDAGs interview taler om tro og sådan noget. Og den måde, jeg færdes i verden. 

Ulykkens betydning

Og ulykken har betydet ubeskriveligt meget for Bodil:

- Jeg er kommet frem til, at denne verden vi går og lever i, aldrig er så rig, at den ikke tager noget. Den giver og den tager. Vi er blevet så krævende. Vi synes, at den kun skal give og give, men den tager altså også. Og det regnskab som vi ikke er helt herre over, det er et lillebitte regnskab i forhold til den store idé med at vi også er her. At vi skal prøve og forsøge at blive menneskelige. Gøre gode ting. 

Og hun fortsætter:

Når man får livet igen. Så har man en forpligtelse til at udvide sine grænser. Når man nu har oplevet noget så grænseløst som sådan en ulykke, så må man tænke lidt større hele tiden. Når man får chancen. Og det fik jeg jo. Jeg fik en chance mere.  

Læsernes kommentarer gør indtryk

Men læsernes kommentarer handler ikke kun om ulykken, hvilket også gør indtryk på Bodil:

- Det glæder mig rigtig, rigtig meget at kommentarerne er mindet på min personlighed og mit skuespil. Det er sådan noget jeg kan læse på grå regnvejrsdage, når jeg savner noget varme. Så når jeg har det rigtig skidt, så vil jeg lægge mig, kigge på alle kommentarerne og bare suge til mig. 

SØNDAG ønsker Bodil Jørgensen stort tillykke med titlen som Årets SØNDAGs-kvinde.

Se et udpluk af læsernes kommentarer her

Læs mere om Bodils reaktion på læsernes kommentarer her

Se Bodils video-hilsen til SØNDAGs læsere